Elever med tilknytningsforstyrrelse kan ikke aflæse andre mennesker. Det betyder, at de misforstår signaler, og det kan blive fatalt i omgangen med andre. Samtidig bliver de let stressede og provokerede. Det er de børn, man tidligere kaldte for tidligt skadede. Omsorgssvigtede børn.

»De mangler deres barndom. De har været ude for store omsorgssvigt, og de har mange vanskeligheder. De kan være som tikkende bomber i en almindelig folkeskole, netop fordi de ikke kan aflæse andre«, forklarer skoleleder Torben Juel Sørensen.

Disse elever passer ikke ind i dagens folkeskole

Han fortæller om en elev, der fik dom om, at han skulle gå på heldagsskolen. Fordi han misforstod en piges signaler i folkeskolen og forgreb sig på hende.

»Disse elever er normalt begavede. Nogle er meget stille, og frygten er, at man ikke opdager dem. Der er tale om misforstået inklusion, hvis man vil have tilknytningsforstyrrede elever til at gå i folkeskolen, uden at de har fået hjælp til det«.

På Nyborg Heldagsskole har man en afdeling for elever med tilknytningsforstyrrelse. Her er 15 elever - og flere ude i de andre klasser, der venter på plads her i afdelingen. Målet er, at eleverne bliver livsduelige mennesker, der kan klare sig i samfundet. Midlet er miljøterapi. I en fast struktur skal de lære, hvordan man begår sig og har respekt for andre mennesker.

»I alle kommuner er der tre-fem procent børn, der ikke kan og ikke bør være i folkeskolen. Man gør skade på de børn, hvis man vil inkludere dem. Jeg kan ikke forstå, at samfundet ikke sætter ind her. Disse børn kan blive dyre for samfundet, hvis de ikke bliver behandlet«, siger viceskoleleder Miguel Svane.

Netop mennesker med tilknytningsforstyrrelse fylder godt op i fængsler og institutioner.

Vigtigt med ro

Der er stille og roligt i afdelingen for elever med tilknytningsforstyrrelse. Her er god plads. Eleverne er delt på flere klasser med seks elever i hver. I halvdelen af undervisningstiden er der to voksne - en lærer og en pædagog - om hver klasse. Mange af eleverne sidder afskærmet og kigger ind i væggen, fordi det hjælper dem med at kunne koncentrere sig. Indimellem har de klasseundervisning i den lille gruppe.

Roen er vigtig. Fordi der er meget uro og stress inden i eleverne. Det er børn, der er forladt af deres forældre eller har oplevet svigt på grund af for eksempel stofmisbrug eller alkoholisme. Deres forældre har ikke magtet forældreopgaven, så børnene har manglet kropskontakt, pludren og øjenkontakt i deres første leveår. Og de har taget skade af det. Mange af børnene bor hos plejeforældre eller på behandlingshjem.

»De børn, vi får her, er dårligere og dårligere fungerende«, siger Miguel Svane.

»Man skal tænke skole for disse børn. De har måske sociale problemer og nogle skader, men de er normalt begavede eller måske meget begavede. Men de kan ikke klare at være sammen med 20 elever i en klasse«.

Skolelederne fortæller, at heldagsskolen ikke bare er en ekskluderende skole. Det er en midlertidig institution for omkring 50 børn, og de udsluser cirka 18 elever årligt til folkeskoler eller andre skoletilbud.

»Vi spørger eleverne, hvad deres drøm er. Hvad de vil med deres liv. Det er det, vi går efter, og dér, vi går ind og taler åbent med dem om det hele. Også alle de problemer, de støder ind i«, siger de to skoleledere.

Har svært ved at beskrive følelser

»Eleverne her har svært ved at udtrykke, om de er kede af det, vrede eller irriterede. De kan ikke beskrive det; de ved ikke rigtigt, hvad følelsen er. En af dem kan sige, at han har ondt i maven. Så gælder det om at finde ud af, hvad det dækker over. Til det bruger vi magneter med smileyer«, forklarer socialpædagog Pia Stjernegård.

»Dejligt at vi er få i klassen«

De hænger i klassen og viser ansigter, der er generte, glade, triste, kede af det og vrede. Smileyerne bliver flittigt brugt, for dem kan eleverne forholde sig til.

»En af eleverne griner usikkert hele tiden, netop fordi han ikke kan aflæse andre mennesker. Så prøver vi at tale om, at man kan få ondt i maven af grin, eller fordi man har det dårligt med noget. Og at der er en stor forskel«.

Lærer Ulrich Ranum Nielsen fortæller, at eleverne skal prøve at beskrive, hvordan de har det. Det er en del af miljøterapien på afdelingen.

»Relationen betyder meget. Det er kerneydelsen at opnå en ægte relation. De skal vide, at de kan stole på os. Og det kan de også, når deres far bliver anholdt, eller de har optrådt voldeligt. Hvis de oplever, at de kan stole på os i sådanne situationer, så begynder de at kunne stole på sig selv. Men det tager tid, og vi oplever, at børnenes problemer er heftigere nu, end de var tidligere. Heldigvis har vi et konstruktivt samarbejde med plejefamilierne«, siger han.

»Jeg smadrer dig«

I et andet klasseværelse med en lille gruppe af elever forklarer lærer Elsebeth Hansen og pædagog Flemming Storm, at en stor del af deres arbejde er at pille stressen ud af eleverne. Derfor er der roligt i lokalet, og derfor sidder eleverne enkeltvis ved en computer eller et lille bord med ansigterne ind mod væggen, når de skal arbejde.

»Eleverne her ved ikke, hvad de kan sige uden at krænke andre. De er normalt- eller velbegavede, men de mangler de sociale færdigheder og spilleregler. Det er en farlig cocktail. For hvad betyder det, når en ung siger: 'Jeg smadrer dig'«, siger Flemming Storm.

»En mimik kan afvæbne et udsagn, men det ved disse elever ikke«, supplerer Elsebeth Hansen.

Langt de fleste af eleverne er anbragte børn. De to fortæller, at der er en dreng med autisme i klassen. Han skal snart udsluses, fordi det er tydeligt, at han vil kunne profitere af at gå i en anden klasse på skolen. Det er nemlig tydeligt, at han har empati. En følelse, som elever med tilknytningsforstyrrelse ikke har eller har meget svært ved.

De to forklarer, at eleverne her har brug for en skole på gammeldags vis. I et meget forudsigeligt miljø, hvor man aldrig er impulsiv. De tager på en årlig skitur med eleverne. Som forberedelse ser de billeder af turen og stedet, hvor de skal sove. Skituren foregår samme sted hvert år, og på vejen holder de pause på den samme McDonald's hver gang. Det foregår i Sydsverige, så transporten er til at overskue.

Klassen foretager også andre ekskursioner til museer for eksempel. Det hele skal blot være meget planlagt. Eleverne skal have arbejdet med emnet, så de alle ved, hvad der skal ske, og hvad de skal se det pågældende sted.

»Men hele arbejdet her går ud på at forberede dem til, at de skal ud at fungere i samfundet. Til det skal de lære nogle kompetencer«, siger Flemming Storm.

En tidligere elev har for eksempel netop fået arbejde på et bibliotek en time dagligt.