Hvorfor har 15-20 procent af eleverne stadig svært ved at klare skolens krav? Ved vi ikke nok om, hvad der virker? To spørgsmål, som formand for Pædagogiske Psykologers Forening Bjarne Nielsen stiller - og selv svarer på: »Vi har al den forskning, der skal til. Vi mangler aldeles ikke viden. Problemet er, at vi ikke lærer af vores erfaringer. Hvis vi nu indrettede skolen efter de 15-20 procents behov, så ville alle skolens elever profitere af det«.

Det kræver samarbejde, gode ledere og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) ude på skolen, ude i hverdagen, påpeger han. De mange konferencer og konsulentmøder hjælper ikke, det er ude i klasseværelserne, at forandringen skal ske. Til glæde for eleverne.

Bjarne Nielsen er på vej på pension. Den 10. marts stoppede han som formand for Pædagogiske Psykologers Forening. Men han er beskæmmet over, at der efter 40 års arbejde stadig er det samme antal elever, 15-20 procent på landsplan, der ikke trives i folkeskolen.

»Hvorfor får vi ikke det optimale udbytte af vores resurser? Et enigt Folketing satte i 1969 som mål at udvikle skolen til 'Skolen for alle'. Hvorfor er det så ikke sket?« spørger han.

Det er ikke, fordi der mangler psykologer eller konsulenter. Det er heller ikke, fordi vi mangler viden om, hvad der virker, hævder han. Men det er, fordi vi mangler vedholdenhed, fordi vi gør store grupper af børn til specielle børn i stedet for at hjælpe dem i skolen - i klassen. Fordi der mangler gode ledere - både på skolerne og i PPR. Og så fordi de ansatte på PPR ikke kommer ud i skolens dagligdag.

Børn skal hjælpes i klassen

Bjarne Nielsen vil gerne slå nogle ting fast: PPR er sat i verden for primært at hjælpe på almenområdet. Der er ganske rigtigt børn, der skal have hjælp i specialområdet, fordi de har nogle diagnoser, der kræver noget særligt. Nogle kræver meget ekstra, andre har behov for lidt ekstra.

»Men vi prøver i dag at løse alt med specielle tiltag. Det kan der godt være noget rigtigt i nogle gange, men det betyder også, at intet bliver forankret i klassen. Vi skal ikke først og fremmest tænke i specielle tiltag, når det for eksempel handler om angst eller skolevægring. Det er almindelige børn, der har skolefravær og angst. Det skal løses i klassen og eventuelt sammen med forældrene. Det skal ske i et samarbejde mellem lærere, skoleleder, skolens resursecenter, PPR, elever og forældre«.

»Vi gør børnene specielle i dag og opetter særlige grupper for dem. Vi skal tænke, at de først og fremmest er børn, der skal hjælpes i deres miljø. Problemerne skal løses i konteksten. Det er det bedste for børnene. Og PPR skal også se barnet i konteksten. Det er nødvendigt. Men der er for mange psykologer, der befinder sig bedst på rådhuset og alene med barnet«, siger Bjarne Nielsen.

Han går stærkt ind for co-teaching. At der er to lærere i klassen i et vist antal timer, og at den ene lærer desuden har en uddannelse inden for specialpædagogikken. Det virker, og forskningen viser, at det virker, understreger han.

»Der er en fælles ansvarlighed, og man gør det sammen. Tænk på, hvor mange tolærertimer der tidligere er blevet spildt og holddeling også. I co-teaching er der nogle af de samme elementer, men der er fælles ansvar og en, der har en specialpædagogisk viden oven i læreruddannelsen. Det er en kultur, som skolelederen bør fremelske«.

»Det er i klassen i co-teaching, man kan se helheden, relationerne, og hvad der sker. Vi har alle blinde pletter, derfor er det vigtigt, at der er flere, der kigger med. Som psykolog kan man se meget i en klasse på kort tid«.

PPR skal ud på skolen

Bjarne Nielsen fortæller, at han tidligere har været skolepsykolog i en kommune med seks skoler. Det betød, at han hver dag var ude på en skole. For det er vigtigt, at psykologen og alle PPR's medarbejdere kender skolens hverdag og skolens ansatte. Flere fagligheder skal i spil ude på skolen - inde i klassen.

»Som PPR-medarbejder skal man være i klassen. Man skal se eleven i konteksten, man skal være en del af hverdagen. Man skal sikre sig gode kontakter på skolen, drikke kaffe og tale med personalet, sådan at de kender en og gider lytte til en, i forhold til såvel det pædagogiske arbejde som når der opstår problemer. Man kommer ikke sovende til det, men PPR er en del af skolens resurser«.

