Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En rede med store dueunger var ikke lige det, lærer Finn Larsen havde forventet at finde i efterårsskoven ved Køge Ås. Men Dennis fra 3.c på Asgård Skole i Køge fik øje på ungerne. Skildpadden i skovsøen taler flere elever om. De har tidligere set den, men ikke på denne oktoberdag, hvor emnet ellers var forandringer i naturen.
3.c var også ved Køge Ås i foråret, og ved bålpladsen bliver eleverne bedt om at tænke over, hvad de så i foråret. Bagefter skal de undersøge planter og søens smådyr for at se, hvad de kan finde på en efterårsdag. Er der flere dyr i søen nu eller færre?
»Jette, for filen da!« råber en dreng henne ved mikroskoperne. Han har fået den indfangede vandsalamander op i en petriskål og studerer den under mikroskopet. Han kan se, at den har gæller, og hidkalder natur/teknik-lærer Jette Klinkwort.
Fangsten byder på vandkalv, rygsvømmer, en del snegle, vandsalamander, en lille frø med hale og et endnu ukendt vanddyr.
Der er trængsel ved baljerne og ved mikroskoperne, der er stillet op på skolens ladcykel. Ved siden af ligger bestemmelsesnøgler, så eleverne lettere kan identificere fangsten fra søen.
Cykeltur på række
Eleverne er inddelt i makkerpar og i tre værksteder ude i skoven. De kan se på planter og træer, undersøge søens smådyr eller arbejde med matematik, hvor de skal bygge en kubikmeter af grene.
Asgård Skole har opnået nye muligheder for at arbejde ude i naturen. To af lærerne har søgt fonde og fået penge til 14 feltrygsække og en ladcykel. I dag har hvert makkerpar en rygsæk, som de har hentet i skolens naturhus. Rygsækkene er udstyret med basismateriale til at undersøge sø og skov i en natur/teknik-time. Der er for eksempel et par plancher over dyr og planter, en insektsuger og en kniv.
Resten af materialerne som bestemmelsesnøgler, mikroskoper, fiskenet og baljer er proppet ned i ladcyklen. Så er man klar til at tage i skoven.
Der er omkring halvanden kilometer fra skolen til søen, og 3.c kender turen. I en lang række med én lærer for og én bag holder de og venter på startsignalet.
Ralf Salomonsen skal lige have ladcyklen pumpet, og så kører flokken.
Eleverne er vant til at bevæge sig i flok og har lært vigtigheden af at række hånden op, inden de stopper. Alligevel er der en enkelt elev, der falder i det bakkede terræn, men der sker ikke noget alvorligt, og Finn Larsen står klar til at give sin kollega og ladcyklen et skub op ad en bakke.
Trækul til billedkunst
Fremme ved søen pakker klassen ud og sætter sig ved bålpladsen. Jette Klinkwort har klassen i både natur/teknik og billedkunst. Hun beder eleverne om at finde små pinde på en centimeters tykkelse. De skal ned i en kagedåse, som hun smider på bålet. Sådan bliver der trækul til at tegne med i billedkunst.
»Hvorfor brænder du dåsen? Den er skideflot«, mener en dreng. Men Jette har masser af kagedåser derhjemme, og nu handler det om at lave trækul. Bålet bliver passet lidt på skift.
Matematikgruppen går ind mellem træerne for at finde grene på en meters længde. Uden målebånd. Det viser sig dog lidt senere, at Ralf Salomonsen har et målebånd i lommen for lige at tjekke øjemålene. Eleverne lærer at bruge deres kroppe som målestok. Der er cirka en meter fra fingerspidserne på et barn og hen over brystet til modsatte armhule.
Når de har fundet grene nok, binder de dem sammen med lidt snor og bygger en kubikmeter.
Skoven giver mange muligheder for læring, ro og udfoldelse.
»Der må gerne være tid til at klappe et træ og løbe imponeringsløb i underskoven«, som Ralf Salomonsen siger.
Han viser eleverne hestegraven i skoven lige ved siden af matematikværkstedet. Her blev der tidligere gravet småsten og grus til byggeri.
Jonas fortæller, at han har mange sten derhjemme, som er herfra.
»Min morfar samlede dem, når han var med til at grave«.
Bruger skolens nærområde
Ved søen er Oliver trukket i sine egne waders. De har ikke taget skolens med i dag, men Oliver får lige en formaning om at passe på, når han lister ud i søen.
Julie står klar på bredden med bajlen med vand i.
»Det er rigtig rart, at man får lov til at arbejde selv. Det gør vi ofte med Jette. Vi må selv gå rundt og finde forskellige steder, vi vil arbejde. Det er, ligesom forskere arbejder«, forklarer Julie.
»Kom, Julie, jeg har en rygsvømmer«, kalder Oliver fra den anden side af søen.
På et øjeblik har de seks elever ved søen fanget adskillige dyr. De bliver betragtet, suget op i mindre skåle og undersøgt under mikroskopet.
Jette Klinkwort er meget glad for de muligheder, som cyklen og rygsækkene giver.
»Her er pragtfuldt herude. Men jeg har nu også brugt rygsækkene henne på skolen. Der er masser at undersøge i skolens nærområde også. Det handler bare om at bruge læringsrummet lige udenfor«, siger hun.
Asgård Skole er kun seks år gammel og har et stort udeareal med egen sø, bæk, naturhus med solfanger og vindmølle samt masser af plads.
Eleverne har sammenlignet skovsøen med skolens egen sø, hvor der efterhånden også er meget liv. Og skolefritidsordningen står for dyrkning af tomater i skolens drivhus. I indskolingen holder man snittekursus for eleverne, og i 3.c er der mange, der lige får snittet lidt i en pind, nu de er ude i skoven.
Indenfor på skolen er der babyslanger og store slanger, vandrende pinde og fugleedderkopper. Slangerne bor på biblioteket og kan som de andre dyr lånes ud til klasserne. Det er Finn Larsen, der som skolebibliotekar står for dyrene. Det er også ham, der sørger for at vejlede kollegerne om materialer til naturfagene, ligesom han tidligere har arrangeret naturdag for kollegerne med kanotur, træklatring og mad over bål. Asgård Skole har nemlig science som indsatsområde.
Pelsdyr er ikke tilladt på skolen på grund af risiko for allergi, men ude i et skur avler Finn Larsen hvide mus. Som foder for slangerne.