Maria havde det godt i vuggestue og børnehave, men i 0. klasse begyndte det at gå galt. Hun oplevede, at der var for meget uro og for lidt struktur i skolen. Hun græd ofte og ville ikke i skole. Hun kunne slet ikke begå sig socialt i skolen, hvor hun påtog sig en lillepigerolle. Da hun gik i 5.-6. klasse, pjækkede hun en del. Skemaet skiftede hver uge, og det kunne Maria slet ikke tackle.

Først som 12-årig fik Maria diagnosen Asperger, og for et halvt år siden begyndte hun i et fuldtids specialtilbud. Og i dag er Maria en glad pige på 13 år, fortæller hendes mor Annette Christensen. De triste dage er få, og hun kan efterhånden klare mange flere udfordringer i den lille overskuelige klasse, som hun nu går i. Der var 28 elever i folkeskoleklassen, da Maria begyndte i 0. klasse. Hendes nuværende klasse består af 4 elever. Indimellem arbejder hun sammen med op til 14 elever. Hun klarer sig godt fagligt i skolen. Hun læser meget, og hun vil gerne være dyrlæge og er altid sammen med dyr.

Hendes mor har svært ved at forstå, hvorfor Maria skulle igennem de mange hårde år, hvor hun slet ikke forstod de almindelige omgangsformer i den store klasse.

»Skolen og jeg er enige om vores bekymring for Maria, men det har været noget af en kamp at nå frem til et specialtilbud, hvor hun trives«, fortæller Annette Christensen, der er forældrerepræsentant i skolebestyrelsen på Skibet Skole i Vejle.

Storebror fik hurtigt specialtilbud

Familien har været hårdt prøvet. Marias storebror Mads har også en diagnose i autismespektret, men han fik et specialtilbud allerede i 0. klasse. Der er også en lillebror, der trives fint i skolen.

»Mads har strittet mere. Han gik i 0. klasse to gange, var udadreagerende og røg i specialtilbud allerede dengang. Dengang fortalte alle os om de muligheder, der var. Men da Maria kom i skole, skulle næsten alle elever jo inkluderes, så der var ingen hjælp at få hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning eller kommunen«, siger Annette Christensen.

»Det er ikke, fordi jeg mener, at det skal være en gavebutik, men vi havde virkelig brug for hjælp«.

Annette Christensen fortæller, at det ikke har været så enkelt at finde ud af, at Maria ikke trivedes i folkeskolen. Hun havde det jo fint i børnehaven, hvor hun fulgte med i flokken. Men en dag i 0. klasse var Annette med sin datter i skole. Maria skulle lave en boganmeldelse. Klassen sad på biblioteket, og eleverne skulle give stjerner til den bog, de havde læst, og så fortælle de andre lidt om den.

»Det kunne hun slet ikke. Hun græd og var helt elendig over at skulle sige noget højt i klassen og være i centrum. Der gik det op for mig, at det var meget hårdt at være Maria i skolen«.

Hele vejen igennem har familien haft et godt samarbejde med Skibet Skole i Vejle, hvor Maria gik - og hvor hun nu går i specialklassen. Alle prøvede at hjælpe Maria. Pigerne i klassen var søde og tog sig af hende, og hendes mor indgik legeaftaler for hende.

»Jeg tænker, at det er, fordi vi lige er flyttet, at Maria har nogle problemer. Hun efterspørger ikke selv venner, men når man er ti år, kan ens mor ikke indgå legeaftaler længere«, siger Annette Christensen.

Bekymringen for Maria vokser

I 4. klasse stoppede fritidsordningen, og Maria kom i klub. Det vil sige - hun mødte kun sjældent op. Hun ringede til sin mor og sagde, at hun var syg.

Hun begyndte at pjække. Når Annette talte med sin datter om det, havde hun svært ved at forklare hvorfor.

Maria græd meget, og lærerne talte om det med eleverne i klassens time. Annette Christensen oplevede de andre piger i klassen som nogle, der ville Maria det godt. Men der var mange misforståelser, og Maria trak sig mere og mere ind i sig selv. Hun følte, at de andre talte om hende bag hendes ryg.

»Ved en skole-hjem-samtale i 2010 var både lærerne og jeg meget bekymrede for Maria«, fortæller Annette Christensen. Skolen satte en AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel) ind som støtte, og hun prøvede at tale med Maria om positiv tænkning.

»Hun skulle tegne en blomst, hvor hendes far og jeg skulle skrive positive ting om hende. Det samme skulle to piger fra klassen gøre. Det handlede om at give Maria et bedre selvværd, men hendes oplevelse var, at det var pinligt. Hun er meget logisk tænkende og bestemt ikke dum. Hun vidste jo godt, at ingen måtte skrive noget negativt, så det gav hende slet ikke noget«.

Annette Christensen var også til møde med familierådgivningen og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Her oplevede hun, at skolen og forældrene var enige om bekymringen. Men familien blev opfordret til at finde en privat psykolog.

»PPR havde slet ikke mødt Maria. Men alligevel kunne de ikke tilbyde noget. De mente ikke, at det var slemt nok. Vi fik en aftale med den psykolog, Maria havde gået til søskendesamtaler med i forbindelse med hendes storebrors problemer«.

Psykologens konklusion efter nogle samtaler med Maria var, at hun var meget indesluttet, havde en meget lille kommunikativ gennemslagskraft og kun en lille social kontakt, så han vurderede, at hun skulle udredes, og at hun havde brug for struktur, guidning, ro og sparring.

Strukturen forsvinder fra skolen

Da Maria begyndte i 6. klasse, havde Vejle Kommune startet det store innovationsprojekt Skolen i bevægelse. Skolens struktur skulle delvist opløses, fleksibilitet var et af kodeordene, og det handlede om mere bevægelse, gruppearbejde og aldersintegreret undervisning. Flere lærere kaldte det et spareprojekt.

