Foto: Liberal Alliance
Riisager opfordrede partileder til at gå
Efter et sviende valgnederlag og sønderlemmende kritik fra partifæller har Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, nu trukket sig fra sin post.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På vej ud af dansk politik opfordrede Liberal Alliances afgående undervisningsminister, Merete Riisager, partiets ledere, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl-Bille, til at tage konsekvensen af partiets katastrofale folketingsvalg og træde tilbage.
"Når vi får så dårligt et valgresultat, så er det selvfølgelig den siddende ledelse, der må bære ansvaret for det. Og også dem, der må tage konsekvensen", sagde Merete Riisager til folkeskolen.dk torsdag formiddag.
Få timer senere tog Anders Samuelsen selv konsekvensen og meddelte sin afgang som partiformand.
Det skete efter, at partifællen Henrik Dahl efter Liberal Alliances katastrofevalg fra morgenstunden havde rettet en sønderlemmende kritik mod Anders Samuelsen, der blandt andet blev beskyldt for nepotisme ved at udpege sin søster, Mette Bock, og Thyra Frank til ministerposter, mens stærkere kræfter blev ignoreret.
"Når man stiller op i politik, så forpligter man sig over for den politik, man er gået til valg på - og det bør være vigtigere end, hvad man selv har lyst til eller hvad ens personlige ambitioner går på", lyder det fra Merete Riisager med en slet skjult henvisning til Anders Samuelsens ledelse af det lille borgerlige parti.
(artiklen rettet kl. 16:24, red.)