Regeringen åbner for indførelse af den delte skole
Med sit nye udspil til en folkeskolereform giver regeringen skolerne mulighed for at dele eleverne efter fagligt niveau fra 0. til 10. klasse. Kommunerne kan simpelthen indføre den sorte skole, hvis de vil, bekræfter undervisningsministeriet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I regeringens skoleudspil står der, at "med de nye regler for holddannelse vil skolerne blandt andet få mulighed for at bruge holddannelse til at opdele eleverne efter fagligt niveau i et eller flere fag".
Det skal forstås sådan, at en elev kan komme til at gå på det dårlige hold i for eksempel dansk og matematik og naturfag gennem hele sin skoletid. Ja, faktisk i samtlige sine skolefag. Det bekræfter undervisningsministeriet i dag over for folkeskolen.dk.
"Holddannelsen kan dog ikke fastlægges for et helt skoleår ad gangen", står der ganske vist i udspillet.
Men det betyder blot, oplyser Undervisningsministeriet, at skolen skal evaluere eleven for eksempel til jul for at tjekke, om han nu er blevet dygtig nok til at komme op på det gode hold i for eksempel matematik, men stadig skal gå på det dårlige i dansk og naturfag. Eller om han skal fortsætte på det dårlige hold i alle tre fag.
På b-holdet i 10 skoleår
I praksis kan eleven altså komme til at gå på det dårlige hold i samtlige fag gennem hele sin skoletid, fastslår Undervisningsministeriet. Skolerne får jo 100 procent frihed til at holddele.
Tina Nedergaard forventer imidlertid ikke, at skolerne vil genindføre den sorte skole, fortæller en kilde tæt på undervisningsministeren.
"Så skal skolelederne jo tro på, at den delte skole er den bedste, ellers får de nogle dårlige nationale test", siger kilden.
Også formanden for skolelederne Anders Balle har svært ved at forestille sig, at skoler vil indføre niveaudelt skole, men risikoen er der, mener han.
Derfor anbefaler han, at det bliver skrevet ind i skoleloven, at "den ikke-niveaudelte skole er skolen i Danmark".
Skolelederne er positive over for regeringens forslag om at ophæve reglen om, at skolerne kun må dele eleverne i hold i 50 procent af tiden, men "vi er stærkt imod niveaudelt skole", siger skolelederformanden.