"Jeg har fortrudt, at jeg har rejst sagerne, både i forhold til de menneskelige omkostninger og i forhold til, at jeg mener, de er rejst under falske forudsætninger, fordi Nævnet og Praksisudvalget ikke forholder sig til substansen i min kritik og undersøger sagerne ordentligt. Jeg fortryder dog på ingen måde min kritik, som jeg stadig mener er meget vigtig". Sådan lyder det fra ph.d. Keld Skovmand efter, at han har haft tid til at læse alle afgørelserne grundigt igennem og reflektere over dem.

Skovmand: Læringsmålstyring var ikke baseret på forskning

Lektor, ph.d. Keld Skovmand sendte sidste år en række klager over centrale tekster om lærings- og kompetencemål skrevet af i alt ti danske forskere til Aarhus Universitets Praksisudvalg. Han fortæller, at han havde forventet, at udvalget ville behandle klagerne i forhold til deres egen procedure og kun sende kritikken videre som egentlige sager til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, hvis udvalget vurderede, at der var tale om videnskabelig uredelighed. Praksisudvalget læser dog bestemmelserne om deres forpligtelser anderledes og mener, at det har pligt til at sende den form for kritik videre uden at tage stilling til indholdet.

"Hvis jeg havde forudset, at de bare ville videresende min kritik som sager om videnskabelig uredelighed uden at lave nogen vurdering overhovedet, så havde jeg ikke sendt dem. Og hvis nogen havde spurgt: Vil du rejse en sag om videnskabelig uredelighed, så havde svaret været 'Nej'", fortæller Keld Skovmand.

Kunne ikke få svar om sagsbehandlingen

Men Nævnet for Videnskabelig Uredelighed behandlede sagerne og afgjorde, at der ikke var tale om videnskabelig uredelighed. Nævnet sendte så sagerne tilbage til praksisudvalget til en vurdering af, om der var tale om tvivlsom forskningspraksis i sagerne. Dernæst behandlede udvalget sagerne og vurderede, at der ikke var tale om tvivlsom praksis. Men dagen inden afgørelsen, onsdag den 1. maj, skrev Keld Skovmand til udvalget og trak anmeldelserne tilbage.

"Jeg må konkludere, at jeg har rejst sagerne under falske forudsætninger, idet såvel Nævnets som Praksisudvalgets sagsbehandling er foregået i strid med gældende regler, velbeskrevne retningslinjer og officialprincippet. Jeg kan ikke indgå i en retspraksis, hvor de sagsbehandlende instanser ikke interesserer sig for sagernes materielle indhold og for den fremlagte dokumentation. (…) Mine tekster og min dokumentation taler deres eget tydelige sprog, og læserne må selv vurdere, om der er belæg for den kritik, jeg rejser, eller ej", lød det blandt andet i hans mail til praksisudvalget.

Praksisudvalget behandlede sagerne som planlagt dagen efter og sendte afgørelserne, så de berørte forskere fik den mandag den 6. maj. Keld Skovmand forklarer, at årsagen til, at han trak klagerne tilbage, er, at han ikke fik svar på de spørgsmål, han undervejs stillede til praksisudvalget om deres sagsbehandling, og at udvalget afviste at inddrage yderligere dokumentation for kritikken, som han sendte til dem.

"Jeg er ikke part i sagen, så de vil ikke fortælle mig noget. Samtidig mener jeg, at de ikke har oplyst sagen ordentligt. Fx har de undladt at foretage screening for plagiering i en af sagerne, og det er de forpligtet til. Hvis de havde gjort det, ville de have fundet, at der ikke var tale om tre sætningers plagiering, men tre siders. Og jeg har meget svært ved at forstå, hvordan Nævnet kan konkludere, at der er problemer med kildeangivelser, og så finder praksisudvalget, at der absolut intet er at komme efter".

Keld Skovmand mener, at der er klare holdepunkter for hans kritik, og han hæfter sig ved, at nævnet i nogle af tilfældene anerkender kritikken, men konkluderer, at det enten ikke er forsætligt eller, at punkterne er så små, at de er uden reel betydning.

