Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Troels var som elevrådsformand en rigtig god repræsentant for eleverne, og han fik jo lavet noget. Det er jo begrænset, hvad eleverne kan få af stemme, og du hører tit om, at de kun bestemmer farven på toiletpapiret. Men sådan var det ikke med Troels«, fortæller den nye ministers gamle klasselærer på Lindved Skole uden for Vejle, Kaj Jensen, 67.
Han husker ham som en velopdraget dreng, der altid var velforberedt og havde et naturligt talent for at styre møder. Og hvor lysten til politik begyndte at dominere billedet, kan han sagtens huske. Erhvervspraktikken. I 9. klasse var Troels Lund Poulsen en uge på Christiansborg, og da han kom tilbage til klassen, var han blevet vildt optaget af det politiske liv.
»Fra det tidspunkt vidste han, hvad han ville. Han ville i Folketinget«, fortæller Kaj Jensen.
Også Emmy Andersen, der sammen med Kaj Jensen delte rollen som klasselærer, husker Troels Lund Poulsen som arbejdsom.
»Jeg satte især pris på hans rolige og omgængelige natur, der gjorde, at lærer-elev-samarbejdet blev både naturligt og behageligt«, fortæller hun. Og netop de egenskaber, tror hun, kan være medvirkende til at sikre en god dialog med lærerne, nu hvor den tidligere elev er blevet minister for folkeskolen.
Debat i barndomshjemmet
Som barn var Troels Lund Poulsen vant til, at der blev stillet krav til ham. Han interesserede sig for skolepolitik, og det kom også til syne, når emnet blev debatteret i barndomshjemmet. Hvilket det ofte gjorde, ifølge faderen, lærer Aage Nygård Poulsen. Han har selv været engageret som Venstre-politiker i tyve år og er nuværende formand for den lokale Venstreforening i Lindved lidt uden for Vejle.
»Jeg tror bestemt, Troels ved, hvordan han synes, folkeskolen skal indrettes. Og jeg er helt sikker på, at han vil lægge et stort stykke arbejde i sin nye ministerpost. Han vil bruge al den tid, der skal til, og så vil han kræve meget af sine medarbejdere«, tror Aage Poulsen, der ikke har lyst til at fortælle om egne ønsker til den nye undervisningsminister.
»Jeg er på vej ud af skolen, og Troels skal have lov til at sætte sig i stolen«, svarer han i stedet. Aage Poulsen har været lærer i 41 år på Lindved Skole og er uddannet med linjefag i historie og geografi.
Dialogens mand
Lindved Skole fylder til sommer 50, og skolens leder Anne Bloch Petersen kan fortæller, at skolens selvforståelse altid har beroet på et højt fagligt niveau hos eleverne.
»Der har altid været høje ambitioner for børnene, og vi har naturligvis også høje ambitioner på vegne af Troels Lund Poulsen«, siger hun. Hvis hun skal understrege en ting, som den nye undervisningsminister gerne skal have sat skub i, så er det samarbejdet med skolens parter.
Formand for Hedensted Lærerkreds Kenneth Reinholt håber også, at den nye minister vil gå i dialog med DLF og »ikke grave flere skyttegrave«.
»Jeg tror godt, det kan lykkes for Troels Lund Poulsen. Her i kommunen kender vi ham i hvert fald som en mand, der gerne vil dialogen«.
Troels Lund Poulsen
. Enebarn, søn af en lærer og en pantefoged.
. 34 år, født og opvokset i Lindved lidt uden for Vejle.
. Folkeskolen, Lindved Skole, 1982 til 1992.
. Student, Tørring Amtsgymnasium, 1992 til 1996.
. Uafsluttet kandidatuddannelse i historie ved Københavns Universitet.
. Medlem af Folketinget for Venstre, valgt i Hedenstedkredsen.
. Politisk ordfører for Venstre 2006-2007.
. Miljøminister 2007-2010.
. Skatteminister 2010-2011.
. Undervisningsminister 2011-?