Danmark bliver i disse år - som alle andre gamle markedsøkonomier - presset af nye økonomier i Kina, Østeuropa og Asien.

Anders Fogh-regeringens svar på udfordringen er nytænkning, iværksætteri og mere og bedre uddannelse og forskning, og det nyligt vedtagne forlig om folkeskolen er et led i denne strategi, der skal sikre Danmark en plads blandt verdens rigeste lande også i fremtiden.

Men er skoleforliget så et skridt i den rigtige retning? Mikael R. Lindholm, redaktør og udviklingsdirektør i Huset Mandag Morgen og forfatter til flere bøger om konkurrencevilkårene på det globale marked, tvivler.

Perspektivet i reformen er nemlig ikke de innovationskompetencer og globaliseringskompetencer, der er brug for. Der er snarere tale om en back to basics-plan, der har som mål at udstyre eleverne med bedre færdigheder i læsning, regning og skrivning.

»Jeg frygter for, hvor vi ender henne med den reform. Vi har nu - og fremover - mere end nogen sinde brug for de danske værdier og særegenskaber«, siger Mikael Lindholm.

»På den globale markedsplads skal vi være meget skarpe på, hvad det er, vi konkurrerer på - hvad det er, vi kan, som andre ikke kan. Og der kan vi se på alle målinger, at danskerne er gode til at tænke selvstændigt, gode til at få ideer og til at handle på dem kreativt og gode til at samarbejde med andre, lige nøjagtig de styrker, man vinder på nu«.

Reformarbejde med hovedet under armen

Ingen ved, præcis hvor disse styrker kommer fra. Det er aldrig blevet udforsket og kortlagt systematisk, men de fleste er enige om, at den særlige pædagogiske tradition i Danmark fra Grundtvig og frem spiller en afgørende rolle.

»Så sker der så det, at uden at vide noget om det går man i gang med en reform af folkeskolen, der trækker nogle nye styrende principper ned over hele systemet. Det er meget bekymrende, for man kunne godt forestille sig, at noget af det, man smider ud af folkeskolen - og hele uddannelsessystemet med færre fjumreår og ingen gruppeeksamen - jamen, det er lige præcis nogle af de ting, der er med til at opbygge de menneskelige og kreative kompetencer, som danskerne har«.

Der burde simpelthen have været foretaget en grundlæggende analyse af, hvad det er, skolen leverer, inden man gik i gang med at ændre på den.

»Beslutningsgrundlaget, man agerer ud fra, er for tyndt. Det er ikke god ledelse«.

Alligevel forstår han godt, at regeringen må handle. Folkeskolen har nemlig fået et kedeligt image, især på grund af de internationale færdighedsundersøgelser, der peger på, at for mange går ud af skolen med for ringe faglige færdigheder.

»Det er jo nærmest blevet et folkeligt krav, at man må gøre et eller andet ved folkeskolen. Jeg ser regeringens tiltag som en slags kriseindgreb. Når noget ikke virker, som det skal, er det en typisk ledelseshandling, at man strammer til, og det er, hvad der sker her. Der bliver indført metoder, instrumenter og systemer, som sørger for, at man fra topledelsen i uddannelsessystemet har meget mere direkte kontrol med, hvad det er, der foregår. Der bliver suget decentral kraft ud af skolerne«.

Skoleledelsen har svigtet

Men det skyldes blandt andet, at skoleledelserne har svigtet ikke mindst ved at lade det passere, at så mange elever går ud af skolen med for dårlige faglige færdigheder, mener han.

Og det skyldes, at uddannelsesforskningen har forsømt at kortlægge og godtgøre, hvad det egentlig er, skolesystemet leverer i form af det helstøbte moderne individ. Det er ikke blevet målt og præsenteret på en facon, som har vægt i beslutningskredse, og det har givet problemer i en tid, hvor alt skal kunne dokumenteres.

Desuden har lærerstanden været for dårlig til at forklare sig, siger Mikael Lindholm.

