Skoleelever med svære fysiske og psykiske handicap risikerer at ende i et ingenmandsland, hvor hverken amt eller kommune tager ansvaret for deres undervisning.

Det siger direktør for De Samvirkende Invalideorganisationer, Poul Erik Petersen.

Et lovforslag, der skal ændre folkeskolelovens paragraf om vidtgående specialundervisning, er netop nu til høring.

Lovændringen går i hovedtræk ud på, at kommunerne må bestemme, om et barn skal tilbydes vidtgående specialundervisning. Amterne, i hvis regi specialskolerne befinder sig, skal så til gengæld - efter forhandlinger med kommunen - beslutte, hvad det konkrete undervisningstilbud skal være.

En kommune skal ifølge forslaget betale 160.000 kroner for en elev, der sendes på en amtslig specialskole. Nu betaler kommunen 60.000. De 160.000 kroner svarer til en specialklasseplads i primærkommunen eller 16-18 støttetimer. En specialskoleelev koster mellem 160.000 kroner og én million om året.

Vi må ikke gentage fejlen fra 70'erne

Den nye fordeling af ansvaret kræver, at der er et tæt samarbejde mellem amt og kommune, siger Poul Erik Petersen. Han er ikke tryg ved situationen.

'Hvis den nye lov fører til et fælles ansvar, så er det godt nok. Men hvis det bliver til ingens ansvar, så er det bestemt ikke godt', understreger han.

Et synspunkt, der deles af Danmarks Lærerforening, hvis høringssvar blandt andet peger på, at det nødvendige samarbejde mellem amt og kommune bliver præciseret i for eksempel en vejledning.

Også skoleinspektør ved specialskolen Djurslandsskolen, Nis Christensen, er bekymret over, at kommunen nu får myndighed til at bestemme, hvad der skal ske med de handicappede børn.

Der kan ske det, forudser han, at nogle kommuner vil sige: 'Vi har fire handicappede børn. Det koster os fire gange 160.000 kroner at sende dem på specialskole, det kan vi gøre billigere selv. De passer ganske vist ikke sammen, men vi samler dem i et lokale i et hjørne af skolevæsenet'.

Dermed kan man komme til at gentage fejlen fra 1970'erne, påpeger Nis Christensen.

'Dengang integrerede man af ideologiske grunde stort set alle handicappede børn. Da det viste sig, at de svageste alligevel ikke kunne holde til det, var mange af specialskolerne i mellemtiden lukket eller tørret ind, og den meget specielle faglige og pædagogiske viden var gået mere eller mindre tabt. Så skulle man til at bygge op igen'.

Nis Christensen mener, at den nye lov kræver, at topembedsmænd fra amt og kommuner sætter sig ned og sammen finder ud af, hvordan viften af specialtilbud skal se ud i amtet.

'Ellers bliver det meget tilfældigt. Én kommune vil måske sige, vi klarer det selv, mens en anden vil bruge amtets tilbud fuldt ud. Det vil være meget uhensigtsmæssigt på et område, der er rimeligt dyrt'.

Nis Christensens synspunkt er, at et specialpædagogisk miljø skal have en vis størrelse - af hensyn til børnenes sociale liv og læring og af hensyn til lærernes faglige vidensopsamling og -udvikling. På Djurslandsskolen er der eksempelvis 87 elever i skole og fritidsordning og 53 lærere og socialpædagoger. En elev på Djurslandsskolen koster i gennemsnit cirka 200.000 kroner.

Et skridt i den rigtige retning

Regeringen har - kraftigt sekunderet af Kommunernes Landsforening - i flere år villet decentralisere specialundervisningen fra amtsligt til kommunalt niveau, men De Samvirkende Invalideorganisationer har hele tiden strittet imod. Antallet af kostbare specialskoleelever er vokset voldsomt de senere år.

Nu er det altså endt i en slags kompromis, som børn og unge-chef i Jægerspris Kommune, Bjarne Nielsen, kalder 'et skridt videre i retning af en forenkling af området'.

'Men også kun et skridt, for der er stadig to parter, der skal være enige. Meget afhænger af, om amter og kommuner kan tale seriøst sammen', tilføjer Bjarne Nielsen.

Han var i sin tid - dengang som skolepsykolog - DLF-repræsentant i Landsudvalget vedrørende folkeskolens vidtgående specialundervisning, der afsluttede sit arbejde i 1996, og hvis indstilling lovgiverne nu har fulgt, efter at en såkaldt opgavekommission af embedsmænd har arbejdet med sagen.

'Det bedste ved lovudkastet er, at ansvaret for specialskolerne og specialrådgivningen bliver bibeholdt i amterne', tilføjer Bjarne Nielsen.

Landsudvalget bestod af diverse organisationer. Kun De Samvirkende Invalideorganisationer gik imod indstillingen. Organisationen er stadig kritisk.

'Lovforslaget er ikke entydigt nok i kompetencefordelingen', påpeger direktør Poul Erik Petersen. 'Sagerne kan blive ved med at køre rundt og rundt'.

Forældrene kan fortsat klage over den kommunale afgørelse. Som noget nyt skal klagen ikke indbringes for undervisningsministeren, men for et klagenævn med en landsdommer som formand og flyvende medlemmer med relevant ekspertise.

Som en femårig ordning

Undervisningsminister Margrethe Vestager fastslår, at 'grundtanken i forslaget er, at det er kommunerne, der har ansvaret for at henvise, men det er amterne, der typisk vil værede udøvende, dem, der har ekspertisen'.

'Vi har den forventning, at meget vil ske i fællesskab mellem amt og kommune, fordi det er amterne, der har ekspertisen i forhold til de børn, der har vidtgående specialundervisningsbehov', tilføjer ministeren.

'Vi laver det som en femårig ordning, fordi vi gerne vil følge det forholdsvis tæt. Det er børn med forholdsvis store behov og også børn i en meget skrøbelig situation, som det drejer sig om, og derfor er det vigtigt at følge, hvordan kommuner og amter prioriterer en ny opgavefordeling'.

'Det er jo et forslag, der har været arbejdet på i en årrække. Der har været et ønske om at få en kommunal ansvarlighed i forhold til børnene. Også for at sikre, at kommunerne løser det, de kan i forhold til den almindelige specialundervisning. Og at amterne så gør deres i forhold til den vidtgående specialundervisning, så de børn, der har dét behov, også får præcis den støtte, de har brug for', siger Margrethe Vestager.

Forslaget forventes fremsat i Folketinget i slutningen af oktober.

Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og De Samvirkende Invalideorganisationer skal inden da holde et møde, så 'vi kan sikre os, at vi oplever det samme', siger Poul Erik Petersen.