»Mørkelygten« er et centralt begreb, hvis man vil forstå, hvordan viden bliver brugt som magt i videnssamfundet.

Journalist Jesper Tynell kanoniserede med bogen »Mørkelygten« begrebet. Udtrykket er hentet i embedsmandssproget - og når mørkelygten findes frem, er det for at belyse noget på en måde, så det reelt bliver dunkelt. Folketinget og offentligheden bliver forblændet med en version af virkeligheden, der postulerer at være hele billedet, men i virkeligheden mørklægges det, som man ikke vil have spot på.

Da elevernes oplevelse af skoledagens længde blev mørklagt

Den problematik har også Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, fokuseret på. Det gjorde han i januar 2014 i kronikken »Vidensamfundet skranter«, som blev trykt i Politiken. I kronikken skriver han blandt andet:

»Når vi forskere leverer rådgivning til ministeriet, kan responsen stort set forudsiges ud fra en enkelt parameter: Hvis rådgivningen legitimerer og styrker den politik, som allerede er vedtaget eller under gennemførelse, så vurderer ministeriet den som vellykket, men hvis rådgivningen anfægter grundlaget for den førte politik, så kommer der knas i maskineriet«.

De ubehagelige spørgsmål skal også stilles 

Rasmus Ejrnæs fortæller, at det er en vigtig del af forskningen at stille de rigtige spørgsmål.

»Man oplever et politisk pres for at give legitimitet til den førte politik. Det første sted, man oplever det i projektsammenhæng, er, når spørgsmålene formuleres. Her kan forskerne afgive definitionsmagt, hvis man undgår at stille spørgsmål, hvor man ikke vil høre svaret«, siger Rasmus Ejrnæs. Han kalder det en alvorlig censurering og forringelse af den producerede viden, hvis man undlader at give forskerne frihed til at stille de spørgsmål, som er vigtigst i forhold til at skabe oplysning.

Næste fase, som ifølge Rasmus Ejrnæs kan give et politiseret billede af forskningen, er redigeringsfasen, hvor embedsmændene i ministeriet eller den relevante styrelse under ministeriet kan påvirke udfaldet. Og her handler det for forskerne om at mestre spillet, så myndigheden er tilfreds, uden at man har givet køb på fagligheden.

»Når man så fremsender sit udkast til den myndighed, der skal udgive rapporten, så vil den gå igennem rapporten med en tættekam for at se, om der tegnes det billede, som myndigheden ønsker, der skal tegnes. Der vil være en dialog, der er kamufleret som en faglig dialog. Det vil sige, at hvis myndigheden har nogen politiske interesser, så vil den kamuflere det som faglige indvendinger«, siger Rasmus Ejrnæs. Og det er i det spil, det gælder om ikke at give sig for meget som forsker. Det handler om ikke at gøre det til en forhandling, hvor der bliver købslået om forskningens pointer. For selvom forskerne sikkert vil blive mødt med begejstring hos myndigheden, vil det ifølge Rasmus Ejrnæs være et udsalg af forskertroværdigheden. Men det er en uhensigtsmæssig struktur, hvis sandhedskriteriet bliver, at rekvirenten - kunden - er tilfreds.

»Så ender universiteterne som konsulentfirmaer, hvor resultatet af undersøgelserne i alt for høj grad kan bestilles og aftales på forhånd. Det sker på chefniveau uden for referat - og det kender jeg eksempler på sker inden for det ressortområde, hvor jeg arbejder«, siger Rasmus Ejrnæs.

Tre ud af fire elever synes skoledagen er for lang

Guleroden er flere opgaver

Hvis man bliver kendt for hos kunderne at levere varen - altså det, som ønskes - så giver det popularitet, flere opgaver - og bedre indtjening. Og det redskab bliver brugt af centraladministrationen.

»Man bruger udlicitering som værktøj til at straffe og belønne og flytte midlerne derhen, hvor der findes fagfolk, der kan gøre ministeriets arbejde lettere for dem. Det bliver lettere for dem, hvis de kan stille op med faglig legitimitet til de politiske beslutninger, som politikerne ønsker at træffe«, siger Rasmus Ejrnæs - derfor er det vigtigt at undgå en struktur, der belønner opportunisme - og det kræver en indsats over for både køber og udbyder af rådgivningen.

»På kort sigt har man sin faglige troværdighed at trække på som rådgiver. Man kan køre rimeligt længe på den kapital af faglig troværdighed, som man har i banken. Men hvis man leverer opportunistisk myndighedsbetjening, hvor man accepterer mørkelygten, altså at oplyse den del af resultaterne, som myndighederne er interesseret i, og undlade resten, så er det klart, at man på langt sigt mister sin faglige troværdighed, og så vil man forhåbentlig også miste opgaver«, siger Rasmus Ejrnæs. Han fortsætter:

»Problemet er dog i dag, at der er en ringe grad af kritisk stillingtagen til det faglige niveau hos den, som leverer rådgivningen, og det gælder hos både embedsværk, politikere og journalister. 'Ekspert' er blevet en billig titel i offentligheden, og det svækker den lødige rådgivning i forhold til den opportunistiske rådgivning og er et væsentligt demokratisk problem«.

De beskrevne tendenser gælder både inden for sektorforskningen og inden for grundforskningen:

»Det må være i samfundets interesse, at den viden, universiteterne leverer, bliver leveret til hele samfundet. Ikke bare til en myndighed, som kan sidde og hygge sig og opbygge en magtbase baseret på viden, andre ikke kender til. Derfor bør rådgivningen sættes langt mere fri fra myndighedskontrol, end den er i dag - samfundet har brug for en bred public service på vidensområdet. Myndighedsbetjening er giftigt for demokratiet«, siger Rasmus Ejrnæs.