“Vi skal tage os af alle børn i vores distrikt. Det vil alle skoler sige, men det er der, vi begynder”.

Afdelingsleder Mogens Brag skitserer grundlaget for, at Skoledistrikt Nord i Frederikshavn Kommune har en inklusionsgrad på hele 97 procent.

“Vi er som alle andre skoler. Vi har bare flyttet grænsen for, hvornår vi ikke længere kan undervise en elev, fordi lærerne har ægte lyst til at ville inkludere”, fortsætter Mogens Brag.

At skolen vægter inklusion højt, ved man, når man bliver ansat, for det står i stillingsopslaget, tilføjer distriktsleder Henrik Johansen. Han har selv været på skolen med afdelinger i Strandby, Aalbæk og Skagen i halvandet år.

“Jeg søgte jobbet, fordi jeg deler værdien om, at så mange som muligt skal gå i skole lokalt. Jeg har arbejdet på skoler, hvor man tidligt vurderer, om en elev skal have et specialtilbud, mens vi tænker: ‘Hvad kan vi gøre for, at eleven kan blive hos os?’ Vi kan ikke garantere, at det lykkes, men det gør det ofte”, siger Henrik Johansen.

Serie/Mission inklusion

Trods ti års inklusionsarbejde, et eftersyn og en række anbefalinger er inklusionsopgaven fortsat en alt for stor mundfuld for folkeskolen. Fagbladet Folkeskolen undersøger i en artikelserie, hvad god inklusion kræver, og vi besøger skoler, som har fundet lokale løsninger på en national udfordring.

Det er Ida fra 5. klasse et billede på. Hun sidder i kørestol med muskelsvind. Forældrene insisterede på, at hun skulle på Strandby Skole, da hun er normalt begavet. Skolen forventede, at hun kunne være med i få timer om dagen, men hun går i skole på fuld tid og er med i klassens fællesskab.

“Eleverne ser Ida som et menneske, som blot har andre vilkår end de fleste. De oplever, at hun både kan reflektere, være glad og ked af det”, siger Mogens Brag.

Anton fra 2. klasse er et andet eksempel. Han er fysisk besværet af hjernesygdommene cerebral parese og hydrocefalus. Han har også ADHD og autisme, men forældrene fravalgte en specialklasse, for at han kunne blive blandt sine venner lokalt.

Skolen har over tid lært meget af de to elever. Blandt andet at det hjælper at tænke praktisk.

“Vi har været nødt til at montere døråbnere, opdatere vores handicaptoilet og anskaffe ramper. Vi samarbejder tæt med blandt andre Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), sundhedsplejersker og ergo- og fysioterapeuter om, hvordan elever med fysiske funktionsnedsættelser bliver selvhjulpne, og vi forventer, at lærerne læser anbefalingerne, så de kommer til at leve i klasseværelset”, siger Mette Risager Sørensen, som også er afdelingsleder på Strandby Skole.

Mogens Brag tror dog ikke, at det er forklaringen på skolens høje inklusionsgrad.

“Alle skoler samarbejder med fagpersoner, men uden medarbejdernes vilje til forandringer og lyst til at arbejde med elevernes trivsel kan det ikke lade sig gøre. Det er et sammensurium”, siger han.

Ida og Anton viser vej

Eksemplerne med Ida og Anton viser, at det kan lade sig gøre at være skole for stort set alle i nærmiljøet, mener Mette Isaksen, som er tillidsrepræsentant for lærerne på Strandby Skole.

Men et er at indrette skolen til en elev i kørestol. Noget andet er elever, som har det svært i et eller flere fag med risiko for mistrivsel og skolevægring.

“Vi var slet ikke på samme niveau med inklusion som nu, da Ida begyndte i skole. Vi er blandt andet blevet bedre til at lægge en fælles linje, så eleverne ved, at der gælder samme regler i klassen uanset lærer. Der findes også mange flere hjælpemidler til elever med særlige behov, og fagportaler giver betydeligt bedre mulighed for at undervisningsdifferentiere end lærebøger”, siger Mette Isaksen.

De tre skoleafdelinger går forskelligt til værks. I Strandby arbejder en pædagog med trivsel på fuld tid suppleret af en lærer, som bruger 80 procent af sin tid på opgaven.

“Det koster fra 100.000 til 200.000 kroner at sende en elev i specialtilbud. De penge bruger vi til at sætte offensivt ind på at opfylde elevernes behov. Pædagogisk og økonomisk ledelse hænger sammen”, siger Henrik Johansen, som kan notere, både at skolen får flere elever og fagligt ligger som forventet.

“Vi taler aldrig dårligt om eleverne”

Strandby Skole oprettede også mellemformer, længe inden begrebet opstod. Det er for elever, som enten har svært ved at koncentrere sig i en klasse med 25 andre, som har brug for en periode med dobbelt op på dansk eller har udfordringer socialt.

Skolen har mellemformer til indskoling og mellemtrin, mens elever i udskolingen kan komme i praktik i en virksomhed en-to dage om ugen med fokus på dansk og matematik i skolen de andre dage. Både mellemformer og praktik er en væsentlig årsag til, at lærerne kan motivere elever på kanten til at blive ved med at gå i skole.

“Vi differentierer undervisningen, så den passer til den enkelte elev, og vi arbejder med at styrke relationerne for elever, som har det svært socialt. Vi bruger for eksempel leg og bevægelse til elever, som skal lære at tabe og vinde med samme sind”, fortæller Linea Tøttenborg. Hun er en af de fire lærere i trivsel, som mellemformen på mellemtrinet kaldes.

