Debat
Lightudgaver af forskningsbaserede udviklingsprojekter får ikke en effekt, hvis de nødvendige betingelser ikke overholdes, lyder det fra Bjane Nielsen.
Foto: Privat
Debat: Skoleudvikling får alt for sjældent en effekt i klasseværelserne
Massevis af skoleudviklingsprojekter har forsøgt at løfte folkeskolens svageste elever gennem årene. Men da alt for mange ender som lightudgaver, opnår projekterne sjældent den ønskede effekt, skriver tidligere børne- og ungechef Bjarne Nielsen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
I 40 år har et utal af udviklingstiltag
forsøgt at løfte de svageste elever i folkeskolen, så de kan gennemføre et
uddannelsesforløb og have et godt voksen- og arbejdsliv.
Men de mange tiltag har ikke formået at sætte
sine spor i den undervisning, der foregår i klasseværelserne – og hvis ikke
udviklingstiltagene når den enkelte lærer, når de aldrig eleverne.
Derfor har jeg sendt et brev til undervisningsminister Mattias Tesfaye og uddannelses- og
forskningsminister Christina Egelund. Gordon Ørskov Madsen og Regitze Flannov
fra Danmarks Lærerforening har også fået en kopi.
Vi bliver nemlig nødt til at indse, at
lightudgaver af forskningsbaserede udviklingsprojekter såsom co-teaching og
Nest, ikke får den ønskede effekt, hvis ikke politikere, skoler og kommuner
overholder de betingelser, der er nødvendige for at få projekterne og
pædagogikkerne til at lykkes.
I
bedste fald medfører lightudgaverne spild af gode ressourcer, og i værste fald
ender det med frustration og modvilje mod udviklingsprojekter blandt skolernes
medarbejdere.
Forberedelse, respekt og vedholdenhed
Jeg ser tre hovedårsager til, hvorfor de
sidste mange års udviklingstiltag ikke er lykkedes.
Det første handler om, at man ikke forbereder
lærerne ordentligt, inden et nyt projekt går i gang.
Lærerne er blandt andet
nødt til at være fagligt rustet på til at gå helhjertet ind i arbejdet med en
ny indsats- eller undervisningsform, men det lykkes alt for sjældent at sikre
den nødvendige kompetenceudvikling – hvilket går ud over både opbakningen og accepten
af udviklingstiltagene.
Alt for ofte gennemføres udviklingstiltagene
også uden den tilstrækkelige respekt for de betingelser, som forskningen
stiller. For eksempel gennemføres implementeringen af co-teaching ofte uden
respekt for, at den ene lærer skal have specialpædagogiske erfaringer og
kompetencer og uden den nødvendige forberedelsestid. Discount-udgaver af
Nest-pædagogik ses også.
Den sidste årsag til, at udviklingstiltagene falder til jorden, handler om
vedholdenhed. Det er afgørende, at parterne i et projekt har aftalt, hvordan
man holder fast i den praksis, man har sat i gang. Det har blandt andet
Nest-pædagogikken en stor opmærksomhed på.
Hvem skal så sørge for, at disse forhold
overholdes? I folkeskolen er det først og fremmest de kommunale chefer og
skoleledere, der er ansvarlige. De skal sikre, at der er tid til netværksmøder
mellem projekternes nøglepersoner og yde den nødvendige ledersparring.
Skolepsykologerne skal tilbage
Hvis vi virkelig vil rykke skolen, skal
faglige ressourcepersoner som f.eks. PPR også inddrages langt mere aktivt i
skolernes udviklingsarbejde. Lige nu arbejder de alt for ofte alene og mest med
det, man kan kalde ”brandslukningsopgaver”.
Derudover skal vi sikre, at PPR-medarbejder
har den nødvendige pædagogiske og didaktiske legitimitet, så de kan bruge deres
faglige baggrund i samarbejder med lærerne, når et udviklingsprojekt sættes i
gang.
Her er det problematisk, at PPR-psykologerne
over de seneste 30 år mistet legitimitet i takt med, at de læreruddannede skolepsykologer
er gået på pension.
Derfor er der behov for, at man igen kan ansætte
læreruddannede psykologer i PPR. Det er nemlig det samlede samspil mellem
skolechefer, skoleledelser, lærerne, de faglige resursepersoner og PPR, der kan
sikre det tilstrækkelige tværfaglige fundament, der skal til for at løfte de
svære udviklingsopgaver i folkeskolen.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk