Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

På opfordring fra skribenten har vi 5. november ændret en enkelt passage i indlægget vedrørende tolærerordninger.

Jeg kommer tit til at tænke på spillet ’Whack-A-Mole’, når jeg sidder på lærerværelset og evaluerer min dag. Du kender sikkert spillet fra Tivoli, hvor man skal slå drilske muldvarper tilbage i hullet, når de popper op igen og igen.

Sådan kan det også føles i min første klasse. Her skal jeg slå op mod 26 elevers forskellige udfordringer tilbage i hullet, når de popper op, for jeg har ikke tid til at tage mig af dem. Og hver gang én udfordring er slået ned, så popper en ny op. Igen og igen.

Alene det at få ro i et klasseværelse, er en særlig disciplin.

Jeg forsøger mig med at klappe en særlig takt. Jeg tysser. Jeg lyner mine læber og kaster låsen væk, og jeg holder en hånd i vejret. Til sidst brøler jeg: ”Så er der ro!”.

Jeg ville egentlig gerne lære mine elever at læse

Nu tænker du måske: ”Godt, vi har tolærerordninger i Danmark, så Mia har en kollega med i timerne”. Men her må jeg skuffe dig, for jeg har endnu til gode at opleve en tolærertime i praksis.

Det høje antal kombineret med en elevgruppe, der er diagnosticeret i hver sin retning, som er kommet for tidligt i skole, som er udadreagerende, som ikke taler sproget, og som ikke har lært at forholde sig til fællesskabet – fordi der også mangler pædagoger i børnehaverne – gør min opgave som underviser virkelig vanskelig.

Ambitionen er ellers, at alle mine elever skal kunne læse inden udgangen af 2.-klasse. Så vi har travlt, og hvis jeg skal nå i mål med mine ambitioner, er jeg nødt til at læse med eleverne en til en.

Det er bare meget lidt læsning, jeg når med meget få elever, før muldvarpehovederne igen begynder at poppe op rundtomkring i klassen. Det sker, når en børneflok skal passe sig selv, fordi der er en lærer for lidt i lokalet.

Emma når således kun at læse bogens titel ’Ti øl i en å’, før jeg må lægge bogen til side, for Magnus er i færd med at rive sit bogstavhæfte i stykker under bordet i frustration.

Jeg slår udfordringen tilbage i hullet og vender tilbage til læsningen med Emma. Men mellem ”bi på is” og ”dy må sy” når Tobias at slå sin sidemakker, og Julie græder, for hun har mistet sin hamster.

Jeg når hverken at spørge ind eller trøste, for midt i det hele skal jeg finde Victor, som har låst sig inde på toilettet.

Jeg mislykkes som lærer

En ting er, at min undervisning mislykkes, men når jeg samtidig fejler i bestræbelserne på at yde omsorg, bliver jeg ramt af dårlig samvittighed. For at holde min arbejdstilværelse ud bliver jeg kynisk.

Jeg mangler tid til at spørge ind til elevernes hverdag, til at mægle i konflikter, og ikke mindst mangler jeg tid til at hjælpe og trøste.

Når tiden til relationerne glipper, rammer det ikke kun undervisningen og den enkelte elev. Det rammer hele fællesskabet.

Derfor er der behov for at sænke klassekvotienten. Alternativt – inden alt for længe og inden kynismen tager fuldstændigt over – får jeg en lærerkollega med ind i klassen, som jeg kan lave undervisning sammen med.

På den måde vil flere elever opleve at lykkes både fagligt og socialt. Skolen vil blive et bedre sted at lære og være for flere børn fra første dag, de træder ind ad dørene.

Det fortjener eleverne, og det fortjener folkeskolen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk