Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini meddelte pludselig på politiken.dk, at Socialdemokraterne vil bryde folkeskoleforliget med Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, hvis de får regeringsmagten efter valget. Det skete på valgkampens sjette dag. Klokken var 21.52.

Få minutter senere svarede Anders Fogh Rasmussen igen i TV2: »Det er den totale principløshed, at Socialdemokraterne nu løber fra det, vi har været enige om i skolepolitikken«.

Klokken 02.46 var miljøminister Connie Hedegaard på beatet. Jamen, Helle Thorning inviterede os jo med i et regeringssamarbejde forleden dag med direkte henvisning til, at vi er enige i skolepolitikken, udtalte hun i en pressemeddelelse fra Den Konservative Pressetjeneste. Bertel Haarder var forarget: »Jeg har aldrig hørt noget lignende. Det her er forligsbrud, og vi bryder ikke forlig på Christiansborg«, udtalte han til Politiken.

Da Antorini om aftenen i TV2 foreholdt ham, at VK-regeringen selv brød folkeskoleforliget i 2002, svarede Haarder: »Det er bestemt ikke forbudt at bryde forlig«.

Thorning slår vildt om sig

Der var også spin i valgkampene i 2005 og 2001, men det var anderledes. Dengang talte Anders Fogh Rasmussen hele valgkampen igennem konsekvent om den samme håndfuld temaer - udlændinge, ventelister og så videre - som fokusgrupper havde udpeget som de vigtigste. Og han gjorde det på en enkel måde. Lige meget hvad han blev spurgt om, sagde han de samme få sætninger igen og igen. »Først når du brækker dig over at høre dig selv sige den samme sætning igen og igen, har vælgerne forstået budskabet«, lød spindoktorernes råd dengang.

Helle Thorning-Schmidt ser ud til at have valgt en kontra-taktik. Hun slår vildt fra sig og vil ikke låses fast. Hun kan godt den ene dag invitere De Konservative til et regeringssamarbejde med henvisning til skolepolitikken og den næste sige: »Det skal ikke være nationale test og elevplaner, der forhindrer, at vi danner regering sammen med De Radikale«, som hun gjorde i Danmarks Radio.

Målet er åbenlyst at nedbryde den fler­talsblok på højrefløjen, der har styret dansk politik de sidste seks år med hård hånd og alle midler.

V og K brød skoleforliget i 2002

Bent Bendtsen og Anders Fogh lagde skarpt ud allerede i deres første regeringsgrundlag i 2001: »Den obligatoriske modersmålsundervisning afskaffes«, skrev de blandt andet. Det ønske kunne kun komme igennem, hvis folkeskoleforliget fra 1993 blev brudt, for Socialistisk Folkeparti, De Radikale, Kristendemokraterne og Socialdemokraterne ville ikke være med til at fjerne den paragraf, der pålagde kommunerne at tilbyde modersmålsundervisning til tosprogede elever.

Venstre og De Konservative brød så forliget ved at bruge det flertal, de nu havde fået sammen med Dansk Folkeparti. Dermed var ikke kun forliget brudt, men også den gode skik på Christiansborg om, at man ikke bryder forlig.

Sagt på en anden måde: Sædvanen var, at man kun kan ændre i et forlig, hvis alle partier i forligskredsen er enige. Hvis bare et af partierne ikke er enig i et ændringsforslag, så kan det ikke blive til noget.

Men denne tradition brød VK-regeringen altså med modersmålssagen, og nu siger Socialdemokraterne så tak for sidst med deres udmelding om at ville bryde det nuværende folkeskoleforlig.

Om det dengang var Bent Bendtsens og Anders Foghs hensigt at bruge modersmålsundervisningen som murbrækker, er ikke til at sige, men de var i hvert fald glade for sammenbruddet, for det åbnede for et andet kontroversielt krav i 2001-regeringsgrundlaget: »Endvidere ønsker regeringen at stramme og præcisere de faglige krav, der skal være opfyldt i alle fag på hvert klassetrin, blandt andet gennem udarbejdelse af mere bindende læseplaner«.

Bindende læseplaner

»Mere bindende læseplaner« er en forvrøvlet formulering, eftersom der slet ikke fandtes bindende læseplaner i den danske folkeskole, men meningen var klar nok: Der skulle gøres op med den progressive pædagogik, som Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne havde præget dansk skolelovgivning med i årtier - i øvrigt i samarbejde med Venstre. Kristendemokraterne, Enhedslisten, De Radikale og Socialistisk Folkeparti kunne ikke være med til bindende læseplaner, der i forhandlingsforløbet blev transformeret til »bindende trinmål«, og gik ud af forhandlingerne.

Dermed bestod den nye forligskreds af Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Konservative, som vedtog reformer om nationale test, elevplaner, kvalitetsrapporter og ny formålsparagraf, der lancerede et helt nyt skolesyn.

I valgkampen prøver De Radikale, Socialistisk Folkeparti, Kristendemokraterne og Ny Alliance, der alle er imod nationale test, at få skolepolitikken tilbage på det reformpædagogiske spor sammen med Socialdemokraterne, der har meldt ud, at de ikke har nationale test som et ultimativt krav i et nyt forlig.