»Når jeg råbte og skreg, at Jonas er ordblind, sagde de, at jeg var overbekymret og skulle se tiden an. Men i 4. klasse kunne han stadig ikke stave til sit eget navn. Lærerne gjorde ikke noget for at finde ud af, om han var ordblind«, fortæller marokkanskfødte Hakima Lahkrissi.

I syv år forsøgte hun forgæves at råbe skoler og kommune op for at få sin søn Jonas diagnosticeret. Jonas havde store problemer med at læse og skrive, men lærerne mente ikke, at der var tale om ordblindhed.

Læser godt af en tosproget at være

Hakima Lakhrissi var helt sikker på, at hendes søn var ordblind, men ingen tog det seriøst.

»Når jeg henvendte mig til dansklæreren om problemet, sagde hun: 'Jonas er god til at læse, han er bare sprogligt tilbage, fordi han har flere sprog'«.

Da familien skulle flytte, skiftede Jonas skole. Men heller ikke det nye sted ville man tage formodningen om drengens ordblindhed alvorligt, og alt imens Hakima Lakhrissi kæmpede for at få lærerne til at se, at han var ordblind, kæmpede Jonas for at skjule det.

»Det var pinligt, at jeg ikke kunne noget, der var så nemt for de andre«, fortæller Jonas, der brugte forskellige strategier for ikke at blive opdaget.

»Når vi havde en tekst for, bad jeg først min mor, så min far og til sidst min søster om at læse den højt for mig, så jeg kunne lære den udenad«, fortæller Jonas. Hvis den var for svær, meldte han sig syg.

Jonas fik ondt i hovedet, hver gang han havde dansk. Og når der skulle læses højt, sagde han, at han skulle på toilettet.

»Så stod jeg derude. Men når man keder sig, så går tiden langsommere, så når jeg kom ind igen, viste det sig, at det alligevel var min tur til at læse op. Så blev jeg helt vildt stresset og kunne slet ikke sige nogen sætning. Så sagde jeg det så hurtigt, at ingen kunne forstå det, og sagde nogle volapykord meget utydeligt, så man troede, man kunne høre nogle ord indimellem. Så gav læreren op og sagde, jeg skulle sætte mig ned igen«.

Endelig diagnose

I dag er Jonas 15 år. For et år siden blev han konstateret stærkt ordblind. Det var hans tosprogede engelsklærer, som fandt ud af, at han ikke læste, men gættede sig frem. Hun gik til dansklæreren, som til sidst accepterede at læseteste Jonas. Herefter kontaktede hun Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og bad om at få ham undersøgt.

Jonas går nu i en specialklasse, hvor han får en særligt tilrettelagt undervisning og it-hjælpemidler.

»Man skulle tro, jeg blev skuffet over alle de spildte år«, siger moderen. »Men jeg er bare rigtig lettet over, at der endelig var nogen, der kunne se, at mit barn er ordblind«.

Nu, hvor Jonas ikke længere skal skjule sin ordblindhed, kan han i stedet bruge energien på at lære.

»Før var jeg nervøs, når jeg skulle læse op, men hvis jeg laver fejl i dag, prøver jeg bare igen«, siger han.

Miriam Lykke Schultz