»Jeg har stor sympati for skolen og synes, det er utrolig ærgerligt, at det nu efter alt at dømme går den forkerte vej, men må også sige: Hvor er så de 'rigtige' måletal henne? Det kan godt være, at Danmarks Lærerforening har inviteret kommunerne og regeringen til at udarbejde en målestok, som viser noget andet end Pisa-undersøgelserne. Men hvor er den henne? Man skal da ikke sidde og vente på, om regeringen går med til at gøre det. Man må da selv tage initiativet og får det gjort«.

»Jeg sidder i et hus her, hvor vi ikke holder os tilbage med at sætte en konkurrence i gang om, hvem der er Danmarks mest innovative virksomhed målt med en målestok, som vi selv har udviklet, fordi vi synes, det bliver belyst for lidt i den offentlige agenda. Og vi er altså et lillebitte mediehus. Det er jo bare om at gøre det og så komme på gaden med det og rejse en debat«.

»Lærerne må blive bedre til at argumentere for sig og skaffe nogle måleredskaber, der viser, hvad det egentlig er, de producerer. Nu er det på vej over i en kriseløsning, som risikerer at være den forkerte. Som risikerer at flå blomsterne op sammen med ukrudtet. Det er et meget trist forløb«.

»Hvorfor ikke gå raskt til værks - lav en konkurrence om Danmarks bedste folkeskole og så rul den ud som en sjov ting, man kan deltage i, hvis man vil. På den måde kan man få meget på dagsordenen. Hvilken skole har de mest tilfredse lærere? Hvilken skole har de mest tilfredse elever?«

Muhammed-sagen viser, hvor galt det kan gå

Sådanne initiativer kan skabe fokus og debat og måske lægge op til en pædagogisk forskning, som kan videreudvikle de styrker, der allerede er i skolen, i retning af de innovationskompetencer og globaliseringskompetencer, som er uomgængelige nu og i årene fremover.

»Globaliseringskompetencer - det er kulturforståelse. Muhammed-sagen viser, hvor galt det kan gå, når voksne mennesker ikke har den globale kulturforståelse, der skal til. Det er også sprogforståelse, it-færdigheder og evnen til at indgå i samarbejde med ikke bare ligesindede i det nære område, men også med meget fremmede mennesker fra Kina eller Mellemøsten. Det er et krav i dag. Hele erhvervslivet er lige nu ved at blive møbleret om. De, der ikke har globaliseringskompetencer, er ved at blive presset ud, så det er livsvigtigt, at disse færdigheder og kundskaber bliver tænkt ind i folkeskolen. Det bliver også sjovere for børnene«.

»Og innovationskompetencer - danskerne er heldigvis meget kreative. De får mange ideer. De får lov til på arbejdspladserne at arbejde med mange ideer, og sådan er det også i skolen. Men det er ikke nok at være kreativ. Man skal også vide, hvordan man udvikler en idé, vurderer, tester og realiserer den. Innovation er en proces, som skal læres. Det er vigtigt for skolens skyld, at skolelederne ved, hvad innovationsledelse er, og at lærerne ved, hvad det vil sige at være en del af en innovationsproces, og det er vigtigt for elevernes skyld, at de får tilført innovationskompetencer som en naturlig del af skoleforløbet«.

Disse færdigheder skal allerede læres fra barnsben, mener Mikael Lindholm, »for evnen til at mestre innovationsprocessen og evnen til at begå sig i en global kontekst er de to ting, der afgør, om man har en fremtid på arbejdsmarkedet. Det skal alle elever kunne, når de går ud af skolen, ud over alle de andre ting som at regne, læse og skrive«.

Mikael Rauno Lindholm, født 1961, har skrevet et hav af rapporter, oplæg, artikler, klummer og bøger om de erhvervsmæssige udfordringer på det globale marked, blandt andet »Slip innovationen løs - Danmark som kreativ stormagt«, som udkom på Børsens Forlag sidste år. Efter at have arbejdet seks år i rederiet A.P. Møller uddannede han sig til journalist. Han er nu redaktør og udviklingsdirektør i Huset Mandag Morgen. Før var han journalist på Information, redaktionschef på Børsen og chefredaktør på Børsens Nyhedsmagasin.