En dag med graffiti gav gnist i øjnene: Som lærer er håbet altid at prøve noget af, "de kan lykkes med"

Efter at have oplevet stigende mistrivsel blandt skolens ældste elever har Bredagerskolen valgt at sætte mere fokus på trivsel. Skolen havde derfor inviteret en graffitikunstner med over 67.000 følgere til at lave en workshop med eleverne.

Offentliggjort

”Åh, den er fed, hvad skal den?” lyder det fra et par basketball-dunkende elever, da en sølvfarvet trailer, der i virkeligheden er en ombygget, original togvogn fra New Yorks subway, ruller inde på græsset.

Vi er på Bredagerskolen i Jelling, og togvognen er fuld af graffitti-grej. Spraydåser, lærred, masker og handsker til alle elever.

53 af skolens 7.-9.-klasseelever og lærere har fået besøg af den anerkendte streetart- og graffitikunstner Eske Touborg. 

Det gør de, fordi skolen de seneste år har oplevet øget mistrivsel i udskolingen, og derfor har skolen søsat et større trivselsprojekt med fokus på at understøtte elevernes udvikling fra børn til unge, deres selvværd og fællesskabsforståelse. 

Som en del af trivselsprojektet har skolens ældste elever foreslået bestemte aktiviteter, og i dag skal denne gruppe på workshop med streetart og graffiti, mens nogle af de øvrige elever i udskolingen laver keramik med en professionel keramiker og andre har korsang med musikere fra Vejle. 

Inden workshoppens begyndelse har eleverne forberedt sig. Og de ved derfor, at Eske Touborg er et stort navn inden for graffiti og street art-miljøet.

”At han kommer udefra med noget helt andet, end de er vant til, fanger dem og betyder, at de gør sig umage”, siger deres lærer Pia Christiansen, som blandt andet underviser i dansk, samfundsfag og er læsevejleder. 

Om at gøre sig umage

Eleverne samler sig i kantinen, hvor Eske Touborg præsenterer sig. Han viser eleverne de mere end 67.000 Instagramfølgere onlineplatform har.

”What!” lyder det rundtomkring. Pia Christiansen mærker, at eleverne er benovede over at få besøg af en kunstner, der kommer fra et helt andet miljø og lever et helt andet liv.

Eske Touborg er godt klar over, at eleverne er fascinerede af miljøet og det forbudte omkring graffiti og streetart. Derfor sætter han altid tidligt ord på, at jo, han har også lavet ulovligt graffiti og tags på togvogne, men fandt ret hurtigt ud af, at det at blive anerkendt som kunstner betød meget mere. 

Og at det handler om at gøre sig umage og at blive god til noget.

Inden spraydåser og lakerede krydsfinerplader kommer i spil, skal eleverne lave blyantskitser på papir. Eske Touborg beder dem om at lave kruseduller på papir uden at tænke for meget.

De tegner små figurer, nogle skriver ord fx Unesco, genbrug, recycle, reuse. Andre laver en skitse af den bogstabel, de har foran sig. Derefter beder han dem om at tegne arme og ben på streger og kruseduller.

”Og så sker der noget i hovederne på eleverne. De rykker sig, når de kommer væk fra det hvide papir og forventninger om at tegne noget bestemt”, siger Eske Touborg.

De skal helst ikke have for mange benspænd:

”Jeg opfordrer eleverne til at tænke på kvantitet i stedet for kvalitet i idefasen. Der er altid nogen, der siger ’jeg kan ikke finde ud af at tegne og male’. Så spørger jeg: ’Har du øvet dig?’ Når de så siger nej, så siger jeg ’Så er det ikke mærkeligt, at du er dårlig’”.

Bemærkningen gør ifølge Eske Touborg eleverne lidt paf og sådan lidt ”sagde han lige det”? 

Den form for kærligt og ærligt drilleri oplever han skaber en form for fascination og åbning i eleverne.

”Det er et fantastisk moment, som vækker deres nysgerrighed og gør, at de får lyst til udforske. Og så vil jer gerne vise dem, at ord ikke er farlige. Det kommer an på, hvordan vi leverer dem”.

Mobiltelefoner til inspiration

Når Eske Touborg er ude at undervise, arbejder han ud fra filosofien om ”experience design”.

I stedet for at fremlægge hele processen for eleverne sætter han dem blot i gang. Og til lærernes overraskelse er mobiltelefoner tilladte på workshoppen.

Men kun til at finde inspiration. Noget som Eske Touborg oplever, at der er ret god konsensus om.

Pia Christiansen fortæller, at den måtte de som lærere lige sluge ”for the greater good”. En af pigerne ender alligevel på Snapchat og må stilfærdigt mindes om aftalen.

Eleverne sidder gruppevis, mens Eske Touborg nævner forskellige websites og søgeord. De kan fx bruge ”graffiti alfabet” og ”street art” og tilføje ”cartoon”, når de skal bruge figurer.

Han sætter eleverne i gang med at tegne fem tilfældige ideer på 20 minutter. Og så er der som regel en af ideerne, der er gode.

