Det kan lykkes. Det er budskabet i den række artikler om inklusion, som Folkeskolen har bragt. Hvor vi tidligere har haft fokus på problemerne – og dem er der rigeligt af – har vi denne gang set på, om der er nogle steder, hvor det trods alle odds og økonomi lykkes at være skole for næsten alle.

Og helt ærligt: Det har været langt sværere at finde den type skoler end at finde problemerne. Men nogle stykker har vi dog fundet.

Fælles for dem er, at løsningerne er forskellige. Men der er tale om en indsats, hvor ledelse og lærere på hele skolen samarbejder.

For eksempel arbejder Aalbæk Skole i Frederikshavn Kommune med kollegial sparring, hvor alle overværer hinandens undervisning og giver feedback og lærer af hinanden. Det er ikke indført fra den ene dag til den anden, men er resultatet af en proces, hvor lærerne blandt andet har været på efteruddannelse.

De får også fagfaglig efteruddannelse, fordi ledelsen mener, at en større faglig værktøjskasse betyder, at det er nemmere at differentiere undervisningen.

Skolen har også diskuteret sig frem til fælles regler for hele skolen. Endelig har skolen prioriteret, at der er ansat en trivselslærer, som bruger næsten hele sin tid på inklusion. Og som kan rykke stort set uden varsel, hvis en elev for eksempel ikke vil i skole.

Lærerne er via pædagogiske debatter blevet enige om, at eleverne gør det, så godt de kan. Så når det ikke lykkes, er det rammerne, der skal ændres. Ingen lærer står alene med opgaven, for inklusion er et fælles projekt for hele skolen, og mange af løsningerne er individuelle.

Har skolen så fundet en model, som alle kan bruge? Nej. Desværre.

Den vigtigste ingrediens i alle de forskellige tiltag er åbenhed over for at samarbejde, prøve sig frem og finde fælles løsninger.

Det er berømte lange, seje træk. Der er ikke en best practice, som andre bare kan kopiere. Heller ikke når det gælder inklusion