KL har siden den første pje­ce, »Den lokale folkeskole nye veje«, fra 2000 lanceret sit pro­jekt, »Den flek­sible skole«, som et pædagogisk projekt.

Men at der også er en økonomisk begrundelse for en fleksible skole, blev kendt i juni 2002, da KL og Finansministeriet skrev følgende passus ind i den kommunaløkonomiske aftale for 2003:

»For at styrke fagligheden og give kommunerne bedre muligheder for at imødegå det demografiske udgiftspres sigtes der gennem regelforenklinger på at give bedre mulighed for holddannelse på tværs af klasser og klassetrin blandt andet via faseopdelt skole«.

Sætningen udløste et sandt raseri i den lovgivende forsamling på Christiansborg. At få regnestykket i en kommuneaftale til at gå op ved på forhånd at love en række lovændringer var uhørt.

Endda ændringer af vital ideologisk betydning. Det var enhedsskolen, der var på spil.

Det endte da også med følgende modsvar i forligsteksten til det forlig, som regeringen indgik med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti senere på året om en justering af folkeskoleloven:

»Klassen er omdrejningspunktet i skolen. Det er her, eleverne skal undervises den overvejende del af undervisningstiden. Her forankres elevernes dagligdag og undervisning. Det er ikke mindst i klassen, at børnene skal lære at være sammen i et forpligtende fællesskab med andre gennem længere tid. Og endelig er det med klassen som omdrejningspunkt, at skole-hjem-samarbejdet skal udvikles«.

Denne firewall har imidlertid ikke bremset KL, der vedvarende sender pjecer ud til kommunerne om en fleksibel skole uden egentlige klasser og uden klasselærere, senest »En rummelig skole«, der udkom i sidste uge.

»Vi kan bare konstatere, at vi bruger flere og flere penge på specialundervisning«, udtaler chefkonsulent i KL, Dorthe Møller.

»Vi lykkes ikke specielt godt. Vi har undersøgelser, der siger, at der er 18 procent, der går ud af vores skole uden at kunne læse godt nok«, tilføjer hun.

»Så derfor bliver vi nødt til at gøre det bedre. Dels bliver vi nødt til at knække kurven udgiftsmæssigt, dels skal vi altså have lært alle vores børn at læse. Det er så vores bud: Kan vi tilrettelægge undervisningen, så den imødekommer børns forskellighed?«

»Drivkraften i det her er, at der bliver nødt til at være en sammenhæng mellem kravet om, at vi ikke vil acceptere, at der kommer børn ud af skolen, der ikke har lært nok, og så kravet om, at udgiftskurven til specialundervisning skal knækkes«.

»Så det er ikke bare et ønske om at smide klassen ud og spare«, siger Dorthe Møller.

jvolsen@dlf.org