Stærk, stærkere, stærkest. Slap, slappere, slappest. Eleverne sidder ved hvert sit bord og bøjer tillægsord. Alle vender ansigtet op mod tavlen på nær én dreng. Han sidder med siden til i det ene hjørne og har en skærm mellem sig selv og resten af klassen.

»Uden skærmen forstyrrer han de andre elever med høje lyde«, forklarer klasselærer Marianne Gade.

Drengen har Aspergers syndrom, men bortset fra hans placering ligner det umiddelbart en ganske almindelig 4. klasse. Det er det ikke.

Bauneskolen i Nimtofte har specialiseret sig i at tage imod elever, som har en diagnose eller er så skrøbelige, at de ikke kan trives på en stor skole. De kan bedre overskue den lille skole på Djursland med 97 elever fra 0. til 6. klasse.

I år er hver fjerde af skolens elever enkeltintegreret. I 4. klasse har halvdelen af de 13 elever specielle behov. Sådan er det også i 6. klasse, hvor Anna Gregersen er klasselærer. Begge klasser har støttelærer på i samtlige timer. Alligevel er det hårdt arbejde at undervise klasserne, understreger de to lærere.

»Der burde være to støttelærere i 4. klasse, for vi må bruge meget tid på at korrigere elevernes adfærd«, siger Marianne Gade.

Det handler om at være på forkant og møde eleverne, inden de bringer sig selv i en situation, de ikke kan overskue.

»Jeg skal være ved eleven, når det begynder at vippe lidt. Ikke med et 'Nej, det må du ikke!' men med et 'Hvad laver du?' Ingen børn kommer i skole for at ødelægge undervisningen, så hvis de forstyrrer, er det, fordi niveauet ikke passer dem, eller fordi der er noget andet galt. Børn vil gerne samarbejde«, siger Anna Gregersen.

Men der må ikke opstå tvivl om, hvem der har ansvaret for klasseledelsen.

»Jeg må aldrig tørre det af på eleverne, hvis noget går galt. Men det er vigtigt, at jeg inddrager eleverne i, hvad vi kan gøre en anden gang. De skal lære at få deres liv til at fungere, så det nytter ikke, at jeg kommer med alle løsninger«, siger hun.

Lærerne lægger skinner ud

Det svære for lærerne er at finde ud af, hvad der hindrer eleverne i at modtage undervisning.

»Det bruger vi lang tid på at analysere os frem til. Det kan være noget så simpelt, som at lyset reflekteres på en måde, så det flimrer for en elevs øjne, og han ikke kan koncentrere sig«, siger Anna Gregersen.

De to lærere vender flere gange tilbage til udtrykket »at lægge skinner ud« for eleverne, så de oplever succes.

»Jeg har en motorisk urolig dreng, som har brug for at have noget mellem hænderne. I begyndelsen legede han med en bold, men han forstyrrede alle de andre, når han tabte den, og den hoppede rundt på gulvet. I fællesskab fandt vi ud af, at han i stedet skal sidde med et stykke stof eller en snor. Så slipper han for at få skældud, og resten af klassen bliver ikke forstyrret«, fortæller Anna Gregersen.

Arbejdet med de enkeltintegrerede elever fylder så meget, at undervisningen kun lykkes, fordi der er to voksne til stede i klasserne.

»Vi går ikke på kompromis med fagligheden, men jeg skal differentiere undervisningen i endnu flere lag, fordi jeg hele tiden skal tænke det sociale ind«, siger Anna Gregersen, der i perioder bruger meget tid på at udarbejde materialer og finde på uortodokse undervisningsmetoder.

»Børn lever generelt i en hverdag præget af stress, og stadig flere har det svært. Her er det til at have med at gøre, fordi skolen er overskuelig. Vi har også den fordel, at vi underviser udenfor en dag om ugen. Børn med uro i sig har godt af at bruge kroppen«, siger Marianne Gade.

Skolen må kæmpe for støttetimer

De to lærere vil ikke være foruden elever med særlige behov. De drives af glæden ved at se elever åbne deres fastlåste ansigter og tage imod undervisningen, efterhånden som de begynder at trives.

»Vi siger nej til nye elever, hvis vi i forvejen har et par stykker med samme diagnose i klassen. Det er vi nødt til, for ellers kan børnene ikke spejle sig i det normale. Men siger vi først ja til en elev, skal der meget til, før vi giver op«, siger Anna Gregersen.

Skolen har været begunstiget af, at den ofte træder til og tager imod elever, som andre skoler har givet op over for. Det har gjort det nemmere at få tildelt ekstra resurser. Men efter kommunesammenlægningen møder skolen ikke samme forståelse og må kæmpe for at få tildelt støttetimer. I år har skolen kun fået bevilget 60 procent af de ansøgte ekstra resurser.

Sidste år var Anna Gregersen en del alene i en 2. klasse, fordi der ikke var resurser til en støttelærer i alle timer. Derfor måtte hun skrue ned for sine ambitioner om, hvad eleverne skulle nå.

»Når politikerne siger rummelighed, men ikke vil bevilge de nødvendige resurser, har det en pris: Enten må læreren skrue ned for fagligheden, fordi hun skal bruge tiden på de svage elever. Eller også må hun tilsidesætte deres behov for hjælp. Som lærere har vi fagligheden i fokus, men som mennesker kan vi ikke holde ud at se elever, der ikke trives. Vi brænder sammen, hvis vi ikke kan nå begge dele«, siger Anna Gregersen.

Det er ikke sjovt at stå alene med en klasse med 24 elever og vide, at seks-syv af dem bliver tabt, mener Marianne Gade.

»Børn begynder glade i 0. klasse, men allerede to år senere sidder der mange tomme ansigter rundt om på skolerne. Det frustrerer ethvert ordentligt menneske«, siger hun.