Kan det være min måde at tackle lille Peter på, der gør, at han hænger i gardinerne?

Det spørgsmål skal skolelederne hjælpe lærerne til at stille sig selv. Politikere og kommuner benytter sig ifølge forsker Helene Ratner af en række styringsmekanismer, når de vil indføre inklusion i skolerne. En af dem dikterer, at problemerne med inklusion skyldes, at skolen er gammeldags. Og at kulturen og børnesynet i sig selv er ekskluderende. Skolen og lærerne skal derfor udvikle sig gennem refleksion.

»Der er enormt store forventninger til, hvad lærerne og skolen kan ændre på. Det er ikke umuligt at ændre sit børnesyn og skolens kultur. Men det er ikke noget, der sker 'over night', og man kan ikke bare gøre det ved visionsseminarer eller foredrag. Konsekvensen er også, at problemerne pludselig bliver den enkelte skoles og lærers ansvar. Det kan opleves som meget svært«, siger Helene Ratner, som er adjunkt ved Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School.

Hun er aktuel med bogen »Inklusion - dilemmaer i organisation, profession og praksis« baseret på hendes ph.d. om ledelse af inklusion. Her har hun observeret inklusionsindsatsen på to skoler, interviewet lærere og ledere og analyseret, hvilke mekanismer der er i spil.

Anmeldelse: Spørgsmål er de bedste svar

»For mig at se er den største udfordring det professionsopgør, jeg ser i inklusionsdebatten. Politikere og forskere taler om en kulturforandring, nye værdier og et nyt børnesyn. Det er svært at være uenig i. Men det bunder i en forestilling om, at mennesket kan ændre på værdier og kultur, som om de har en knap, man kan skrue på. Så enkelt er det langtfra«, siger Helene Ratner.

Refleksion er godt, men man kan ikke ændre sit syn alene.

»Det er ikke bare noget, læreren kan gøre på cyklen på vej til arbejde. Det kræver tid, organisering og konstruktive miljøer, hvor man kan få hjælp til at håndtere sin afmagt. Det handler ikke om, at man skal kunne brokke sig, for det hverken fremmer eller forpligter til inklusion. Det handler om at skabe en kollektiv forpligtelse på at snakke om tingene og hjælpe hinanden, uden at det bliver til, at man er uprofessionel, fordi man ikke kan tackle opgaven.

Grænsen mellem vejledning og kontrol er flydende. Det efterlader både lærer og vejleder i en sårbar situation«.

Svært at tale om inklusion

Når man beskriver den nuværende skoleform som forældet og forpligter lærerne til konstant at se på, hvad de skal ændre ved deres praksis, kan man i yderste konsekvens ende med at afprofessionalisere lærerne.

»Det professionelle består ikke længere i at have en særlig pædagogisk viden, der er bundet op på den personlige erfaring. Derimod forventes den professionelle at spørge ind til erfaringer og rutiner - netop fordi de antages at være med til at ekskludere elever med særlige behov«.

På nogle skoler kan det blive umuligt at tale om inklusion, fordi enhver adressering af udfordringerne kommer til at pege på ens egne mangler som lærer. En af de skolechefer, Helene Ratner har interviewet, siger: »Jeg er jo ikke imponeret, når lærerne siger, at i vores klasse har vi inkluderet fire elever. Det er sandelig ekskluderende at sige«. Her er dilemmaet, at inklusion på den ene side skaber nye kategorier af »anderledes« børn. Omvendt advarer hun om, at børns særlige behov risikerer at blive usynlige, hvis man bruger inklusionsretorikken for dogmatisk.

Helene Ratner kan godt forstå, at mange lærere bliver usikre over for inklusionsopgaven. Det kan være svært fortsat at honorere kravene om høj faglighed. Man møder nye problemer i undervisningen, som man ikke har værktøjer til at håndtere. Man må ikke længere placere problemet i barnet. Og endelig er visse metoder ikke længere valide.

»Lærernes erfaringer bliver let fejet af bordet som synsninger. Der er en risiko for, at meget af lærernes praksisviden går tabt, hvis erfaringerne bliver illegitime. Og eleverne bliver ikke dygtigere af at have en lærer, som er usikker og føler, at han eller hun mangler redskaber«.

Flere må tage ansvar

Helene Ratner mener ikke, at man kan give en opskrift på, hvordan inklusionen lykkes. Men det er vigtigt, at kommunen, skolelederne og lærerne tager ansvaret på sig.

Forsker om inklusion: Kommunerne fanger lærere i krydsild

Mange kommuner decentraliserer i øjeblikket krydspresset mellem økonomi og faglighed til den enkelte skole for at få skolerne til at tage ansvar for inklusionen.

»Hvis man ikke anerkender, at det kan være svært og i visse tilfælde endda umuligt, hvis skolerne i forvejen er økonomisk presset, så er det ikke optimalt. Kommunerne skal tage ansvar for, at skolerne har rammerne og kompetencerne til at varetage de opgaver, der lægges ud til dem, både kommunikativt og økonomisk, i stedet for at forskyde ansvar nedad og skabe en fortælling om lærere, der kan udrette mirakler, hvis de bare arbejder med deres egen selvforståelse«.

Lederne skal sætte retning

»Lederen er nødt til at gå aktivt ind og sætte retning for, hvordan man vil skabe inklusion på skolen, i stedet for at løbe efter forskellige styringssignaler. Hvis lederen ikke prioriterer, bliver det svært for lærerne. Samtidig skal han eller hun skabe gode rammer for organisering af lærerresurser og team og gøre det legitimt for lærerne at diskutere deres udfordringer. Hvis man kun gør det til et spørgsmål om forandringsparathed, risikerer lederne at skubbe lærerne fra sig«, siger Helene Ratner.

Og endelig skal lærerne arbejde aktivt på deres kollegiale forhold.

»Inklusionen skal være et fælles projekt, hvor man ikke udpeger gode og dårlige lærere. Man skal søge råd og give vejledning. Og så huske, at modellerne og styringsmekanismerne har indbyggede dilemmaer, som lærerne ikke kan eller skal løse selv«.