"Med mindre nævnet tager fejl, så kan jeg ikke forstå, hvordan praksisudvalget kan afgøre, at der ikke er problemer alligevel. Men det bliver umuligt at diskutere, fordi praksisudvalgets afgørelser og begrundelser ikke er offentlige, så de kan skabe et narrativ om, at min kritik ikke har noget på sig og er pure opspind - også selv om det står i modsætning til nævnets afgørelser".

For store menneskelige omkostninger

Keld Skovmand fortryder altså at have rejst sagerne, fordi han ikke mener, at de er blevet håndteret godt nok. Rent principielt mener han stadig, at det er rigtigt at påpege det, når man ser forskningsetiske problemer. Og han henviser til 'Den danske kodeks for integritet i forskning', der blev udarbejdet i 2013 af en arbejdsgruppe under Forskningsministeriet, som understreger vigtigheden af, "at mistanker om brud på ansvarlig forskningspraksis bliver bragt frem og håndteret korrekt". Men han har mistet troen på, at det kan lade sig gøre ad de kanaler, han har forsøgt sig med.

Skovmand: Jeg fortryder ikke anmeldelsen om videnskabelig uredelighed

Derudover fortryder han sagerne, fordi de har haft for store menneskelige omkostninger for alle involverede, ham selv inklusive.

"Det beklager jeg, særligt over for de berørte forskere. Jeg er jo godt klar over, at jeg har forstyrret andre menneskers sjælefred, og det er ikke noget, jeg har det godt med. Så min lære af det her er, at det ikke giver mening at rejse den slags sager med den retspraksis, vi har".

Dækningen har været for sort-hvid

Keld Skovmand har også været ked af den måde, medierne har dækket sagerne på. Sagerne er blevet dækket som retssager med vindere og tabere og en domsafsigelse om frikendelse, hvilket det rent juridisk ikke er.

Derfor blev forskerne frikendt for videnskabelig uredelighed

"Dækningen baserer sig på afgørelser fra nævnet og den retorik, som nævnet anvender, og det er blevet fremstillet, som om det er mig, der har anmeldt forskerne til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Det mener jeg er objektivt forkert. Jeg har ikke indgivet 55 punkter om videnskabelig uredelighed. Jeg har klaget over en lang række tilfælde af dårlig forskningspraksis - jeg har peget på ting, jeg mener er uigennemsigtige, ting, der ikke er dækning for, eller som er plagierede. Og faktisk giver Nævnet mig jo medhold i en del af det, de mener så bare, at det falder for bagatelgrænsen i forhold til videnskabelige uredelighed, eller at det er uforsætligt".

Han mener, at det er et stort problem, hvis man så fremover ikke forholder sig til substansen i kritikken, fordi forskerne, han har kritiseret, nu er "frikendt".

"Det er et kæmpe problem, fordi kritikken bliver lammet", siger han.

Sagerne har skygget for kritikken

Men hvad har hele sagen så betydet for diskussionen om læringsmålstyring?

"Det er jeg faktisk usikker på", svarer Keld Skovmand og bliver stille lidt.

"Når jeg snakker med lærere, så er der fortsat stor opbakning, og der er mange, som mener, at sagens udfald for dem har været en bekræftelse af et korrumperet system, hvor nogle er hævet over kritik. Det bliver jeg jo berørt af".

Han noterer sig også, at der ikke længere er nogen, der forsvarer læringsmålstyring. Styringskræfterne er der fortsat, men sproget er spolet tilbage.

Skovmand: Der skal konkret frihed til, før jeg tror på, at læringsmålstyring er død

"Men med afgørelserne er der jo en del af min kritik, som må forstumme eller flyttes et andet sted hen. Thorkild Thejsen (tidligere chefredaktør for Folkeskolen, red.) påpegede, da han anmeldte mig bog, at sagerne om uredelighed kunne komme til at overskygge min kritik. Den pointe kan jeg godt følge i dag, og det ærgrer mig da. Men kritikken har på den anden side fået en stor effekt i form af en lovændring af Fælles Mål og ændringer i bekendtgørelsen af læreruddannelsen. Jeg er godt tilfreds med den måde, flere af folketingets politikere har brugt mit arbejde på. At de her sager så er blevet behandlet på en måde, som jeg opfatter som mærkelig, det må jeg leve med".

Anmeldelse: Da læringsmålstyringen opstod af ingenting