Bogen ser tilbage på det, forskerne nu - retrospekt - ser som en udvikling af uddannelsestænkningen mod en 'læringsmålstyringstænkning' - en udvikling fra at betragte uddannelsespolitik som en pædagogisk, kulturel livsform til en styringsform med fokus på opstilling af målbare mål og standarder eller kompetencemål og sammenligninger af elevernes resultater. 

Helt frem til årtusindskiftet havde skoledebattører og forskere fokus på filosofiske og psykologiske betragtninger, når de diskuterede pædagogik.

"Imens blev styringen af hele uddannelsesområdet grundlæggende forandret, og internationale aktører begyndte at formulere nye fælles standarder for uddannelse. Det betød, at uddannelsernes indretning og formål dermed også blev grundlæggende ændret, men uden at det egentlig blev bemærket og dermed genstand for mere grundlæggende diskussioner undervejs", siger Lejf Moos, lektor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet og redaktør af den nye bog.

I bogen peger han og de øvrige forfattere med en række nedslag i de seneste 40-50 års udvikling på, at de politiske initiativer, som fik en foreløbig kulmination i loven om den Læringsmålstyrede Folkeskole fra 2013, byggede på udviklinger på det internationale felt

"Vi oplevede at denne udvikling var kommet glidende ind", skriver han i bogen og forklarer, hvordan man måske ikke er opmærksom på praksis- og styringsmæssige udviklinger, når tegnene er meget små.

"Ændringerne 'flyver under vores radar', som er vor kulturelt formede opmærksomhed og mange af de teorier, vi almindeligvis bruger for at fange forandringer". 

Bogen kigger på OECD's, EU-kommissionens, Folketingets og kommunernes roller, men påpeger også, at lovbestemmelserne bliver oversat, fortolket og bearbejdet undervejs igennem systemerne for at passe ind i praksis.

"Der er et element af frihed, men det er en frihed til at gøre noget bestemt", siger Lejf Moos i en pressemeddelelse.

Skovmand: Læringsmålstyring var ikke baseret på forskning

Læringsplatformene som effektiviseringsværktøj

I bogen fremhæver han også et helt særlig dansk eksempel på udviklingen, nemlig læringsplatformene, der blev lanceret i en aftale mellem KL og regeringen i 2014. Det skete ifølge Lejf Moos som "et effektivitetsinitiativ, der skal levere materiale til styrkelse af elevernes læring. Platformen bygger på de velkendte styringsteknologier: Standarder, test og digitale undervisningsmaterialer. Portalen skal således indeholde: plan for skoledagen, elevplan, læringsforløb, læremidler, data om elevernes læring og progression, digitale individuelle arbejdsrum, dokumentation og vurderinger", skriver han.

"De bagvedliggende pædagogiske tanker fokuserer på individuel læring, hvor lærerens professionelle kompetencer flyttes fra didaktisk lærerarbejde til teknisk læringskonsulentarbejde. Undervisningen og dialogen nedprioriteres til fordel for individuel læring, hvilket også får konsekvenser for elevernes sociale relationer, fordi de må fokusere på tablet-skærmen og ikke på interaktioner med andre elever eller lærere". 

Læringsplatformene er et eksempel på en centralisering af uddannelsen via infrastrukturer, der som sociale teknologier er aftalt og produceret på nationalt plan.

"Desuden vil denne virtuelle infrastruktur være velegnet til at samle, høste og bruge 'big data' fra alle danske skoleelevers hverdag og læring", skriver Lejf Moos i bogen, som kan hentes her: