Lærerne på Aalbæk Skole reagerer prompte, når en elev ikke vil i skole. Det oplevede en pige i en udskolingsklasse for nylig.

“Jeg fik besked af forældrene om formiddagen, og allerede samme dag indkaldte vi dem og pigen til samtale næste morgen”, fortæller klasselærer Heidi Aarre.

Serie/Mission inklusion

Trods ti års inklusionsarbejde, et eftersyn og en række anbefalinger er inklusionsopgaven fortsat en alt for stor mundfuld for folkeskolen. Fagbladet Folkeskolen undersøger i en artikelserie, hvad god inklusion kræver, og vi besøger skoler, som har fundet lokale løsninger på en national udfordring.

Mette Nielsen var med til samtalen. Hun er trivselslærer på næsten fuld tid og kan derfor hurtigt træde til, når en elev mistrives. Pigen gik tidligere på en anden skole, som var tre uger om at reagere på en tilsvarende henvendelse. Mette Nielsen mener ikke, det er overilet at reagere med det samme.

“Det er ikke for sjov, at pigen ikke vil i skole. Vi tog hende alvorligt, og hun gik direkte i skole efter mødet og har været her siden. Hvis det var en overreaktion fra hendes side, gør hun det ikke igen, for nu ved hun, at der går et apparat i gang”, siger Mette Nielsen.

Der skal noget til, før forældre ringer til skolen, tilføjer Heidi Aarre.

“Vi lytter til eleven og forældrene og får foldet ud, hvad der er årsag til problemet, så vi kan støtte eleven ud fra det”, siger hun.

Aalbæk Skole bidrager til, at Skoledistrikt Nord i Frederikshavn Kommune har en inklusionsgrad på 97 procent. Faktisk har afdelingen flere elever, end der bor i distriktet. Den får blandt andet elever fra søsterafdelingerne i Strandby og Skagen og også udefra.

“Jeg har en elev med særlige behov, som begyndte hos os i 5. klasse. I efteråret flyttede han til en anden by, men han er så glad for at gå her, at han kører med bus og tog i op mod to timer hver vej for at komme til og fra skole. Dengang vi fik ham, var målet, at han kom i skole hver dag. Det må man sige er lykkedes for os”, siger Heidi Aarre.

Fleksibel trivselslærer

Der er elever med særlige behov i samtlige klasser på skolen med 13 lærere til 160 elever. Derfor prioriterer afdelingsleder Lene Banke Andersen at have en trivselslærer på næsten fuld tid.

“Det, der har flyttet os allermest, er en undersøgelse, hvor medarbejderne svarede, at de manglede tid til at drøfte pædagogik. Det sikrede jeg dem tid til, og det førte til, at vi fik udviklet Mettes rolle som trivselslærer”, fortæller hun.

Det er ikke nyt, at Mette Nielsen arbejder med trivsel. Hun var på sit første AKT-kursus (adfærd, kontakt, trivsel) i 2001 og har løbende uddannet sig på feltet. Det nye er, at skolen sætter massivt ind, når en elev ikke trives.

Nordjysk skole inkluderer 97 procent

“Jeg hører, at AKT-lærere på andre skoler har mødetid en gang om ugen, hvor jeg kan træde til med det samme. Lidt karikeret er vi gået fra, at lærerne sagde: ‘Her er et problem, løs det for mig’, til at vi finder en løsning sammen. Det allerbedste er, når jeg klæder kollegerne på til at løse opgaven selv. Det er mit mål”, siger Mette Nielsen.

Ofte betød “Løs problemet for mig”, at læreren ville have støtte til eleven. Det er ændret gennem pædagogiske drøftelser om, at børn gør det, så godt de kan, så når noget ikke fungerer, må lærerne ændre på rammerne.

“Vi hører ikke længere nogen sige om en elev, at han aldrig bliver til noget. Vi er ikke perfekte, men vi flytter os i den rigtige retning ved at være åbne om, at alle har ret til at være i klassen, selv om der er noget, de ikke er så gode til”, siger Mette Nielsen.

Lærerne lærer af hinanden

Aalbæk Skole har haft en konsulent til at uddanne lærerne i at give og modtage kollegial sparring, så alle observerer en kollega undervise mindst tre gange om året. Det har stor værdi, mener Heidi Aarre, som er tillidsrepræsentant for lærerne.

“Det er godt at få feedback på, om jeg når ud til alle i klassen med min undervisning, og det er mindst lige så godt selv at observere. Jeg får mange ideer af at se, hvordan mine kolleger inddrager elever med særlige behov”, siger hun.

Lærerne indgår ofte individuelle aftaler med eleverne. Det kan være nedsat timetal i en periode, faste pladser, eller at de må fremlægge på en anden måde end kammeraterne.

“Lærerne har brug for at kende til elevernes behov, så sammen med vores psykolog fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning bidrager jeg med viden om deres udfordringer. Jeg har også tid til at sætte mig ind i, hvilke tilbud der findes i kommunen, for eksempel sorggrupper. Jeg hjælper med at få hverdagen til at fungere”, siger Mette Nielsen.

Trods den høje inklusionsprocent synes Lene Banke Andersen ikke, at hun og lærerne gør noget specielt. Det afgørende er, at de kan se, at det gavner eleverne at gå i den lokale skole.

“Jo flere succeser vi opnår sammen, jo bedre følgeskab til inklusion får vi”, siger afdelingslederen.