Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Lad os få endnu flere skoler, hvor der er en større respekt for, at der er nogen, der ved noget og kan noget. For læreren”. Sådan lød det sidste år i statsministerens åbningstale til Folketinget. Hos Folkeskolen gav det anledning til en artikel med overskriften: Mette Frederiksen: Lærerne skal have deres autoritet igen.

Nu er der gået et år, og i morgen stiller Mette Frederiksen sig igen op på talerstolen. Det store spørgsmål er, hvad der så er sket med autoriteten og respekten. Der har været arbejdet en hel del med skoleområdet siden da, og der er blevet lavet noget, der på undervisningsministeriets hjemmeside bærer betegnelsen: “Ny aftale om folkeskolen”. Men hvor er det så lige, der står noget helt konkret om, at ledelsesrummet skal gives tilbage til lærerne? Det var jo centralt i forbindelse med skolereformen i 2014 at holde lærerne helt og aldeles udenfor.

I aftalen står der ”fri”, ”frihed” og sågar ”lokal frihed”, men hvad forhindrer skoleledere, kommunalbestyrelser og alle mulige andre end lærerne i at opfatte det som frihed til dem?

Hvis ikke lærerne specifikt får den frihed, som blev taget fra dem, tilbage, er der ingen grund til at tro, at de, der fik ledelsesretten grundigt cementeret i 2014, vil give afkald på den frivilligt.

Her skal DLF insistere på, at denne ret skal gives tilbage til lærerne.

Ikke et forsøg på at spille klog

“Vi bliver nødt til at forny ledelsesrollen. I dag står skolelederen og dirrer mellem at være en administrativ leder og en førstemand blandt ligemænd, men der er brug for en ny, mere strategisk ledelsesform”. Sådan sagde daværende rektor på Københavns Professionshøjskole (KP) Stefan Hermansen tilbage i 2013. Sidenhen er man fra politisk side blevet mere kritisk overfor New Public Management og har taget afstand fra undervisning overlæsset med læringsmål. Spørgsmålet er, om man reelt har gjort op med tankegangen, eller om er der bare tale om formelle ændringer.

Dette debatindlæg er ikke en gammel pensioneret overlærers forsøg på at spille klog på andres vegne eller at forsøge på at presse nogen til at gribe efter en indflydelse, de ikke ønsker. Men det er en opfordring til at høre godt efter, når statsministeren holder åbningstale inden så længe. Her skal man lægge mærke til, om lærernes selvbestemmelse får samme opmærksomhed som sidste år.

Det var vel formålet med statsministerens udtalelser sidste år, at lægge op til en afskaffelse af den rigide New Public Management-styring af lærernes arbejde. Nu bliver det spændende, om hun konkluderer, at det er lykkedes.

Er det hele bare et spil for galleriet? Måske står lærerne over for et absurd teater, der overhovedet ikke hænger sammen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk