Saras datter er ikke som skolebørn er flest.

De sociale dynamikker i skolernes frikvarter gør hende forvirret og usikker, og støjen i idræt- og musiktimerne sætter hendes 9-årige nervesystem i alarmberedskab. Efter nogle turbulente år i indskolingen med stigende skolevægring endte hun i foråret med at forlade folkeskolen for at starte i en privat onlineskole, som hendes mor betaler af egen lomme.

Selvom hun ikke ligefrem er i trivsel, har datteren færre bekymringer, og hun har mere overskud, når skoledagen er overstået. Men Sara Herborg, der indtil for nylig arbejdede som psykolog i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), sidder tilbage med en trist følelse efter igen at have været vidne til, hvordan nogle skoler har det, som hun kalder for ”en stereotyp forestilling om, hvad et skolebarn er”. 

”Vi har den her idé om, at et rigtigt barn er typen, der går i skole i mange timer hver dag, som gerne vil udenfor og lege vildt i frikvartererne, som har mindst ti venner og går til håndbold, spejder og dans. Og sådan er det ikke at være menneske. Ikke for alle. Og jeg synes, at mange skoler i højere grad skulle tage udgangspunkt i det enkelte barns resurser, talenter og begrænsninger”, siger Sara Herborg. 

Hendes datter er langt fra den eneste, der har svært ved at passe ind i dagens folkeskole. Sidste år svarede knap 300 skoler på en rundspørge fra Folkeskolen. Heraf svarede 46 procent af skolerne, at de oplever en stigning af elever, som i længere perioder ikke dukker op. 

Igennem ti år som psykolog i PPR har Sara Herborg set, hvordan skoleledere eller andre fra det kommunale system i god tro har presset på for at få elever med stigende fravær og stresssymptomer tilbage i klasselokalet.

”Jeg tror, at der hos nogle skoleledere hersker en forestilling om, at man kan hærde et barn som en genstand eller som et stykke læder, og at hvis man presser hårdt nok, skal de nok ende med at passe ind i skolens rammer”, siger hun. 

Problemet er bare, at stressede børn ligesom stressede voksne mest af alt har brug for en pause fra de belastningsfaktorer, der stresser dem, så de kan få ro på deres nervesystem, forklarer hun.

”Det er rigtigt, at eksponering kan have en positiv effekt, hvis vi taler om børn med angst. Men der er mig bekendt intet, der tyder på, at den strategi skulle virke på stress”, siger Sara Herborg. 

“Jeg har set skolers forsøg på at nedbringe fravær ende med angst og belastningsreaktioner. I en god mening kommer forældre og skole sammen til at presse barnet tilbage i skole på fuld tid, før det er klar”, siger hun og tilføjer.

 ”Og når eleverne først når derud, er der ofte meget lang vej tilbage til skolen”. 

De stille piger skjuler deres stress 

Det er dog ikke kun en misforstået tilgang til stress, der kan få skolerne til at presse en udsat elevgruppe ud over kanten. 

Mange elever, der kæmper med at passe ind i skolens rammer, skjuler deres stressreaktioner i skoletiden og lader dem først få frit løb, når de kommer hjem. 

”Lærerne og forældrene kan nemt ende med at bagatellisere elevernes belastningsreaktioner, fordi eleverne er høflige og tager en slags maske på i skoletiden for at passe ind. Men når de så kommer hjem fra skole, har de intet overskud og går ind i et meget lavt funktionsniveau”, siger Sara Herborg.

Det har hun set gentagne gange i sin karriere, og hun oplevede det på første parket med sin egen datter. I den forbindelse erfarede hun også, hvor svært det kan være at trænge igennem som forældre. 

”Jeg oplevede en skole, som rigtig gerne ville hjælpe, men de tog udgangspunkt i deres egen oplevelse af vores datter og havde derfor svært ved at se, at der skulle være noget galt”, fortæller hun.

Hun opfordrer til, at skoleledere og lærere i højere grad ser forældrene som en slags vidensbank, ”der ved noget om, hvordan eleverne oplever skoledagen og forskellige stressbelastninger”, som hun siger.

Hun understreger, at hendes kritik retter sig mod nogle skoler, men bestemt ikke alle.

”Jeg oplever heldigvis mange skoleledere og lærere, der virkelig forstår, at man ikke kommer skolevægring til livs ved at presse dem ind i klassen eller tilbage i skolen”. 

Vi kan lære noget af onlineskolen 

Siden midten af marts har Sara Herborg Nielsens datter gået i onlineskolen Den Frie Digitale – et privat skoletilbud, som hun fandt på Facebook. Skolen har en tilgang, som flere folkeskoler med fordel kunne lade sig inspirere af, mener skolepsykologen. 

”Jeg oplever en skole, som forsøger at tilpasse sig barnet, fremfor at få barnet til at passe ind i skolen”, siger hun.

På samme måde bør de fysiske skoler ikke være bange for at tilbyde sine elever et tilpasset skema og nedsat skoletid, så længe de har behov for det for at komme ud af stress, mener skolepsykologen.

På flere skoler i Københavns Kommune har man i snart ti år været i gang med et projekt, der under navnet ”Barnets stemme” benytter en model, hvor skolen lægger en plan for barnet ud fra samtaler med barnet selv. 

”Det kan være, at barnet gerne vil deltage i engelsk og dansk, hvor der er ro i timerne, men ikke kan udholde frikvartererne og idræt, hvor lydniveauet er højt boldene flyver om ørerne”, siger hun. 

Spørger man hende, kan onlineundervisning også være en god måde at imødekomme de elever, der er presset af skolens fysiske rammer.

Den virtuelle tilgang kan både skabe en vis fleksibilitet, så elever indimellem kan modtage undervisning uden de omgivelser, der stresser dem. Undervisningsformen er også mere intim end klasserummet, og kan derfor være god til de elever, der har gavn af at have underviseren tæt på, mener hun.

”Jeg kender ingen voksne, der ville kunne holde til den mængde af støj og skift” 

Forskere og eksperter har i årevis diskuteret årsagerne til børn og unges stigende mistrivsel og har peget på både skærme, besparelser, inklusion, diagnosevillighed og andre faktorer som udslagsgivere.

Spørger man Sara Herborg, kommer man ikke udenom, at folkeskolen i dag kan være et stressende sted for nogle elever.

”Det miljø, som jeg ser i skolerne i dag, er præget af et ekstremt højt stimulansniveau. Jeg kender ingen voksne, der ville kunne holde til den mængde af støj og skift”, siger hun. 

”Vi har børn, der slår, tager kvælertag, sparker og kaster med ting. Det er jo ekstremt utrygt. Hvordan ville du som journalist have det, hvis der var nogle af dine kollegaer, der kastede med stole, når du mødte ind om morgenen? Så ville du nok heller ikke have lyst til at møde frem næste dag”, siger hun og understreger, at det er rammerne og ikke lærerne, der er problemet. 

”Jeg ser mange lærere med en stor kærlighed til børn, der løber utrolig stærkt hver dag og gør alt, hvad de kan for at skabe ro. Men der er også en naturlig begrænsning for, hvad lærerne kan rumme. Meget af det, vi står i, handler om, at der ikke er hænder nok til, at personalet kan tage hånd om de børn, der reagerer voldsomt eller har særlige behov uden at svigte de andre elever, der egentlig er læringsparate”, siger hun.