Professor i specialpædagogik, Susan Tetler, er formand for det nye panel om inklusion. Hun er enig i, at det er helt rigtigt at gribe ind og forsøge at ændre en skoleudvikling, der har udskilt stadig flere børn.
Foto: Bo Tornvig
Nyt inklusionspanel
Et nyt praksis- og videnspanel af teoretikere og praktikere er netop blevet udpeget af undervisnings
ministeren. I spidsen står professor i specialpædagogik Susan Tetler.
Tetler og det nye panel
Susan Tetler blev uddannet lærer i 1973, speciallærer i 1990,siden kandidat i almen pædagogik og fra 2000 lektor ved Institutfor Uddannelse og Pædagogik (DPU). I 2011 blev hun udnævntprofessor i specialpædagogik ved DPU, Aarhus Universitet. Hun er 62år.
Halvdelen af medlemmerne af det nye praksis- og videnspanel erpraktikere, resten er teoretikere/forskere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Vi har længe talt om inklusion i skåltaler. Dette er et forsøg på at realisere det. Få det gjort pædagogisk pragmatisk, få det implementeret i skolernes hverdag, så det bliver meningsfyldt for lærerne og hjælper de børn, der går der«.
Sådan siger professor i specialpædagogik, Susan Tetler. Hun er netop blevet udpeget af ministeren til at stå i spidsen for et praksis- og videnspanel af i alt 18 lærere, skoleledere og forskere. Hendes baggrund både i folkeskolen, som speciallærer og som forsker betyder, at hun har en dybtgående viden om inklusion. Panelet skal sikre, at den viden om inklusion, der findes på skoler, professionshøjskoler, universiteter og i kommunerne, bliver samlet og anvendt, og sætte gang i ny forskning på de områder, hvor der mangler viden.
»Det her betyder ikke, at vi får en inkluderende skole fra den ene dag til den anden - hvis vi nogensinde får det. Men det er et skridt på vejen. Det handler om, hvordan vi får tilført viden og givet alle lærere de kompetencer, de har brug for for at løfte opgaven«.
Praktiske værktøjer til inklusion
Panelet skal rapportere til et nyt resursecenter for specialundervisning og inklusion, som startede under ministeriet 1. september. Her sidder fire medarbejdere. Det tredje ben i indsatsen er otte medarbejdere i et nationalt rådgivningsteam, som skal følge inklusionsindsatsen i 20 udvalgte kommuner, hvor de skal rådgive og evaluere. Og endelig er der nedsat en følgegruppe med alle interessenterne.
Det er undervisningsminister Christine Antorini, der har udpeget panelets 18 medlemmer, og hun har store forhåbninger til indsatsen.
Men er indsatsen tilstrækkelig - kan du garantere, at lærere og elever ikke får det dårligere af inklusionen?
»Det her er en god og vigtig start. Inklusionen har jo været i gang i nogle år. Og nogle af dem, som føler sig klemt, er jo netop der, hvor man har manglet de understøttende mekanismer. Det er det, vi forsøger at afhjælpe. Så vi håber, at man oplever, at man hurtigt kan få nogle værktøjer, når man har brug for dem. Når jeg ikke vil give nogle garantier, så er det, fordi vi hele tiden skal kunne lytte og dreje efter, hvad der giver den bedst mulige undervisning«, siger ministeren.
Nyt panel skal samle viden om inklusion
Det kommunale arbejde med inklusion skal ifølge aftalen med kommunerne evalueres efter et år, og ministeren understreger, at hun løbende vil se på, hvad der er behov for, for at sikre, at skolerne og lærerne får den hjælp og støtte, de har brug for.
»Det er understreget i aftalen med kommunerne, at inklusionen ikke er en spareøvelse. De penge, der bliver sparet i kommunerne, skal ikke bare gå til at bygge nye veje. Det er meningen, at man skal tænke anderledes og lave understøttende mekanismer«.
Tetler: Rigtigt at gribe ind nu
Susan Tetler mener, at det er helt rigtigt at gribe ind og forsøge at ændre en skoleudvikling, der har udskilt stadig flere børn.
»Jeg tror, den største udfordring, vi står over for - det har vi gjort de sidste 30 år, og den bliver ikke mindre - er elevdiversiteten i skolen. Den kræver, at man har en ny læringsforståelse, at man er fleksibel og differentieret i sin undervisning. Undervisningsdifferentieringen skal gøres til en kultur og ikke en metode, man griber til, når man har ti minutter til rådighed. Men det er vigtigt at understrege, at inklusionen ikke bare er en opgave for den enkelte lærer, det er en opgave for hele skolesystemet«.