Lærere i dansk og matematik har bedre forudsætninger for at danne relationer til eleverne end kolleger med få lektioner i klassen. En tæt kontakt til eleverne gør det nemmere for lærerne at skabe ro i undervisningen, men der behøver ikke at være støj og uro i for eksempel tysk, religion, musik og billedkunst.

En vej til at få skabt ro hedder forventningsbaseret klasseledelse og er et af tilbuddene hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Syddjurs Kommune.

»Vi både ser og hører, at der er stigende uro i indskolingen og på mellemtrinet. Lærerne har hver sin måde at forstå klasseledelse på og forventer, at eleverne kan rette ind. Det kan de fleste, men der er som regel otte-ti stykker, som hopper med på den uro, som skabes af de to-tre elever, som ikke altid kan gøre for det. Disse medløbere ved godt, hvad der er den rigtige adfærd, og vi viser lærerne, hvordan de kan hjælpe dem i den rigtige retning«, siger Tommy Hansen, der er pædagogisk konsulent i PPR Syddjurs.

I forventningsbaseret klasseledelse indleder læreren timen med at skrive en dagsorden på tavlen. Ved hvert punkt placerer hun et piktogram, som viser, hvordan eleverne skal arbejde. Det kan for eksempel være arbejdsform 1, hvor de skal lytte til læreren og række hånden op, hvis de vil sige noget. Eller arbejdsform 2, som betyder, at eleverne arbejder alene på deres plads, men gerne må tale stille med sidemanden om opgaverne.

»Når lærerne sætter piktogrammerne op på tavlen i hver eneste time, går der ikke mere end 14 dage, før eleverne har vænnet sig til det, og alle ved, hvad de skal. Lærerne vælger selv, hvilken arbejdsform der passer til opgaven, og ved hjælp af et ur, en såkaldt time­timer, kan eleverne følge med i, hvor lang tid de skal arbejde«, siger Tommy Hansen.

Hele lærerteamet skal være med

Det er ikke kun lærere med få timer i klassen, som skal benytte sig af forventningsbaseret klasseledelse. Det skal hele lærerteamet, understreger Tommy Hansen. Uden undtagelse.

»Det kan godt være, at en lærer har opbygget stærke relationer til eleverne og har klassen i sin hule hånd, men så går hun med på metoden for at hjælpe sine kolleger, som har få timer i klassen. Der er stadig brug for at arbejde med det relationelle og også med kulturen og sproget i klassen, men i forventningsbaseret klasseledelse er det den struktur, som lærerne i fællesskab lægger ned over undervisningen, der gør, at det lykkes at skabe ro«.

Hvis Christian forstyrrer, kan klassekammeraterne sige til ham, at de er i gang med arbejdsform 1, så han skal række hånden op, hvis han vil sige noget. Det er ikke: »Vi har fru Madsen, og hun vil have, at vi gør sådan og sådan«.

Hvis eleverne ikke af sig selv siger noget til Christian, kan læreren spørge klassen, hvad den aktuelle arbejdsform går ud på. Når eleverne har svaret, siger læreren: »Christian, det er det, du skal«. Læreren slipper med andre ord for at skulle korrigere Christians adfærd.

»Christian er en medløber, og når han bliver henvist til arbejdsformen, kan læreren nemmere komme i gang med at undervise. Samtidig får hun mere tid til de to-tre elever, som ikke altid kan gøre for, at de skaber uro, måske fordi de har en diagnose«, siger Tommy Hansen.

Vigtigt samarbejde med en lærer

Der er ikke evidens for, at forventningsbaseret klasseledelse gavner elevernes læring og trivsel, men ifølge Tommy Hansen virker fremgangsmåden. Den oplevelse står han ikke alene med. Alle skoler i Syddjurs Kommune anvender metoden i større eller mindre grad.

Bag udbredelsen ligger et samarbejde mellem Tommy Hansen og inklusionsvejleder Thomas Storgaard Nielsen fra Marienhoffskolen i Ryomgård. Makkerparret tager ud til lærerteam på andre skoler i kommunen for at præsentere metoden.

»Mens jeg kommer med en psykologisk tilgang, fortæller Thomas, hvordan man arbejder med forventningsbaseret klasseledelse i praksis. På den måde får vi teori og praksis til at gå op i en højere enhed. Det er også en vigtig pointe, at hans skoleleder giver ham mulighed for at holde oplæg på andre skoler i kommunen. Det gør hun, fordi hun mener, at det kommer skolevæsenet til gavn«, siger Tommy Hansen.

Et oplæg varer to en halv time. Derefter løber enten Tommy Hansen eller en psykolog fra PPR arbejdet i gang ved at sparre med lærerne på teammøder.

»Der er ikke stor forskel på det, lærere gør i forvejen, og på at gøre det struktureret. Men det er ikke let for et helt lærerteam at gå til undervisningen på nøjagtig samme måde. Derfor skal forventningsbaseret klasseledelse være et fast punkt på dagsordenen til teammøderne, så lærerne taler om, hvordan de gør, og hvordan de holder fast. Forventningsbaseret klasseledelse virker, men kun så længe lærerne bruger det«, siger Tommy Hansen.

Til gengæld er der flere sidegevinster. Det er nemt at dele eleverne i hold på tværs af klasser, for uanset hvilken lærer eleverne har, går strukturen igen. Det samme gælder, når der kommer en vikar ind i klassen. Flere skoler har lavet en kort video, hvor vikarer kan se, hvordan de skal gribe undervisningen an.

Også overgangen fra børnehaveklasse til 1. klasse og igen fra indskoling til mellemtrin bliver lettere: Eleverne skal kun lære de nye voksne at kende, for rammerne for undervisningen er de samme.

»Vi har prøvet at lade piktogrammerne følge med op i 7. klasse. Her er eleverne blevet så store, at de synes, illustrationerne ser barnlige ud, men de vil stadig gerne vide, hvad der forventes af dem, så i øjeblikket eksperimenterer vi med at lade farver vise arbejdsformen«, siger Tommy Hansen.