Ulla Tørnæs sagde det straks, da hun blev undervisningsminister i november 2001: Folkeskolen skal strammes op. Det skete med et forlig i september 2002, hvor de obligatoriske Fælles Mål blev indført. Men formålsparagraffen blev ikke ændret. Den udtrykte »fortsat på meget fin vis skolens værdigrundlag«, mente Ulla Tørnæs.

Men det var ikke nok for Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen, så i sidste uge indgik regeringen et forlig med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, som vil medføre en central detailstyring, test, sammenligninger og statslig kontrol af folkeskolen, som aldrig er set før.

»Forligspartierne sender nogle helt andre signaler om test, end de tidligere har gjort«, siger DLF-formand Anders Bondo Christensen.

»Ved septemberforliget sagde de, at test kun var et redskab for den enkelte lærer. Bertel Haarder sagde på DLF's kongres, at vi så spøgelser, og Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Cristine Antorini, understregede, at test kun skulle være et redskab for lærerne. Men nu får vi et nyt forlig, hvor testene skal indgå i en kvalitetsrapport, og hvor den rapport skal udformes, så man kan sammenligne på tværs af kommunerne. Det er en markant drejning. Det er vanskeligt at se det som andet end mulighed for at sammenligne og rangordne«.

For regeringen og forligspartierne handler det om »en styrkelse af folkeskolen«. Målet er, at 95 procent af en årgang skal kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Midlet er så de pinde, som forliget består af: Ny formålsparagraf, elevplaner, standardiserede test og en national præstationsprofil, øget kommunalt tilsyn, oprettelse af et evalueringsråd og flere timer i historie og dansk.

Sagt kort: Forligspartierne ser mere central styring og en drejning af skolen i mere boglig retning som vejen frem. Folkeskolen skal nu opfattes som første trin i uddannelsessystemet.

National præstationsprofil

Forligspartierne har således »præciseret« folkeskolelovens formålsparagraf. Det sker for at »tydeliggøre, at formålet er at give eleverne kundskaber og færdigheder«, skriver de i bemærkningerne til lovforslaget. Og for at myndighederne kan følge med i, om eleverne nu også får de færdigheder og kundskaber, som de skal have, skal eleverne testes gennem hele skoleforløbet.

Testene er obligatoriske og nationale, og Undervisningsministeriet vil »offentliggøre de samlede landsresultater i form af en såkaldt national præstationsprofil«, som skal vise, hvordan eleverne på landsplan - i de forskellige fag og på de forskellige klassetrin - klarer sig. Den enkelte elev, skole og kommune kan så spejle sig i den nationale præstationsprofil.

Læreren skal i den forbindelse udstyre hver enkelt elev med en såkaldt elevplan, en slags karakterbog, som viser forældrene, hvordan barnet klarer sig i testene, og som skal danne grundlag for en dialog mellem skole og hjem om, hvordan barnet kan forbedre sine præstationer.

Ikke kun elevernes præstationsniveau skal løbende testes, skolernes skal også. Kommunerne bliver pålagt hvert år at udfærdige en såkaldt kvalitetsrapport, der tager »stilling til status for kommunens skolevæsen«, som der står i bemærkningerne. Og videre: »Rapporten skal blandt andet vurdere skolernes faglige niveau i forhold til resultaterne fra de obligatoriske nationale test«.

Konstaterer kommunen såkaldt »dårlig kvalitet« på en skole, skal der gribes ind. Kommunen skal udarbejde en handlingsplan for skolen, der kan få den op i niveau.

Det Konservative Folkeparti ville gerne have haft mere statslig styring, »men nu har vi fået placeret et ansvar hos kommunerne, og det er fint nok«, siger uddannelsesordfører Carina Christensen.

»Før har det været sådan, at når der har været dårlige resultater, så har lærerne sagt, at det er ledelsens skyld, og ledelsen har sagt, at det er kommunens skyld. Nu er aben placeret et sted, nemlig hos kommunerne, der så skal gøre noget ved det«, tilføjer hun.

Lever en kommune ikke op til ansvaret, kan undervisningsministeren gribe ind.

»Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt at gribe ind. Det bedste værn mod øget central styring er en stærk lokal ledelse«, siger Bertel Haarder.

Når en skole er dårlig

Forligspartierne er meget præcise i deres definition af, hvad dårlig kvalitet er: Hvis en skole ikke præsterer en passende score i testene, er der tale om dårlig kvalitet. Formuleringen i bemærkningerne lyder:

»I vurderingen af, om en skole udviser dårlig kvalitet, vil indgå flere forhold. Centralt vil være, om elevernes præstationer lever op til de faglige mål, som er opstillet for undervisningen på de forskellige klassetrin. Hvis skolen afviger fra de centrale indikatorer i kvalitetsrapporten, i forhold til hvad der burde forventes ud fra landsgennemsnit og elevsammensætning, vil det også kunne være tegn på dårlig kvalitet«.

For at få endnu mere styr på skolen bliver undervisningsministeren udstyret med et råd af pædagogiske vismænd, som De Konservative har foreslået kaldet »Råd for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen«.

»Rådets opgave bliver at følge og vurdere folkeskolen og ungdomsskolen for så vidt angår det faglige niveau og den pædagogiske udvikling, elevernes udbytte af undervisningen, skolens evne til at nedbryde elevernes negative sociale arv samt skolens evne til øget integration af elever med anden etnisk baggrund end dansk«, står der i bemærkninger til lovforslaget.

Undervisningsminister Bertel Haarder sammenfatter forliget således:

»Vi fortsætter kursen mod en stærkere evalueringskultur i skolen, og jeg er glad for, at der er bred politisk opbakning bag. Det bliver tydeligt, hvem der har ansvaret for skolens udvikling, og de enkelte kommuner får en række redskaber til at sikre en forbedring af det faglige niveau«.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er enige om en »styrkelse af folkeskolen«, som indebærer:

- ny målsætning,

- flere timer i dansk og historie,

- hver skoleelev får en elevplan,

- offentliggørelse af de samlede landsresultater af test i form af en national præstationsprofil,

- præcisering af det kommunale ansvar,

- oprettelse af et uafhængigt råd for evaluering og kvalitetsudvikling af skolen.

I 1993 vedtog alle Folketingets partier, på nær Det Konservative Folkeparti, følgende formålsparagraf for folkeskolen:

»Paragraf 1. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling.

Stykke 2. Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stykke 3. Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati«.

Venstre, Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti (der blev stiftet i 1995 og derfor ikke var med i 1993) er blevet enige om følgende formålsparagraf for folkeskolen:

»Paragraf 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der

1) forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere,

2) gør dem fortrolige med dansk kultur og historie,

3) giver dem forståelse for andre lande og kulturer,

4) bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og

5) fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stykke 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stykke 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati«.