”Det løsner dem op, og samtidig presser det dem lidt. Det er ikke noget, jeg siger til dem, men på den her måde lærer eleverne om graffiti, imens de lærer om design thinking. Det er skjult læring i at udvikle ideer”, forklarer han.

Grupper på 5-7 elever skal nu vælge én fælles skitse per gruppe. 

”Her skal de se deres skitser som en kollektiv idepulje og væk fra ’det er min ide’. Væk fra individet. I skolen bliver alt målt og vejet, og kreativitet er ikke bare individet, der shiner. Vi står på skuldrene af hinanden, og i kollektivet kan vi skabe mere. Så kan vi altid øve os individuelt”, siger Eske Touborg og fortæller, at han ofte får at vide, at de sociale dynamikker ændrer sig positivt under workshoppen.

Slip kontrollen

Efter udvælgelsen af skitser er det tid at ryste dåserne. Eleverne står i en halvcirkel, og Eske Touborg forklarer dem, at de kun skal ryste dåsen én gang, inden de begynder, og at det kun er for at blande malingen i dåsen.

Han viser dem tre dyser, såkaldte caps i forskellige tykkelser og instruerer dem i kun at holde dåsen 2-3 centimeter fra pladen.

”Når man maler, er det en balance mellem, hvor hurtigt man bevæger dåsen, og hvor meget man trykker på dysen”, forklarer han og viser, at han bruger hele kroppen, når han maler.

Store kropsbevægelser for så er det nemmere at styre. Han viser også, hvordan eleverne skal male deres skitse op på pladen med en lys grå, fordi sort er svær at dække.

Han stiller 200 dåser frem sammen med handsker og partikelmasker til alle. En repræsentant for hver gruppe vælger de tre første farver ud.

”De skal lære at slippe kontrollen og tænke, at det går fint, når en anden vælger”, siger han.

Alle går i gang, og selvom det foregår udenfor, breder der sig en særlig sød duft af candyfloss fra dåserne.

Der er ikke mange spørgsmål. For de unge er gode til at minde hinanden om det, de har lært af dagens gæst.

Eske, hvordan tænker du, at din workshop kan bruges i billedkunst?

”Den kan bruges til en enkelt faglig dag eller som temauge, hvis man vil dykke ned i street art og graffiti som genre - altså udtryksform, historie, samfundsperspektiv (hvordan det kommer fra en undertrykt klasse i New York til nu at hænge på de største museer). Der er mange forskellige retninger, man kan trække det i både billedkunst, dansk, engelsk og historie”.

Om Eske Touborg

· Står bag ”The Graffiti Bible”. En onlineplatform, hvor man kan lære graffiti. Har flere end 67.000 følgere på Instagram og hjemmesiden www.graffitibible.com

· Dages workshop fra kl. 9:30-14 kostede 31.000 kroner, som skolen har fået fra Jelling Musikfestival-fonden. En workshop med vogn koster mellem 25-35.000 kr. alt efter længde, indhold og forberedelse. 

· Selvlært kunstner og street artist med baggrund i graffiti. Uddannet fra Kaospiloterne.

· Har sin base i Aarhus

· Laver streetart- og graffitikunst, underviser, projekter, udstillinger med mere

· www.esketoub.org

At være en del af noget

Ud over graffiti på plader har Eske Touborg medtaget et kæmpe lærred på 2,10 x 4 meter, som han spænder ud over den medbragte togvogn.

Med store graffitibogstaver tegner han Bredagerskolen, og så er lærredet klar til, at eleverne kan gå til og fra og tilføje farver, som de har lyst. Det fælles værk skal hænge i skolens kantine.

For udskolingslærer Pia Christiansen er fokus på trivslen. At alle har en særlig dag sammen på tværs af klasserne.

”Eleverne kan godt lide, når vi tager rammen væk fra dem for en dag. Så slapper de af. Nogle af de elever, der til daglig er mere i opposition til skolen, de sænker paraderne. For de har følelsen af at være en del af noget”.

Pia Christiansen har været spændt på, hvordan eleverne ville tage imod at skulle arbejde med nogle helt andre materialer.

”Jeg tænkte på, om de tør. Og så at opleve dem få følelsen af, at det kunne vi godt. De er så stolte af det, de har skabt sammen. Som lærer er mit håb at kunne præsentere dem for noget, de kan lykkes med. Og at se dem få gnisten i øjnene”.

At gøre sig umage

Dagens sidste punkt er kåringen af ”Dagens Maler”. Men modsat mange andre konkurrencer handler det ikke om at være den bedste.

”Det er ikke den, der er bedst, hurtigst eller har lavet det flotteste værk. Det er den, der har gjort sig mest umage”, forklarer Eske Touborg og understreger:

”Det handler om at rykke nogle grænser for individet – i fællesskab”. 

Vinderen får en t-shirt med logo fra firmaet med spraydåserne og trækker straks i t-shirten. Han fortæller stolt til lærerne, at han ikke vidste, ”at han kunne sådan noget”.