Det bliver stadig mere almindeligt at udskille elever til specialundervisning. Det skyldes blandt andet, at der i 1994 kom et nyt officielt, internationalt anerkendt psykiatrisk diagnosesystem fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Det hedder ICD10 og gælder også børn.

ICD10 oplister knap 100 psykiatriske sygdomme, for eksempel autisme. Når psykiateren har fået barnets symptomer beskrevet, finder han dem på ICD10-listen og stiller diagnosen.

'Det har ført til en eksplosion i antallet af børn, der får en diagnose og derpå bliver henvist til vidtgående specialundervisning', siger Bjarne Nielsen, formand for Pædagogiske Psykologers Forening, der i denne uge udgiver en afhandling om specialundervisningen fra 1970 til i dag.

'Samtidig er der i de senere år, blandt andet på grund af ICD10, sket en videnskabeliggørelse af de almindelige vanskeligheder, som børn kan have. Det har medført, at mange flere elever nu også henvises til almindelig specialundervisning'.

8.000 børn og unge får i dag vidtgående specialundervisning. Ingen ved, præcis hvor mange der modtager almindelig specialundervisning, men begge kurver er stigende. Kommunernes Landsforening anslår, at omkring 25 procent af eleverne i øjeblikket får en eller anden form for specialundervisning.

En helt forkert udvikling

Det er i Bjarne Nielsens øjne en helt forkert udvikling. Børn er som udgangspunkt ikke syge, mener han. Men vilkårene for børnelivet er anderledes end for bare en generation siden, så børnene opfører sig anderledes, og det kan give støj på linjen mellem barn, lærere og forældre.

Barnet får imidlertid som regel skylden, selv om den egentlige årsag er problemer i den relation, der er mellem barn og voksne.

'Når et barn bliver henvist til specialundervisning, er det ofte en lettelse for både forældre og lærere', siger Bjarne Nielsen.

'For så er det jo 'bevist', at det er barnet, der er noget galt med, og ikke forældrene og lærerne. De bliver dermed frikendt for skyld'.

Lærere og forældre har derfor groft sagt en fælles interesse i, at barnet bliver henvist til specialundervisning, mener Bjarne Nielsen. Men barnet betaler prisen. Det kommer ind på en glidebane, der kan ende i marginalisering og social udstødning.

Han mener, at skolen må indrette sig efter børnene. 'Børn er, som de er, og folkets skole må rumme folkets børn. Det er jo også besluttet politisk, at skolen er for alle'.

En stærk profession klarer sine egne problemer

Udskillelsen af de mange børn er uheldig for lærerprofessionen. En stærk profession kendes nemlig på, om den er i stand til at håndtere de såkaldte 'afvigende tilfælde'. I lærerprofessionen er det elever med særlige vanskeligheder.

Hvis professionen selv kan løse det problem, viser den sin duelighed og får omverdenens respekt og styrker dermed sin legitimitet i samfundet.

Men hvordan? Bjarne Nielsen mener, at læreruddannelsen skal laves om, så det bliver en del af lærernes faglige bevidsthed, at skolen er for nutidens børn, sådan som de er.

'Som læreruddannelsen er skruet sammen i dag, bliver de studerende ikke klædt på til at håndtere vanskelige elever og vanskelige forældre'.

'Dertil kommer, at mange seminarielærere tilsyneladende har den opfattelse, at skoleelever stadig er som i 1950'erne og 60'erne, da de selv gik i skole'.

Men en eventuel ny, moderne læreruddannelse ligger langt ude i fremtiden. Derfor anbefaler Bjarne Nielsen, at myndighederne bruger den ene af de seks milliarder kroner, der i øjeblikket bliver brugt på specialundervisning om året, på at højne lærernes faglige bevidsthed om, hvad 'skolen for alle' betyder i dagens Danmark. Vil du ikke bare tørre elever med særlige vanskeligheder af på den almindelige lærer? 'Selvfølgelig er det svært, men man skal have tænkt igennem: hvad er undervisning? Nogle mener i den aktuelle skoledebat, at undervisning er at bibringe eleverne kundskaber, men sådan som børn er i dag, nødvendiggør det et helt andet undervisningsbegreb, hvor opgaver som omsorg, opdragelse og samarbejde med vanskelige forældre er med. Det er lærerne nødt til at acceptere'.

'Men ingen skal forvente mirakler. Men det, man må forvente, er, at lærerprofessionen aktivt tager stilling til, hvad den kan gøre og ikke gøre. Resursesituationen er sådan og sådan, og vi mangler noget relevant uddannelse'. 'Så lærerne og skolerne ikke bare vælger den lette løsning og siger: De her elever kan vi klare, og de her elever kan vi ikke klare. Det er ikke en professionel måde at løse problemerne på'.

Presset fra flere sider

Den almindelige lærer er presset mellem kravet om øget fag-faglighed og urolige elever, der kræver omsorg og opmærksomhed? 'Det kommer an på, hvordan lærerne står i debatten. Det er rigtigt, at det faglige pres er der, men der er altså også andre synspunkter, blandt andet fra Dansk Industri, om bløde værdier'.

'Vi har masser af alliancemuligheder for forståelsen af, at folkeskolens opgave er bred. Den er ikke bare konkrete kundskaber, men også evnen til at samarbejde, hvordan man udvikler sig socialt, følelsesmæssigt og kreativt'.

'I den debat skal lærerne være offensive, også den enkelte lærer i forhold til sin forældregruppe. Jo flere lærere der gør det, jo stærkere står lærerstanden over for den lidt enøjede måling af elevernes udbytte af skolen, som for eksempel karakterer står for'.

'Jo stærkere lærerne selv har sat dagsordenen for, hvad folkeskolens opgave er, desto lettere er det at tilbagevise de smalle krav. Vi skal ikke lade os tyrannisere af, at der kommer nogen ind fra højre og siger måling og test'.

Bjarne Nielsen tror ikke på, at en periodevis deling af eleverne i hold på tværs af klasser og årgange med udgangspunkt i elevernes faglige standpunkt vil hjælpe de svage elever. Det har før i skolehistorien været prøvet uden den store succes. 'Det bliver en stor forvirring for de svage elever. Det er ikke svaret for mig. Klassen som en stabil base er helt afgørende og nødvendig for de svage elever, og så må man tage den udfordring, der ligger i, at der er op til et års alders- og udviklingsspredning. Jeg kender ikke nogen bedre måde', siger Bjarne Nielsen, der dog ikke afviser pædagogisk begrundede periodevise grupperinger af elever, også på tværs af klasser og årgange.

Pres på specialundervisningen

Henvisningen af elever til specialundervisning stiger og stiger, og Kommunernes Landsforening råber vagt i gevær. Formand for Pædagogiske Psykologers Forening, Bjarne Nielsen, udgiver i denne uge på forlaget Skolepsykologi afhandlingen 'Udvikling af folkeskolens specialundervisning - belyst gennem udviklingen de seneste 30 år'.

Bjarne Nielsen er ledende skolepsykolog og børn og unge-chef i Jægerspris. Han sad i hovedstyrelsen i DLF fra 1984 til 1996.

Læreruddannelsen bygger for lidt på den virkelighed, som eleverne og deres forældre lever i, siger skolepsykolog Bjarne Nielsen

Når et barn bliver henvist til specialundervisning, er det ofte en lettelse for både forældre og lærereTolærerordningen har spillet fallit over for de svage elever, for vi ved fra virkeligheden, at den ekstra lærer bare går til hånde