I det største af de fire lokaler, mellemformen råder over, arbejder eleverne bag afskærmninger, så de ikke bliver forstyrret af sidemanden. Målet er altid, at de vender tilbage til deres klasser.

“Det er vores opgave at finde ud af, hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre. En elev har måske brug for afskærmning i klassen eller en fast plads i faglokalerne. Det kan være små ting, som gør en kæmpe forskel”, siger Linea Tøttenborg og giver et eksempel med en dreng fra 3. klasse, som fik timer i mellemformen før sommerferien:

“Han havde det fagligt svært i dansk og var ramt på sin selvtillid. Med en mere konkret tilgang til undervisningen med fokus på det visuelle og en stor indsats i forhold til det relationelle blev han efterhånden mere fortrolig med læsning, hvilket gav ham mod på det igen. Nogle gange er det små ting, der skal til”.

Lærerne kan ikke sige til kollegerne i mellemformen, at de må tage sig af en elev med udfordringer, understreger afdelingsleder Mette Risager Sørensen.

“Lærerne skal samarbejde om at få eleven tilbage i klassen. Ellers bliver mellemformen et specialtilbud, og det er ikke meningen”.

Ledelsen tager ansvar

En væsentlig forklaring på den vellykkede inklusion på Danmarks nordligste skole ligger hos ledelsen, vurderer Annette Nielsen, som er lærer i 6.b.

“Når vi har en god ide til, hvordan vi kan rumme en elev, siger skoleledelsen: ‘Det gør vi’. Vi har for eksempel lige haft en dag med teambuilding i min klasse, fordi eleverne var begyndt at tale grimt til hinanden. Det var vores ide, og ledelsen bakkede op”, fortæller hun.

Det giver tryghed, at ledelsen har jahatten på, oplever Linea Tøttenborg.

“Ledelsen ser ikke skævt til, at vi fortæller om en udfordring. Alle er nysgerrige efter at finde en løsning. Det ligger ikke på mit bord alene at få inklusion til at lykkes. Vi bliver hørt og får sparring, og det giver os lyst til at fortsætte”, siger hun.

Lærerne peger på, at det spiller ind, at de to afdelingsledere i Strandby har en fortid som AKT-lærere (adfærd, kontakt, trivsel) og familieklasselærere. Det er Mogens Brag enig i.

“Vi fortæller lærerne, at de skal bygge videre på det, eleven kan, så han oplever succes”, siger han.

Alligevel sker det, at lærere føler afmagt.

“Vi kan ikke sige til en lærer, at hun skal lade være med at føle afmagt, men vi kan bakke op med sparring, efteruddannelse og kontakt til trivselsteamet, som kan hjælpe med at integrere en elev i undervisningen”, siger Mette Risager Sørensen.

Afdelingslederne i både Skagen, Aalbæk og Strandby er dedikerede til inklusion, oplever Henrik Johansen, der som øverste leder kommer alle tre steder.

“De formår at give billeder på, hvordan vi kan gøre det bedre for eleverne. Den store udfordring er, at man kan have de rigtige intentioner uden at få det til at ske, men vi formår at sætte handlinger på ved at gå i dialog med medarbejderne”, lyder det fra Henrik Johansen.

Skoledistrikt Nord ekskluderer først, når lærere og ledere har prøvet at inkludere på forskellig vis, uden at det er lykkedes.

“Enkelte elever har brug for så meget støtte, at vi ikke kan levere den. I andre tilfælde lider samarbejdet med forældrene under, at de ikke har tillid til, at vi er det rigtige tilbud”, uddyber Mogens Brag.

Ros til lærerne

Ligesom lærerne anerkender ledelsens rolle, roser lederne lærerne.

“Vores trivselsundersøgelser viser, at alle er indstillede på at samarbejde. Folk er positive over for råd og sparring. Lærernes arbejdstidsaftale taler om professionel kapital, og det sikrer vi med et godt arbejdsmiljø. Det er vores resurse til at udvikle skolen”, siger Henrik Johansen. Tillidsrepræsentant Mette Isaksen er enig.

“Det er vildt, at nogle skoler ekskluderer ti procent. Jeg tror, vores kollegiale samarbejde gør forskellen”, siger tillidsrepræsentanten.

Lærerne deler blandt andet positive historier med eleverne.

“Børn tænker ikke selv over alle de gode ting, de gør, så hvis min kollega roser 6.b på lærerværelset, fortæller jeg det til eleverne i næste time. Så ved de, at de bliver værdsat”, siger Annette Nielsen.

Samarbejdet understøttes af, at skolen satser på at efteruddanne medarbejderne både fagligt og specialpædagogisk.

Leder: Inklusion kræver samarbejde

Hanne Birgitte Jørgensen

“Det er ikke nok at uddanne et par lærere til AKT-vejledere. En lærer, som bliver efteruddannet i sit fag, får redskaber til at få alle sine elever med i undervisningen, så faglig efteruddannelse løfter inklusionen bemærkelsesværdigt”, siger Mogens Brag.

Over det næste halvandet år skal alle lærere i Skoledistrikt Nord have et forløb i co-teaching.

“Vi kan løfte os yderligere, ved at medarbejderne planlægger, underviser og evaluerer sammen. Det er ikke en mirakelkur, men co-teaching giver medarbejderne teorier og begreber for, hvordan de kan samarbejde”, siger Henrik Johansen