Hvordan kan man være sikker på, at man kan nå at opfinde og implementere et nyt testsystem inden næste skoleår, undrer Mai Mercado sig.

Mercado: Ministeren gambler med skolen ved at satse på nyt testsystem næste år

Man gambler med folkeskolen ved at love, at man kan opfinde og implementere et helt nyt testsystem allerede fra næste år, mener De Konservatives Mai Mercado. Pernille Rosenkrantz-Theil svarer, at det vigtigste er, at en ny model bliver langtidsholdbar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Er ministeren enig i at man gambler med folkeskolen ved at love, at man kan opfinde og implementere et helt nyt testsystem allerede fra næste år, og hvordan kan ministeren vide, at det kan lade sig gøre?", lyder spørgsmålet fra den konservative ordfører på baggrund af, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en artikel i Politiken har givet udtryk for, at et nyt system til afløsning for de nationale test gerne skulle være klar til skoleåret 20/21.

"En nytænkning af test i folkeskolen kan ske på mange måder. Og hvornår et nyt testsystem vil være klar til brug, afhænger naturligvis af, hvilken løsning folkeskoleforligskredsen bliver enige om. Regeringens ønske er, at en ny løsning kan træde i kraft hurtigst muligt, men ønsker samtidig en løsning, hvor vi får tænkt os godt om, så der findes en ny langtidsholdbar løsning", svarer ministeren blandt andet og satser på at kunne bygge arbejdet på viden bl.a. fra den evaluering af de nationale test, som forventes afsluttet i begyndelsen af det nye år.

Læs mere

Spørgsmål og svar på folketinget.dk