Skolegården på Friluftsskolen på Amager ville ligne de fleste andre skolegårde, hvis det ikke var for kørestolene. Opdelt i to med de yngste og de ældste elever i hver deres asfalt- og bænkbeklædte pusterum. Her er både drenge i sært meningsfulde, umiddelbart retningsløse løbebaner og piger, der cirkulerer rundt, snakker lidt og står stille igen.

»Hvis man skal sige noget helt overordnet om de her børn, så er det, at de alle er overlevere. De har virkelig kæmpet i deres liv, og de er supermotiverede elever«.

43-årige lærer Andreas d'Arienzo Andreassen ser ud i skolegården. Han er gårdvagt og om lidt engelsklærer for en gruppe på fire drenge. Klokken ringer ind. Her står elever og lærere gerne i kø uden sure miner bag en elkørestol, der via håndleddets snilde på joysticket smyger sig mellem indgangens karme. Muskelsvind og cerebral parese (spastisk lammelse) er de primære diagnoser for eleverne på Friluftsskolen på Amager, men her er også børn med rygmarvsbrok og blandede diagnoser. At tilpasse og forholde sig selv og eleverne til de mange handicap er en del af lærernes hverdag.

Stemmen udefra

Det er de færreste helt almindelige folkeskoler, der kan bryste sig af at være udstyret med så stor en maskinpark som Friluftsskolens. Kørestole og stativer, der hjælper eleverne med at strække ud, præger gangene mellem stueetagens seks ottekantede rum, der udgør hovedbygningens undervisningslokaler. Det er i et af de rum, Andreas skal undervise de fire drenge i engelsk: Simon, der lider af cerebral parese, Adam, der lider af rygmarvsbrok, samt Theo og William, der begge sidder i kørestol på grund af forskellige former for muskelsvind. Her er ingen klasser, men eleverne er inddelt efter alder i indskoling, mellemtrin og udskoling.

Bag vinduerne sidder de fire drenge klar i det lyseblå og solede lokale.

»Remember, this lesson is in English«, siger Andreas til drengene, og selvom den del af lektionen svipser et par gange undervejs, så lader de fire ikke til at have problemer med at begå sig på fremmedsproget. Timen glider hurtigt over i en snak om de musikalske projekter, som drengene her har haft de seneste par år med Andreas Andreassen.

Soulkeeper Kids, som bandet kalder sig, har endda, desværre forgæves, forsøgt at komme med i MGP. Danmarks Radio vil gerne undgå, at det fremstår som positiv særbehandling, forklarer Andreas. Det forstår drengene ikke. Et af deres dancehall-inspirerede numre brager ud fra indspilningscomputerens højttalere i den ene side af rummet. De overdrevent autotunede vokaler leverer i stil med forbillederne tekster om Islands Brygge og Amager og de andre københavnerkvarterer, hvor stemmerne bor.

»Eleverne har også flere gange været ovre at optræde på Skolen ved Sundet. På den måde er der kommet en samlet stemme ud fra Friluftsskolen, som man måske ikke havde regnet med«, fortæller Andreas.

Udslusning til normalskolen

Lige for tiden har Friluftsskolen syv elever, der hver for sig deltager i mellem to og fem undervisningstimer på Skolen ved Sundet.

»Det er startet på skolens eget initiativ. Vi deltager i deres morgensang og emneuger, og jeg sidder med i bestyrelsen for at være synlig, men jeg skal jo derover i pauserne for at skabe en relation til en lærer, der så måske vil tage imod en af mine elever i nogle timer«, siger han.

I det hele taget har man mange diskussioner om, hvordan lærerne skal hjælpe eleverne med at byde ind på den normalverden, der befinder sig uden for skolen, forklarer han. For mens det er meget få, der ender med at tage deres afgangseksamen på Friluftsskolen, så sker det, at de fagligt mest velfungerende elever vælger en anden skole, hvor de kan færdiggøre 9. klasse. De fire drenge er nogle af dem, Andreas sætter sin lid til.

Skolen har som mål at skabe hele mennesker - ikke nødvendigvis at opfylde målet om flotte afgangskarakterer, selvom de elever, der når så langt, bestemt får muligheden for det:

»I princippet skal vi opfylde målene, men man kan ikke bygge taget før fundamentet. Det er urealistisk at følge eleverne til en afgangsprøve, som de kun lige akkurat klarer sig igennem. Vi ønsker ikke at ødelægge ti års arbejde med at opbygge elevens tro på sig selv. Så ser vi hellere et eller to års undervisning oveni, der kan skaffe dem en fin afgangsprøve. Men vi udfordrer eleverne fra dag et, og det er vores fornemste mål at forberede eleverne til for eksempel efterskole eller et særligt tilrettelagt ungdomsforløb«, siger afdelingsleder Jan Nørlev.

