Alle klasser har urolige elever eller andre typer elever, der kræver noget ekstra af lærerne. Det var det, der satte gang i ideen om den inkluderende skole i Skanderborg.

Lærere og pædagoger skulle i deres team fortælle gode historier fra hverdagen og justere deres praksis en smule. De skulle prøve med en positiv indgangsvinkel. For hvis man har energi og optimisme nok, kan man klare alt. Men hvad giver så energi?

»Man har som menneske en tendens til at se alt det, der ikke fungerer. Men i stedet for at sige: Hvorfor gør den pige dog altid sådan, så tænker vi nu, at det er os, der er nødt til at ændre vores praksis, hvis vi vil forandre noget. Vi skal gøre hverdagen bedre for det barn«, siger Dorthe Kruse Christensen, lærer på Morten Børup Skolen.

»Vi havde en pige, der fyldte meget på en negativ måde. Det blev en træls cirkel, men da vi gav hende positiv opmærksomhed i en periode, hjalp det«, supplerer Heidi Juhl Andreasen.

De to lærere er i team og deler klasselærerfunktionen i en 1. og en 3. klasse, men lige nu er Heidi på barselsorlov. De to taler dog stadig dagligt med hinanden. »Vi havde et barn, der støbte mange kugler og fik mange i fedtefadet. Hun kradsede i vores mavesår«, fortæller Dorthe Kruse Christensen.

»Så besluttede vi, at hun jo havde mange kvaliteter også, men så længe hun irriterede os, kunne vi ikke se dem. I stedet for at konfliktløse hele tiden prøvede vi at se hende. Kommentere hendes nye tøj, spørge, om hun havde haft et godt frikvarter, og hvorfor det havde været godt«.

I stedet for at sige »Du må ikke ...« begyndte lærerne at kommentere det gode, hun gjorde. Sætningen blev »Hvor var det godt, at du ...«.

De oplevede en hurtig forandring og siger i dag, at det er så lidt, der skal til.

Børnene forstår det

I begyndelsen syntes de, at det lød som en ekstra belastning at skulle skrive positive historier, men efter nogle uger var de nærmest afhængige af det. Noterne viser tydeligt, hvordan børnene udvikler sig.

De har også brugt metoden over for børnene. For eksempel skulle eleverne i 3. klasse fortælle om en god oplevelse med en klassekammerat.

»Vi fortalte børnene, at hvis vi skulle behandle dem ens, måtte vi behandle dem forskelligt. Vi tog den højeste pige og den mindste dreng i klassen og stillede dem ved siden af hinanden. Så forklarede vi, at vi jo ikke bare kunne sige, at han i morgen skulle være lige så høj som hende. Og for nogle er det altså lige så svært at opføre sig rigtigt i klassen som at skulle vokse et stort stykke på én dag. Det forstod de godt«, fortæller Dorthe Kruse Christensen.

En dreng blev for eksempel i en periode fritaget for skolearbejde, fordi hans forældre var ved at blive skilt. Han måtte lege i timerne, når han havde brug for det.

»Det blev meget tydeligt for eleverne, hvad rummelighed er. Hvis jeg sagde til klassen, at alle skulle tage deres bøger frem, så protesterede flere over for mig og sagde, at det ikke gjaldt ham. De forstod, hvorfor han var ked af det eller hurtigt blev sur«, siger Heidi Juhl Andreasen.

De to lærere fremhæver supervisionen i projektet. »Men resultatet er det bedste. Vi er blevet dygtigere til vores arbejde. Vi føler, at vi kan tage fat på de svære ting, fordi vi kan mærke, at vi kan magte dem«.