Hvad nu?

Det var det spørgsmål, der stod tilbage, da undervisningsminister Ulla Tørnæs på et hasteindkaldt pressemøde i sidste uge meddelte, at folkeskoleforliget er brudt.

Dermed svæver den danske folkeskole nu frit i luften. Ulla Tørnæs kan nemlig nu gennemføre de ændringer af skoleloven, som hun allerede var i gang med at drøfte med forligspartierne med skiftende flertal. Eller bruge det flertal, som regeringen har med Dansk Folkeparti.

Helst vil hun lave lovændringerne i samarbejde med de gamle forligspartier bag loven, nemlig Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Kristeligt Folkeparti.

Men harmen blandt uddannelsesordførerne er stor. De har mistet tilliden til ministeren.

'Der er tale om et tillidsforhold', siger Aage Frandsen (SF).

Frank Jensen (S): 'Det ulyksalige ved det her forligsbrud er, at tilliden er væk'.

Marianne Jelved (R) og Bodil Kornbek (KFP) beskriver den parlamentariske situation som 'absurd'. 'Partierne møder ikke samlet op til drøftelser mere', fastslår Aage Frand-

sen. 'Der er jo ikke længere en forligskreds. Regeringen må fremover henvende sig til det enkelte parti med sine lovforslag'.

Frank Jensen siger, at Socialdemokratiet altid møder op til en politisk forhandling, når en minister inviterer, 'og det gør vi også, hvis Ulla Tørnæs inviterer'.

'Men vores tillid til hendes vilje til at indgå brede politiske aftaler omkring folkeskolen kan ligge på et meget lille sted', tilføjer den socialdemokratiske uddannelsesordfører.

Det er regeringens lovforslag om, at kommunerne skal fritages fra deres forpligtelse til at give modersmålsundervisning, der har sprængt skoleforliget.

Lovforslaget skulle til andenbehandling sidste fredag. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti et flertal bag forslaget.

20 minutter og en kop kaffe

På et møde onsdag med forligspartierne sagde Ulla Tørnæs, at der ikke var noget at diskutere - lovforslaget ville blive fremlagt med samme ordlyd som ved førstebehandlingen. Mødet tog 20 minutter, et rundstykke og en kop kaffe.

Uddannelsesordførerne måtte forlade lokalet, og de brede politiske forlig, som den danske folkeskole har bygget på siden 1903, var borte.

Garvede politikere som Marianne Jelved, Frank Jensen og Aage Frandsen havde ellers prøvet at strikke lovforslag

om modersmålsundervisningen sammen, som alle i forligskredsen kunne være 'glade for', men ministeren 'ville ikke rykke sig en millimeter'.

'Vi har siddet nu i flere måneder og forhandlet med ministeren og sagt til hende: Vi ved jo, at regeringen vil have nogle forandringer her, lad os nu forhandle modersmålsundervisningen', siger Frank Jensen. 'Men hun har ikke villet forhandle. Hun har haft en bunden opgave, nemlig at gennemføre det lovforslag'.

Iagttagere på Christiansborg siger, at Ulla Tørnæs i denne sag er 'så spundet ind i Dansk Folkeparti, at hun ikke kan røre sig'.

Undervisningsministeren har gjort 'det meget svært for sig selv', siger Bodil Kornbek.

Aage Frandsen: 'Jeg tror sådan set ikke, det er undervisningsministeren, der har ønsket dette. Det er toppen af regeringen, der vil køre forslagene igennem uanset hvad. Det er den måde, denne regering arbejder på'.

På pressemødet begrundede Ulla Tørnæs sin manglende forhandlingsvilje med, at det fremlagte lovforslag var V's og K's politik allerede før valget. Men den argumentation køber forligspartierne ikke.

'I en forligskreds bøjer man sig jo netop mod hinanden', siger Bodil Kornbek.

Brede forlig eller blokpolitik

Regeringen må finde ud af, om den vil føre blokpolitik på folkeskoleområdet eller lave politik på brede forlig, mener Frank Jensen. Den nuværende taktik med at holde Dansk Folkeparti som trumfkort i baghånden er i hvert fald ikke holdbar.

'Det kan ikke nytte noget, at det er sådan, at hvis vi ikke lige kan blive enige med Venstre, så kommer vi til at sidde og forhandle med en blind makker, nemlig Dansk Folkeparti, som blot sidder og venter på at komme til', siger han.

Marianne Jelved: 'Lige nu flyder alt. Regeringen prøver at gøre det her til en lille sag, men det er det ikke. Det er en nyskabelse efter en hundredårig tradition for brede folkeskoleforlig, så vi har ingen model for, hvad vi nu kan gøre'.

Marianne Jelved fastslår, at partierne normalt møder op, når en minister inviterer, men i den her situation er det umuligt at forudse, hvad der kommer ud af et eventuelt møde.

'Hvordan kan vi fremover sikre, at et kompromis holder? Det forventer jeg at få et svar på fra regeringen', siger hun.

Frank Jensen minder om, at den forrige regering ved flere lejligheder havde et flertal med Enhedslisten, som regeringen ikke brugte, fordi et eller flere af forligspartierne var imod.

'For eksempel havde vi et flertal med Enhedslisten om friplads til skole/fritidsordningen, men vi brugte det ikke, fordi Venstre og Kristeligt Folkeparti var imod', siger Frank Jensen.

Det er dette princip om, at hvis forligspartierne ikke kan blive enige om et forslag, så bliver det ikke fremsat, der nu er blevet brudt.