Det lyder som Summerhill-skolen:

»Det er tirsdag morgen, og jeg skal i skole. Jeg møder cirka kvart over otte, fordi det tidspunkt passer bedst med min mors arbejde. Der er en del af mine kammerater, der allerede er kommet, og nogle kommer dumpende frem til klokken ni. Jeg går hen til min garderobe og hænger mit tøj, tager hjemmesko på og tager den bog fra mit skab, som jeg er i gang med at læse. For tiden læser jeg Grynet og lille Splint af Astrid Lindgren hver morgen indtil klokken ni. Jeg sidder sammen med Maja og Ilmadina, som er i gang med den samme bog. Det er hyggeligt at sidde og læse hver morgen. Maja er lidt ældre end mig, så hvis der er noget, jeg ikke helt forstår, så spørger jeg hende. Vi skal sammen lave en anmeldelse af bogen til vores net-avis, når vi er færdige. Ilmadina er god til at tegne, så jeg tror, vi kan lave en ret flot anmeldelse«.

Det er Sofie, der fortæller. Hun er en fiktiv figur i en ny pjece fra KL, »En rummelig skole«. Der er andre tilsvarende opdigtede eksempler samt en redegørelse for KLs skolevision.

Det er en skole uden klasser i traditionel forstand, uden klasselærere, men med såkaldte kontaktlærere og elever i hold og små grupper på tværs af årgange, dannet »i forhold til den måde, børnene lærer på, deres faglige niveau, deres alder, motivation samt relationer til andre børn og voksne«.

Fra 2.a til Lille Bjørn

Som fiktive Sofie præciserer: »Jeg er otte år gammel, og jeg har gået i skole i to et halvt år. Hvis nogen spørger, så siger jeg, at jeg går i 2. klasse. Men det passer ikke helt. For på min skole går man ikke i klasser på den måde. I alt er der 150 børn i min afdeling. Vi er delt ud på fem stjernebilleder. Jeg hører til hos Lille Bjørn, hvor vi er cirka 30 børn, der er mellem seks og ti år gamle, og hvor det er Henrik og Lise, der er kontaktlærere, og Trine, der er pædagog«.

Håbo og Gentofte falder også i hu. Men hvad er det mere præcis for en pædagogik, KL kører i marken?

»Det er så reformpædagogisk, som man kan forestille sig«, fastslår lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Søren Langager, ekspert i specialpædagogik og bidragyder til den just udkomne bog »En rummelig skole et fælles ansvar«.

Men eftersom KL kun taler om form mødetider, hold, grupper og så videre og ikke om undervisningens indhold og formål og slet ikke om skolens rolle i samfundet, så kan skoleudviklingen gå i mange retninger.

Mest sandsynligt er det, vurderer Søren Langager, at holddannelse vil blive brugt til effektivisering af undervisningen, således at de dygtige kommer på hold sammen så de kan optimere deres læring og de mindre dygtige kommer på hold sammen så de kan få ekstra hjælp. Med henblik på at styrke elevernes basale faglige færdigheder totalt set.

»Den aktuelle politiske diskurs med trinmål og logbøger og flere prøver, test og screeninger lægger op til det perspektiv«, påpeger Søren Langager.

Taberen bliver så den reformpædagogik, mener han, som opfatter skolen som et demokratisk fællesskab, der vægter projektarbejde og erfaringsbaseret læ­ring, hvor dygtige og mindre dygtige elever lærer samarbejdets kunst og værdifuldhed at kende.

jvolsen@dlf.org