Han nævner, at man aldrig må sende et barn, der er havnet i en svær situation i klassen, i specialtilbud, fordi det vil hjælpe andre i klassen. Et specialtilbud skal hjælpe det konkrete barn, ikke skabe fred i en klasse.

»Hvis det er ro i klassen, det handler om, så må skolelederen komme i arbejdstøjet og tage affære«.

Han taler om manglen på faglighed i systemet. At der ikke længere findes en specialpædagogisk uddannelse på læreruddannelsen. At skoledirektøren, psykologen og måske endda skolelederen ikke er læreruddannet og derfor ikke kender hverdagen i folkeskolen.

»Der var engang, hvor undervisningsdirektøren i Undervisningsministeriet havde pondus og lærerfaglighed og turde slå i bordet over for en minister eller i administrationen ude i kommunerne. Det bliver dyrt, når man ikke længere har den faglighed. Den mangler også i PPR. De fleste ansatte i PPR burde alle have en folkeskolebaggrund og vide det, som en lærer ved«.

Men som han også nævner: Der er kommuner, hvor PPR kun består af psykologer og dermed er uden tværfaglighed. Og nogle steder er PPR ikke en selvstændig enhed. Der er stor forskel på kommunerne.

Alle profiterer af struktur

Bjarne Nielsen mener, at der skal være en mere synlig struktur og organisering i skolen og i klasserne. Fordi 15-20 procent af eleverne har brug for strukturen. Men også de 80 procent ville profitere af det.

»Hidtil har det i høj grad været de 80 procent resursestærke elever, der har sat dagsordenen. De kan honorere det, som de 15-20 procent ikke kan - nemlig løst strukturerede undervisningsformer med skiftende holddannelser. Men en undervisning med struktur og forudsigelighed, med få skift og afbrydelser og med tætte og trygge relationer ville være noget, som alle elever ville profitere af«, siger han.

»Vi ser, at skoler slås sammen, der er matrikelskoler uden en selvstændig skoleleder, og skolen i dag er faseopdelt i indskoling, mellemtrin og udskoling. Men det er ikke godt for eleverne med alle de skift. Hvis en elev har et lavt selvværd, så er det svært at skulle skifte lærerteam. Vi ser også, at man slår skoledistrikter sammen, fordi det gør det lettere at danne klasser - som i Glostrup, hvor der kun er én skole, men på flere matrikler. Men det betyder altså noget at have en selvstændig skoleleder«.

Bjarne Nielsen fortæller, at oven i de mange skift, som eleverne oplever, så kommer der også karakterpres og test, der gør det endnu værre for de 15-20 procent.

»Så vil nogle sige, at de fagligt dygtige børn jo ikke skal holdes tilbage. Nej, men det bliver de heller ikke. De kan også godt lide struktur, viser forskningen. Lidt firkantet sagt så vil de 80 procent af eleverne for eksempel lære at læse, ligegyldigt hvor tåbeligt læreren underviser«.

Drømmeskolen

Hvordan ser Bjarne Nielsens drømmeskole ud?

»Den har en central skoleleder, der kan skabe et godt udviklingsmiljø og et godt arbejdsmiljø. Hvor man indkalder relevante kræfter udefra og afprøver nyt, men i den kollektive praksis. Sådan at mange af eleverne i 15-20-procentsgruppen kan blive i almenklassen med den støtte, der er påkrævet, og med brug af co-teaching. AKT (adfærd, kontakt, trivsel) er ikke ambulancetjeneste, men bruges forebyggende, og man inddrager flere fagligheder i samarbejdet, sådan at man arbejder systematisk og kan forebygge problemer, før de opstår«.

Desuden er skolens resursecenter et centralt organ, og PPR er ude på skolen. Ikke bare én person fra PPR, men hele organisationen, pointerer Bjarne Nielsen.

Han mener, at det er mere komplekst end det forslag, som Socialistisk Folkeparti er kommet med for nylig, hvor de taler om særlige tilbud med akut hjælp fra PPR, når elever har angst eller skolevægring. PPR skal allerede være på skolen, i klassen, og arbejde med problemer som angst og skolevægring, så de ikke vokser sig store.

»Der skal være en løbende dialog og sparring på skolen, og PPR skal være en del af den dialog«, siger Bjarne Nielsen.