Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Nej, de fortæller intet om hverdagen på min skole

AF HEIDI MACDAMS, LÆRER PÅ MØN SKOLE

Når nye børnefamilier flytter til min kommune og går på jagt efter den bedste skole til deres børn, søger de måske rundt på nettet. Her kan de for eksempel finde TV 2’s database, hvor man kan sammenligne skolerne i forskellige kommuner, de kan også finde Undervisningsministeriets nøgletal for trivsel, karakterer og fravær. Og så er der Cepos’ rangliste over skolernes undervisningseffekt. Her kan man ved selvsyn se, hvilken skole der har vundet karakterkonkurrencen.

Jeg kan godt afsløre, at det ikke er min skole, der ligger øverst på nogen af listerne.

De mange skoleranglister får mig til at krumme tæer i mine Birkenstock-sandaler. For de fortæller nemlig intet om hverdagen på min og de andre skoler. De fortæller ikke noget om, hvor mange børn med udfordringer der går her. De fortæller ikke noget om, hvordan fraværet blandt personalet er. De fortæller ikke noget om, hvordan det rent faktisk står til blandt de børn, der kommer her hver dag og er glade for deres skole.

Listerne fortæller primært noget om, hvor gode karakterer afgangseleverne får, og hvor dygtige lærerne er til at løfte den elevgruppe, der klarer sig dårligst.

Samtidig er skolerne i Danmark i en ulig konkurrence med hinanden. For det er kommunernes økonomi, der afgør, hvor mange penge skolen har at rutte med. Samtidig er elevsammensætningerne så forskellige, at der kan være 1.000 pladser til forskel på ranglisterne for to folkeskoler i samme kommune.

Når ranglisterne kommer, sidder den kommunale forvaltning så og får nye gode ideer til, hvordan vi skal gøre skolerne bedre.

Det betyder nye konsulenter med nye projekter. Med dem følger nye materialer, nye kurser og nye tilgange, der skal fortælle mig alt muligt: Hvordan jeg kan tilpasse min undervisning og gøre den spændende og vedkommende. Hvordan jeg kan forbedre forældresamarbejdet, så alle føler sig inddraget. Hvordan jeg kan optimere min faglighed, så mine resultater bliver bedre.

Før det ene velmenende tiltag får tid til at rodfæste sig, sættes det næste i gang, inden vi har målt effekten af det første. Jeg savner noget ro til at lade tingene arbejde i elevflokken – og ikke mindst ro til, at jeg og mine kolleger kan bruge vores faglighed.

Mest af alt ville jeg ønske, at vi bare droppede skoleranglister helt og i stedet fokuserede på, at alle skoler gør deres bedste med det, de har, og forhåbentlig klarer sig bedre år efter år. Så kunne vi invitere kommende forældre forbi, så de selv kan mærke stemningen på skolen og møde deres børns kommende lærere.

Ja, men vi skal ikke opdeles i vindere og tabere

MORTEN KORSBAKKE SØRENSEN, LÆRER OG MATEMATIKVEJLEDER PÅ DYBKÆRSKOLEN

Det kan godt være, at jeg stikker hånden ind i en hvepserede, men jeg kan lige så godt indrømme det: Det er megaspændende for mig, hver gang Cepos udgiver en ny liste over skolernes undervisningseffekt. Listen er nemlig et af de eneste steder, hvor man forsøger at sammenligne skolers resultater, mens man tager højde for elevernes socioøkonomiske baggrund.

Mange lærere vil nok være kritiske over for, om det overhovedet er relevant at sammenligne skoler. Det mener jeg, det er. For der er behov for, at vi lærer af hinanden – både af de ting, der går godt, og af de ting, der slår fejl.

Når skoler klarer sig godt i en undersøgelse som Cepos’, bør vi være nysgerrige i stedet for på forhånd at affeje resultaterne som noget helt ubrugeligt. Her er det særligt interessant at undersøge de steder, hvor det går mindre godt. Skyldes det for eksempel mangel på uddannede lærere i området? Er det skoler i økonomisk pressede kommuner? Skyldes det dårlig ledelse, manglende efteruddannelse eller noget helt andet?

Da jeg i sin tid uddannede mig til matematikvejleder, så jeg et oplæg med en oplægsholder, som brugte data fra de nationale test til at undersøge, hvilke lærere der lykkedes med at lære deres elever mest.

Her havde han fundet en lærer, hvis elever næsten altid fik en lav score. Det viste sig så, at læreren havde et virkeligt godt tag på udfordrende elever og derfor ofte blev tildelt en stor andel af den slags elever, når de dannede nye klasser.

Som eksemplet her viser, har vi i skoleverdenen den viden, der kan nuancere data og ranglister. Det er viden, vi skal kunne dele med politikere og dem, der ikke har deres daglige gang i folkeskolen. Så vi kan fortælle dem, hvor de skal kigge hen, og hvad de skal kigge efter, for at de kan forstå og støtte os ude på skolerne.

I sidste ende bør målet for alle os, der arbejder i og med folkeskolen, være at skabe et læringsmiljø, hvor så mange elever som muligt trives og har mulighed for at realisere deres potentiale. Her ser jeg ranglister som et nyttigt værktøj, men de viser kun en brik i det store puslespil, som er kvaliteten af vores folkeskole.

Lad os derfor bruge data og ranglister til at inspirere og informere om vores bestræbelser på at forbedre skolerne – og ikke til at placere skyld eller opdele os i vindere og tabere.

Min opfordring vil derfor være, at vi starter med at tage ranglisterne med op på lærerværelset i spisepausen. Lad os bruge dem til at diskutere, hvordan det står til på vores skoler.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk