Systemet sættes over mennesket
Folkeskoleforliget er udtryk for et pædagogisk værdiskred, mener kredsformand, der også er viceborgmester for Socialdemokraterne
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Torben Møller Pedersen er viceborgmester i Svendborg Kommune for Socialdemokraterne og samtidig formand for Sydfyns Lærerkreds, men sit partitilhørsforhold er han ikke glad for i denne tid. Partiets opbakning til det nye folkeskoleforlig rider ham som en mare.
»Forliget er udtryk for et pædagogisk værdiskred, som ikke har noget at gøre med den politik, som Socialdemokraterne står for. Jeg har ikke noget imod, at eleverne skal lære noget, eller at undervisningen skal evalueres, men resultatet af forliget bliver, at vi kommer til at undervise i det, som der bliver testet i. Ingen kan være tjent med et forlig, der sætter systemet over mennesket«, siger han.
Torben Møller Pedersen har sendt et brev til sit partis folketingsgruppe med en opfordring til at hoppe fra forliget. Hvis ikke, bør så mange som muligt stemme imod i folketingssalen.
»Jeg ved, at mange lærere med tilknytning til Socialdemokraterne deler min holdning, og at de overvejer deres medlemskab. Når folketingsgruppen er gået med i forliget, må det udelukkende skyldes et ønske om at få indflydelse, men hvorfor lægge sig fladt ned for regeringen, når indholdet blandt andet støtter sig på ekstreme højrekræfter i Dansk Folkeparti«, spørger viceborgmesteren.
Forliget peger bagud
I fodfolkenes rækker i De Konservative er der også utilfredshed at spore. Skoleleder Lars Hanghøj, Verninge Skole, er medlem af bestyrelsen for Søndersø Konservative Vælgerforening og temmelig utilfreds.
»Jeg har studeret forliget nøje og er ikke i tvivl om, at indholdet er ringere end den nuværende folkeskolelov. De erhvervsfolk, der har sagt, at det peger i retning af det gamle industrisamfund, har fuldkommen ret«, siger han.
I november 2005 havde skolen inviteret formanden for Folketingets uddannelsesudvalg Carina Christensen, De Konservative, på besøg, for at hun kunne få et klart billede af, hvad en moderne folkeskole er for noget.
»Det kan ikke ses på forliget, der mest af alt er præget af Dansk Folkepartis fodaftryk. Nu tvivler jeg på, at vi kan gøre noget«, siger skolelederen.