Større åbenhed, mere ros og fællesskab og så giver det ro i sjælen, mener indskolingsteamet på Ejer Bavnehøj Skolen i Skanderborg om den metode, de har lært.

Det kræver træning at lære at tage ét problem ad gangen, og det kræver hjælp at få analyseret, hvorfor noget går galt, og noget går godt. I dag synes teamet, at det hele egentlig er temmelig enkelt, men undervejs har de også lært, at intet er for banalt.

De slog sig ellers i tøjret, da projektet begyndte, og de hørte om den positive indgangsvinkel, og hvordan de hver skulle aflevere tre positive historier om ugen. Oven i købet skriftligt.

»Jeg havde lapper liggende overalt og gik rundt med en blyant bag øret«, fortæller Vivi Due, børnehaveklasseleder.

»Jeg har masser af gode historier i hovedet, men jeg har også skriveblokering og er ikke god til it, så jeg var nødt til at bruge lapperne og så samle sammen. Men hurtigt blev jeg bedre til at skrive, og det er jo også sjovt at læse de andres gode historier«.

Berit Kyhn, klasselærer for 3. klasse, siger, at det var en sur pligt at skrive historierne de første uger.

»Men hvis man ønsker at vende skuden for sig selv og se de positive ting frem for dem, der trækker energi ud, kan man i en periode skrive stikord til gode historier ned. Det hjælper«, siger Berit Kyhn.

I dag bruger teamet stadig metoden dog uden at skrive.

Ingen syndebuk mere

Berit Kyhn fortæller om en dreng, der var blevet gjort til syndebuk af de andre elever. Det var altid ham, der havde skylden, mente de. Teamet valgte at rose og fremhæve drengen i klassen, når der var grund til det. De valgte ham til at udføre nogle opgaver, og sådan blev han inddraget mere i klassen.

Pia Stoltenhoff, klasselærer i 2. klasse, fortæller, at selv om det næsten var for meget at skulle tænke positivt i starten, så består teamet jo af pæne mennesker, så de gjorde det, de havde fået besked på, og oplevede, at det virkede.

»Jeg havde et par piger, der talte så lavt, at vi ikke kunne høre, hvad de sagde. Vi prøvede at se, hvornår de talte højt. For den ene har det hjulpet, at jeg forberedte hende på, at hun om lidt skulle fortælle noget til klassen«, siger Pia Stoltenhoff.

Tidligere under møder blev det mest til planlægning. Men nu har de lært at arbejde efter en mere formaliseret dagsorden, og det betyder, at de får talt langt bedre med hinanden.

»Vi får analyseret, hvorfor noget går galt og noget går godt, så man bliver nødt til at omdirigere sig selv. Man finder ud af, at det er én selv, der læser barnet forkert. Men det er ikke kun mig, der skal løse et problem. Det er vi sammen om«, siger Vivi Due.

hlauritsen@dlf.org