De overtager dagsordenen på forældremødet. De skriver beskeder i tide og utide. Og hvis de ikke får det, som de vil, kan du eller din leder roligt regne med at modtage en klage.

En lille gruppe forældre i folkeskolen udfordrer i højere grad end tidligere lærernes professionelle autoritet og skaber utryghed blandt lærere og ledere. 

Det er forældre, som gerne klager et godt stykke op i det politiske system for at få, hvad de mener, at deres barn har krav på – uanset om det handler om en bedre karakter, hjælp til at løse konflikter i frikvarteret eller få støttelærer på i undervisningen. Det viser Folkeskolens undersøgelser blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen. 

Lærerne og skoleledernes oplevelse af, at der er kommet flere forældre med en problematisk klageadfærd, skyldes en bredere samfundsudvikling:

• at vi i dag i højere grad ser os selv – og vores børn – som kunder i en offentlig sektor frem for som borgere i et fælles samfund.

• at forventningerne til forældres samarbejde med skolen og ansvaret for eget barns læring aldrig har været højere.

• at tilliden til det offentlige og offentligt ansattes autoritet er blevet mindre.

Når forældre samtidig mærker, hvordan skolernes økonomi er under pres, og hvordan det kan ramme netop deres barn, giver det en sprængfarlig cocktail, understreger skoleforskere, som Folkeskolen har talt med. 

Derfor opfordrer eksperterne til, at vi kaster et kritisk blik på de roller, som skolen og forældrene har fået, og afstemmer forventningerne til forældresamarbejdet. 

Når krybben er tom …

Dorte Kousholt, der er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), mener, at forholdene i skolen i dag spiller en stor rolle, når lærerne oplever forældre som krævende og besværlige.

”I de forløb, som jeg har fulgt, opstår konflikterne, når forældre bliver pressede af, at deres børn bliver pressede i skolen. Når et barn har det rigtig skidt over længere tid, kommer familien også i krise, og forældrene oplever, at skolen ikke kan stille op til de problemer, de står med. Det er forløb, der kan vare et helt eller et halvt år, og det kan være svært for forældrene at opretholde den konstruktive dialog”, siger Dorte Kousholt.

Generelt gør forældre sig faktisk utrolig umage med ikke at være besværlige og brokkende, forklarer hun og advarer mod at tegne et negativt billede af forældre som nogle, der kommer med helt uforståelige forventninger.

”Jeg har talt med forældre i forbindelse med forskning i over tyve år, og jeg er aldrig stødt på forældre, der oplever sig selv som markante eller krævende. Jeg er stødt på forældre, der har været rasende på skolen over processer, hvor deres barn har været kastebold i systemet”, siger Dorte Kousholt.

Hun har også talt med lærere, der har oplevet, at forældre har opført sig urimeligt, men begge parter kan opfatte hinanden ukonstruktivt, når konflikten eskalerer, påpeger forskeren.

”Forældrene er følelsesmæssigt involverede, og lærerne er de professionelle. Derfor må lærerne tage højde for og se det som en forudsætning for samarbejdet, at forældrene bliver følelsesmæssigt påvirkede”, siger hun, men understreger samtidig:

”Det betyder selvfølgelig ikke, at forældre skal have carte blanche til at gøre hvad som helst”.

Kunden har altid ret

I bogen ”Markante borgere”, der udkom sidste år, beskriver Hans Mogensen, hvordan store dele af den offentlige sektor står over for en fælles udfordring med borgere, der ser sig selv som kunder i et velfærdssystem, der har svært ved at leve op til ”kundens” forventninger. 

Og selv om Danmark er noget nær verdensmester i tillid, argumenterer Hans Mogensen, der er mangeårig kommunikationskonsulent i det offentlige, for, at det er gået ned ad bakke med tilliden til det offentlige og de offentligt ansattes autoritet. 

Det kommer også til udtryk i samarbejdet mellem skole og hjem.

”Når lærere, pædagoger og skoleledere møder forældre, bliver vi ansigtet på både politiske prioriteringer og komplicerede regler, procedurer og krav, som nogle forældre har svært ved at navigere i og forstå. Nogle føler sig uretfærdigt behandlet og mødt med mistro, og de reagerer i frustration og afmagt”, siger Hans Mogensen.

”Vi kan møde ulykkelige og frustrerede forældre, der er bekymrede for deres barns trivsel og udvikling, og som i desperation stiller helt urimelige krav, set med vores øjne, eller helt rimelige krav, som vi nærmest afmægtige eller opgivende hverken har rammer, resurser eller muligheder for at imødekomme”, siger Hans Mogensen.

I sin bog giver han blandt andet råd til, hvordan man kan skelne mellem forskellige typer af markante borgere og kommunikere med dem på en konstruktiv måde, der passer til situationen.

Forvirring om forældres ansvar

Lige præcis på skolerne er der endnu en forklaring på, hvorfor nogle borgere har en mere ”markant adfærd”. 

Det mener Hanne Knudsen, der er lektor i uddannelsesvidenskab på DPU og har forsket i forældresamarbejdets historie.