»For mig at se tager 'Skolen i bevægelse' den sidste struktur fra folkeskolen. Dér blev det sidste halmstrå revet væk for Maria. Børn som hende har brug for struktur og gennemskuelighed, men nu skulle tre klasser være sammen i mange af timerne. For Maria betyder det mange nye voksne og børn, som hun skal forholde sig til«, siger Annette Christensen.

Klassen fik nyt skema hver uge

En dag i efteråret 2011 sad Maria ude i en kold skov hele dagen.

»Jeg opdagede, at hun ikke gik i skole. Når vi kørte på arbejde om morgenen, stod hun og ventede et sted, til vi alle var væk, og så gik hun hjem igen. Hun magtede ikke at være i skolen. En morgen havde hendes lærer og jeg et akut møde på skolen. Vi frygtede, at Maria led af en depression«.

Annette Christensen gik til sin læge, og ti dage efter fik Maria en aftale på Børnepsykiatrisk Afdeling. Her begyndte en udredning af Maria.

»Den kognitive test viste, at hun er en klog pige, men da hun blev testet inden for autismespektret, græd hun hele vejen hjem. Det var ikke gået godt. I januar fik hun så diagnosen Asperger«, siger Annette Christensen.

»Jeg var til netværkssamtale med skolen og PPR. Vi talte om, hvilket skoletilbud hun skulle have. Når jeg nu har så klog en datter, der ønsker at blive dyrlæge, så var det noget af en kamel at sluge, at hun skal på specialskole. Men vi besluttede, at det var bedst. Også selv om PPR ikke mente, at det var nødvendigt. Men de havde jo stadig ikke mødt Maria«.

Der var ikke et specialtilbud til Maria, men familien kunne heller ikke få et skriftligt afslag. Det betød, at de ikke kunne klage over beslutningen. Meningen var, at Maria skulle inkluderes. Skibet Skole går kun til og med 6. klasse, så hun skulle på en anden skole efter sommerferien.

Skole og forældre lagde en plan, hvor Maria slap for idræt, fordi hun ikke magtede omklædningen og de mange mennesker, når to klasser er sammen. I frikvartererne fik hun lov til at trække sig tilbage i klassen, og hun blev taget ud af gruppearbejde og projektarbejde.

»Det betød, at hun følte sig mærkelig, men hun magtede ikke de opgaver. Lærerne skrev lektierne i en bog til mig, så jeg kunne følge op. Men hun græd stadig meget og følte sig dum«, fortæller Annette Christensen.

I foråret 2012 kunne hun ikke længere få Maria i skole. En lærer prøvede at komme ud til bilen og få hende med ind i skolen, men uden held. I seks-syv uger var hun slet ikke i skole.

»Kommunen bevilgede mig orlov fra mit job som sygeplejerske, så jeg kunne tage mig af min datter«.

Annette Christensen henvendte sig til Klagenævnet for Specialundervisning. Nævnet sagde, at Maria skulle henvises til et specialtilbud - i en anden kommune, hvis der ikke var et i Vejle. Nævnet var klar til at gå ind i sagen.

»Og så trylleryllerylle var der pludselig plads til Maria i specialcentret«, siger Annette Christensen.

Efter sommerferien begyndte Maria i centerklassen på Skibet Skole.

En gladere datter

»Sidste år havde jeg en datter, der slog os, kastede med ting, græd og var desperat. Nu har jeg en glad datter. Det er ikke kommet pludseligt, men skridt for skridt. De første tre måneder var hun udelukkende i den lille gruppe med fire elever. Alle fælles arrangementer var hun udelukket fra, og hun havde en ugentlig fridag fra skolen. Nu tager hun selv bussen, er med til idræt og er ude i frikvartererne. Hun er i den grad blomstret op«, fortæller Annette Christensen.

Hun har haft orlov fra sit job i fire måneder og arbejder nu 30 timer ugentligt. Efter flere opfordringer har hun fået kommunen til at slå Marias og Mads' sager sammen, så man nu ser på familien som en helhed.

»Vi har godt nok oplevet en meget stor forskel på behandlingen af Mads og Maria. Mads har været udadreagerende hele tiden og har været i et aflastningstilbud i lang tid«.

»Jeg er ikke imod inklusion, når det kan lade sig gøre. Men hvis man vil inklusionen, så kræver det, at man ser på strukturen i folkeskolen, og at det foregår i mindre grupper, så der er færre mennesker omkring børnene. Lærerne skal opkvalificeres inden for specialundervisning. Jeg kan godt forstå, at nogle lærere er frustrerede. Der sker jo besparelse på besparelse, og det går ud over støttetimerne i forbindelse med inklusion«.

Annette Christensen mener også, at inklusion kræver nogle andre fysiske rammer, end folkeskolerne ofte råder over. Der skal være små rum, hvor eleverne kan trække sig tilbage fra støj og uro. Disse børn kan ikke sidde i en aula og arbejde. Det kræver kulturændringer hos alle - også elever og forældre. Alle skal lære at inkludere. Hun understreger, at det også kræver, at man passer på lærerne.

»Lærerne skal have en ordentlig efteruddannelse, og så skal der nogle socialpædagoger ind over til støtte for lærere og elever i inklusionen. De har en anden faglig ballast, som der også er brug for i inklusionen«.

»Hvorfor skal alle kommuner selv starte forfra? Hvorfor indfører man ikke inklusion langsomt, så man kan dele erfaringer, i stedet for at alle kommuner skal prøve det hele selv på deres måde«, spørger hun.