For lærerne i inklusionseftersynets ekspertgruppe har det været vigtigt at komme af med et måltal for inklusion på 96 procent. De har lagt vægt på resurserne, og at det er rammerne, der skal ændres på:

»Ekspertgruppens anbefalinger retter sig mod Undervisningsministeriet, kommunerne og skoleledelsen - de retter sig ikke mod praktikerne - lærere og pædagoger«, understreger de to lærere fra inklusionseftersynets ekspertgruppe over for folkeskolen.dk. Onsdag den 11. maj offentliggjorde undervisningsminister Ellen Trane Nørby og gruppen med skolelederformand Claus Hjortdal i spidsen resultatet af et halvt års arbejde med at give inklusionsloven et eftersyn.

»Det har været meget vigtigt for os. Det handler om rammerne, og det er ministeriet, kommunerne og lederne, der udstikker dem. Det er dér, det skal starte - med et stillads. Vi ønsker ikke at give lærere og pædagoger mere arbejde og mere, de skal dokumentere. Vi har ønsket at skabe ro«, siger Karina Abildgaard Leisin og Ann Rytter Westerberg.

»Det var vigtigt for os, at der ikke skulle stå 'lærere og pædagoger skal' i rapporten, for der er nogen ovenover, der har ansvaret - de skal gøre noget først og udstikke nogle rammer«.

Praktikerne er gået i rette med de 96 procent, der længe har stået som et mål for inklusion. Det tal er ikke interessant, mener de, for alle børn skal sikres udvikling fagligt og socialt. Det er det, inklusionen handler om. Ikke et måltal. Der skal være en progression for alle - men nogle elever skal måske være i mindre miljøer, for at en udvikling socialt og fagligt kan finde sted, påpeger de.

»At komme af med de 96 procent som et måltal og så hele resursedelen har været sværdslag for os lærere i ekspertgruppen«.

De to lærere fortæller, at der ikke mangler viden om inklusion - der er masser af tilgængelig viden om inklusionsarbejdet.

»Men ingen kan jo komme med den forkromede løsning, for den findes ikke. Det er et stort og komplekst område, og der er ingen quick-fix. Det er forskelligt, hvad der vil virke forskellige steder«.

Virkeligheden er også, at der er for lidt forberedelsestid på skolen, så det er kommunen, der må prioritere, hvad resurserne skal bruges på. Den må sætte rammen.

Ingen projekter anbefales

»Det her var det bedste, vi kunne opnå, i forhold til børnene og medarbejderne. Det har jo været det muliges kunst. Vi har virkelig ønsket at gøre en forskel og arbejdet for det«, siger Ann Rytter Westerberg.

»Men vi aner ikke, om eftersynet her bliver brugt til noget - og til hvad«, siger Karina Abildgaard Leisin.

Derfor har gruppen også anbefalet, at der bliver nedsat en gruppe, som skal følge og understøtte implementering af anbefalingerne.

Rapporten om inklusionseftersynet er en meget lang række af anbefalinger. Og de to lærere mener, at de måske vil blive klandret for at have listet en forfærdelig masse anbefalinger op under nogle overordnede emner, fordi det vil betyde, at man blot vil kunne plukke et par ud og bruge dem. Men det er netop forskelligt, hvad der vil virke forskellige steder, og arbejdet med udviklingen af inkluderende læringsmiljøer er komplekst. De mange anbefalinger afspejler et helhedssyn, som er nødvendigt, men som så også bliver omfattende, mener de, så sådan er det blevet.

Ekspertgruppen var undervejs i arbejdet fra november til nu ude at besøge syv kommuner på to dage. Det gik hurtigt, men de to lærere mener, at gruppens sammensætning gjorde, at de godt kunne bedømme, hvilke ideer der var indarbejdet på skolerne, og hvilke der så pænest ud på papiret.

»Vi vil ikke anbefale et projekt, der har fået en særlig portion penge med sig. Det er fint at se på erfaringerne med sådan et projekt, men ikke mere end dét, for ofte dør projekter igen, når pengene er brugt op«, fortæller Karina Abildgaard Leisin.