”Det er ikke så mærkeligt, hvis skolerne oplever, at der er en udfordring med mere markante forældre. Skolerne og politikerne vil i dag gerne have forældre til at tage meget ansvar for, hvad der foregår i skolen, og det kalder jo på, at forældrene også forventer, at deres synspunkter er relevante", siger Hanne Knudsen.

Faktisk er skolernes forventninger til forældrenes engagement kun vokset støt de seneste knap firs år, forklarer hun. Indtil efterkrigstiden forventede skolen ikke andet af forældrene, end at de leverede ikkesmittebærende, mætte og udhvilede børn. Resten tog skolen sig af, fortæller lektoren. 

Men i 1950’erne begyndte skolen at forvente opbakning fra forældrene. Her fik forældre anvisninger til, hvordan de kunne hjælpe børnenes læring på vej ved for eksempel at slukke for radioen, når de læste lektier derhjemme, og forældrenes rolle var at følge lærernes ekspertråd.

I 1980’erne og 90’erne blev forældrene inddraget i skolerne som en slags ”kritisk ven”, der skulle give skolen input ud fra et brugerperspektiv. 

Det var i denne periode, at skolebestyrelserne blev indført, hvor forældrene blev inviteret til at være med til at udvikle skolen.

”Dér bliver det pludselig besværligt at være skole, kan man sige. Og det bliver endnu mere besværligt omkring årtusindskiftet, hvor forældrene forventes selv at skulle definere deres ansvar”, siger Hanne Knudsen.

De ”ekstremt velforberedte” forældre bliver i dag nævnt som en udfordring blandt nogle lærere på linje med de vrede eller de uengagerede forældre. Det er forældre, der selv mener, at deres synspunkt eller agenda er relevant, forklarer lektoren.

Og for at det ikke skal være løgn, eksisterer alle de historiske forestillinger om, hvad forældrenes rolle i skolen bør være, stadig side om side, og dét er med til at skabe forvirring og konflikter i forældresamarbejdet.

”Der er alle muligheder for konflikter i samarbejdet, fordi der er en høj følelsesmæssig investering fra forældrenes side, høje forventninger til både lærere og forældre og en usikkerhed om, hvad rollerne egentlig er”, siger Hanne Knudsen. 

”Drivis af forventninger”

Vil man som lærer gerne undgå sammenstød med forældre, er det en god ide at sætte præventivt ind, lyder anbefalingen fra eksperterne.

”Når man spørger ind til de forløb, hvor lærerne oplever, at forældrene er gået over stregen, har de ofte udviklet sig over tid, hvor lærer og forældre ikke har fået tilstrækkeligt indblik og forståelse for hinandens perspektiver”, siger Dorte Kousholt fra DPU.

Hun foreslår derfor, at lærerne for eksempel afholder arrangementer med forældrene, hvor de får mulighed for at tale med hinanden om succeser og udfordringer i deres børns skoleliv ud fra nogle temaer, som lærerne har bestemt. 

På den måde kan lærerne få et indblik i, hvordan forældre ser på forskellige udfordringer, og det giver også mulighed for at lære forældrene bedre at kende.

”Når der opstår problemer, kan det være en stor fordel at vide, hvordan forældrene oplever deres børns skoleliv, og at have udviklet et samarbejde, hvor lærere og forældre har erfaring med at lytte til hinandens forskellige syn på barnet og klassen”, siger Dorte Kousholt.

Også Hanne Knudsen peger på, at forventningsafstemning er et oplagt sted at starte, hvis man som lærer vil dæmme op for det, som hun kalder for forældresamarbejdets ”drivis af forventninger”. 

Hun mener, at skolerne – ja, faktisk hele samfundet – bør kaste et kritisk blik på de roller, som skolen og forældrene har fået i det fælles samarbejde.

”Mit bedste råd er at sætte forventningerne ned til, hvor meget både skole og forældre skal levere til samarbejdet”, siger Hanne Knudsen på baggrund af sin forskning i forældresamarbejdets historie. 

For selv om skolen ikke er alene om at sætte retningen for en kultur, mener hun godt, at skolerne kan gøre noget.

”I udgangspunktet er det skolen, der sætter rammerne for forældresamarbejdet, og jeg tror, at tiden er moden til at skrue ned for forventningerne. På en del skoler siger man meget hurtigt: ’Vi må have fat i forældrene’, når der er udfordringer med eleverne i skolen. Men det risikerer at skabe afmagt hos både lærere og forældre, hvis forældrene bliver bedt om at fjernstyre deres børn”, siger Hanne Knudsen.

Forældre pressede ny eksamen igennem: ”Tiden efter klagen var et helvede”

Forældresamarbejdet og debatten på Aula fylder så meget i tiden, at det også var en del af statsministerens åbningstale i Folketinget i efteråret. Her talte Mette Frederiksen (S) om, at ”lærerne skal have autoriteten tilbage”. 

Spørger man Hanne Knudsen, er det udtryk for et syn på forældresamarbejde, der stammer fra efterkrigstiden, og som ikke har meget at gøre med virkeligheden i dag.

”Vi kan ikke skrue tiden tilbage til halvtredserne, hvor lærerne var eksperterne. Det er forældrene blevet for veluddannede til. Men vi kan godt sænke barren for, hvor meget forældrene skal involveres i elevernes liv på skolen”, siger hun.