Efter engelsktimen står den på samfundsfag. 16 elever har indtaget et af de ottekantede lokaler. Fire af dem i deres kørestol. De skal nævne alle de nyheder, de er stødt på i løbet af det forgangne døgn. Homorygter, dødsfald og oversvømmelsen af Aarhus er nogle af punkterne på den lange liste af begivenheder, som eleverne uden tøven og enkelte gange til de tre læreres overraskelse strækker fingeren i vejret for at remse op. Simon fra Andreas d'Arienzo Andreassens engelsktime overvejer højlydt, om ikke folkene bag de ondsindede rygter om Helle Thornings mand »bare er ude på at miskreditere statsministeren?« Det er der ingen i rummet, der kan svare på.

En fyldt værktøjskasse

Selvom alle skolens elever lider af et fysisk handicap på den ene eller anden vis, er det ikke ensbetydende med, at lærerne kan gribe dem an på samme måde. Slet ikke, forklarer Andreas. Det er også en af årsagerne til den store mængde eneundervisning, som eleverne modtager ud over gruppeundervis-ningen. En anden årsag er den, at mange af eleverne bliver taget ud af holdene i løbet af dagen for at modtage hver deres behandling for det fysiske handicap, de lider af.

»Man kan ikke have en overordnet fælles pædagogik, for eleverne er så forskellige. Andre lærere sidder også med elever med større indlæringsvanskeligheder end jeg«, siger han.

Det vækker genklang hos to af skolens kvindelige lærere, Anne Jørgensen, 52, og Lone Egå Hansen, 51, der underviser i indskolingen, som har hjemme i en separat bygning et par skridt fra ottekanterne. De har begge været fastansat på skolen i henholdsvis 25 og 15 år.

»Vi skal kunne rumme, at vi har forskellige niveauer«, siger Lone Hansen. Det skyldes ikke mindst, at de to lærere har valgt at undervise alle 18 elever i indskolingen som et stort hold. Lærerne mener, at det blandt andet kan føre til øget socialisering blandt de jævnaldrende i en elevgruppe, der til tider udviser et lidt for stort behov for voksenkontakt.

»Vi ønskede at lære børnene ikke at være en til en, selvom de er vant til det«, tilføjer hun.

Lærerrollen som rettesnor

Mod slutningen af dagens sidste time får en af indskolingseleverne lov at udpege klokkeslættet 15.30 på viserne på uret midt i lokalet. Lone Hansen får lov at løfte eleven i vejret.

På Friluftsskolen skal man være afklaret med sin egen lærerrolle. Den rolle kan nemlig være sammensat af mange elementer og metoder. Først og fremmest kræver det fagligt overskud at undervise på de mange forskellige niveauer og samtidig få den undervisning til at virke sammenhængende. De to kvindelige lærere kigger på hinanden og nikker.

»Det bliver meget tydeligt, at de klassiske metoder ikke virker her«, siger hun. Derfor bruger de begge meget tid på at følge med i de nyeste metoder og greb inden for didaktikken - især udviklingen inden for it.

Mentalhygiejne for alle parter

Skolen er udstyret med en førstesal, men at der ikke altid er optimale forhold for de fysisk handicappede elever, ser Andreas d'Arienzo Andreassen ikke som et onde. Han forsøger at »normalisere« elevernes forhold til det at lære, så de vænner sig til forholdene på en almindelig skole.

»Vi prøver at lade være med at pakke eleverne ind i vat. De møder hele tiden folk, der har ondt af dem, og det handler om at lægge noget af det tilbage«, forklarer han. »De må ikke blive 'en stol, der snakker'«.

Ligesom personalet forsøger at lære eleverne at kigge ud over deres handicap, mener Andreas Andreassen, at man som ansat på skolen bliver nødt til at kigge med en gang imellem. For sit eget helbreds skyld. Eleverne med muskelsvind bliver for eksempel ofte enormt trætte, og det er alt for nemt, mener han, at lade sig smitte.

»Det er vigtigt, at man holder sig i fysisk form og er fysisk aktiv ved siden af jobbet. Man skal finde sin egen afgiftning og være på vagt over for selv at blive opslugt af stemningen. Man skal kunne arbejde med de barske realiteter, men undgå at blive opslugt af dem«, fortæller han.