"Folkeskolereformen ender i noget værre roderi". Sådan lød overskriften på et debatindlæg i Politiken skrevet af Jan Andreasen den 3. marts i år. Her tegnede han et billede af, hvordan man blandt uddannelsespolitikerne på det tidspunkt så reformen som en mirakelkur, som skulle løse alle folkeskolens problemer. Og beskrev så, hvordan han mente, forløbet ville blive, inddelt i fire faser.

"Der er ikke noget hokus-pokus over min forudsigelser. Vi har set det ske før. Det udfolder sig på samme måde hver gang, når politikere i reformiver glemmer at bruge hovedet, men bærer det under armen", siger han til folkeskolen.dk. 

Frustrationerne er i gang

Ind til videre har Jan Andreasen haft ret i sine forudsigelser fra både fase 1 og 2. Politikere og forskere startede med at være meget optimistiske, men lærere og ledere var mere forbeholdne. Det holdt også stik i fase 2, at skolerne var i vildrede helt til sommerferien, fordi de ikke vidste præcis, hvad de skulle i gang med, når reformen trådte i kraft. Og lige nu er vi så i fase 3, hvor reformen er gået i gang. Der har været positive historier, men på det seneste i højere grad historier om frustrationer, sygemeldte lærere og forældre, der flytter deres børn til privatskolerne.

"Det, der undrer mig, er, at uddannelsespolitikerne med Antorini i spidsen bliver ved med at sige, at de har reformens indhold fra Ontario i Canada. Men i virkeligheden har de gjort det stik modsatte. I Ontario var lærerne for det første med i arbejdet - det har de mildest talt ikke været her. For det andet understreger man i Ontario, at man ikke må slå et for stort brød op - det har man jo i den grad gjort. Og endelig siger canadierne, at man skal indføre det langsomt, fordi skolen ikke kan tåle hurtige ændringer, når tryghed er så vigtig for børnene".

Jan Andreasen sidder, udover sit arbejde som HF-lærer, i Borgerrepræsentationen i København. Og her har han oplevet, hvor hurtigt alting skal gå.

"Politikere og embedsfolk bliver så berusede af reformen, at de vil gennemføre alting på en gang. Det bliver et overflødighedshorn af lektiecafeer, læringsmål osv. Men det drukner lærere, elever og forældre. Så derfor begynder vi nu at se sygemeldinger, lærere, der melder, at de ikke har tid til forberedelse og utilfredse forældre. I øjeblikket bliver det bortforklaret som begyndervanskeligheder, men det holder ikke i længden", siger Jan Andreasen.

Mangler en offentlig debat

Inden for de nærmeste år går vi derfor over i fase 4, hvor resultaterne af reformen viser sig.

"Den første kritik vil komme med resultaterne af afgangsprøverne til sommer, som sikkert ikke vil være imponerende. Dem vil man forsøge at negligere, fordi det er for tidligt. Men efterhånden som Pisa-resultater og senere test og prøver viser, at det ikke er gået, så kommer politikerne på glatis. Problemet er bare, at til den tid, er Antorini ikke længere minister, og Niels Egelund er gået på pension. Og så starter det hele forfra".

Som socialdemokrat har det været svært for Jan Andreasen at se på reformen.

"Jeg har været meget isoleret på rådhuset. Men det, der generer mig allermest som partisoldat er, at der ikke har været nogen offentlig debat. Jeg kan huske, da Ritt Bjerregaard gennemførte den store uddannelsesplan U90 i slutningen af 70'erne. Der var en kæmpe offentlig debat inden. Det har vi fuldstændig manglet denne gang. Og jeg kan ikke andet end tro, at det er bevidst".