Henrik Pontoppidans novelle »Idyl« er delvist skrevet på jysk.

»Den var meget svær at forstå«, siger Natasja, da 8.-9.d diskuterer novellen. Så inden eleverne går ud på gange og fællesarealer for at skrive dialog til et lille skuespil med udgangspunkt i novellen, spørger lærer Jonna Balslev Jensen, om Natasja har brug for hjælp med at forstå teksten.

»Nej, nej - jeg kunne jo godt forstå det, jeg var bare nødt til at læse det fire-fem gange«, svarer Natasja.

Eleverne i Blåbjerggårdskolens d-klasser i Esbjerg og Da Vinci Linjen har ikke noget imod at få udfordringer, som kræver, at de er nødt til at læse en tekst nogle flere gange og tænke sig lidt ekstra om.

Det er det, de har til fælles. De har alle et ønske om at blive udfordret og er motiverede for at yde en indsats for at lære noget i skolen og blive klar til gymnasiet.

»Vi sagde på informationsmøderne fra starten, at hvis man er glad for at være der, hvor man er, så skal man ikke skifte - det er ikke de elever, vi er ude efter! Men der er nogle, der har brug for nogle flere udfordringer. Det er dem, der hidtil har underpræsteret«, forklarer Lissie Munk-Jensen , som er koordinator for Da Vinci Linjen.

Der er 70 ansatte på skolen, og de stod alle sammen bag, da man i foråret præsenterede Esbjergs kommunalpolitikere for ideen om en særlig linje for de elever, der både har evner og vilje til at lære noget og gå videre i gymnasiet.

Ørerne i maskinen

»Vi vidste godt, vi ville få ørerne i maskinen, og derfor duede det ikke, hvis vi ikke stod sammen. Og det gør vi!« siger Peter Gyldholm Jensen, der underviser i 7. klasse på linjen.

For Peter Gyldholm, Lissie Munk-Jensen og Jonna Balslev er det et udviklingsprojekt, hvorfra erfaringerne meget gerne skulle brede sig til resten af skolen, til hele skolevæsenet og - på sigt - måske til hele folkeskolen:

»Vi fornemmer allerede nu, at der er blevet anderledes ro på, når overbygningsklasserne arbejder ude på gangarealerne - det er helt sikkert en afsmitning fra den måde, Da Vinci-eleverne arbejder på«, siger Lissie Munk-Jensen .

I august slog Blåbjerggårdskolen med politikernes velsignelse dørene op for overbygningselever fra hele kommunen og sågar fra nabokommunerne. Målet var at danne tre klasser, en 7., en 8. og en 9. klasse. Søgningen blev dog ikke så stor, så i år undervises 8. og 9.d med i alt 22 elever sammen. Der er to klasselærere i 7. og to i 8.-9. Hver elev har en af klasselærerne som sin personlige coach, og de ekstra lærertimer til coach-samtaler er finansieret af skolens midler til udviklingsprojekter.

»Coachingen er ekstremt vigtig«, siger Jonna Balslev, som er klasselærer og coach i den ældste klasse. »Vi tager den enkelte elev ud til en samtale for sig selv efter behov - enten på vores initiativ eller på elevens. Og ellers aftaler vi bare ved den ene coach-samtale, at vi tager én til tre-fire uger senere. Vi får vendt alt muligt og sætter nogle mål - eller rettere, det er gerne eleverne, der selv sætter målene«.

I coach-samtalerne fortæller flere af eleverne, at de blev drillet, fordi de gerne ville lære noget og bestille noget i timerne i deres gamle klasse:

»Hvis man er rigtig god til eller interesseret i sport, så er det fint, men hvis det er til sprog, musik eller naturfag, så er man en nørd«, siger Jonna Balslev.

Elever har det svært

Lærerne oplever, at kolleger fra andre skoler synes, de har fået en nem tjans, fordi de kun har de motiverede elever:

»Men mange af eleverne har eller har haft det svært - de har haft en masse nederlag, og mange af dem har nogle svære tanker «, siger Peter Gyldholm. Fagligt ligger Da Vinci-eleverne på mange forskellige niveauer, og derfor er Peter Gyldholm også helt uenig med dem, som mener, at Da Vinci ikke er undervisningsdifferentiering, men elevdifferentiering.

Overgangen til linjen har været en lettelse for mange elever, men ikke for alle:

»Nogle har haft det for nemt, der hvor de var før, og har så måske taget rollen som klassens klovn. Det skal de lige aflære igen - de har været vant til at være centrum og kunne styre det hele - nu skal de lære at være en del af fællesskabet«, fortæller Jonna Balslev.

Der er ingen optagelsesprøve og heller ikke - som på en privatskole - mulighed for at smide elever ud, hvis motivationen alligevel svigter. Men alle elever har skrevet et brev om, hvad de gerne vil opnå ved at gå på linjen. I mange af brevene står, at de gerne vil have arbejdsro, så hvis en elev ikke selv lever op til kravet om at holde ro, kan coach-læreren finde brevet frem igen og tage en snak med eleven.

Smeltedigel

Oprettelsen af linjen er et forsøg på at gøre Blåbjerggårdskolen endnu mere rummelig, siger skoleleder Laust Poulsen.

»Vores inspiration kom fra, at vi for syv år siden skulle oprette en afdeling for ADHD-elever. Vi indså efterhånden, at der også er en anden type elever, der har brug for støtte, nemlig godt begavede eller almindeligt begavede elever, der underpræsterer«, tilføjer han.

»Folkeskolen har vist sin værdi i 100 år, men den skal udvikles. Hvis folkeskolen stadig skal være samfundets smeltedigel, hvor vi alle sammen mødes, så skal vi også have tilbud til alle. Vi kan ikke være bekendt - som i København - at sende de 30 procent i privatskole«, mener han.

Der er ingen optagelsesprøve og ingen sortering af de unge, der søger ind på Da Vinci.

Hvad er så egentlig formålet med en særlig linje?

Skoleleder Laust Poulsen er tavs i et stykke tid. Så svarer han:

»Dit spørgsmål viser, hvilke kolossale vanskeligheder vi har med at forklare os. Utroligt. Det er, som om vi ikke kan få folk til at høre og anerkende det problem, vi har i folkeskolen. Formålet er at give almindelige og godt begavede elever, som underpræsterer, muligheder for at komme op i omdrejninger. I stedet for at sende dem på efterskoler og privatskoler eller lade dem hensygne i folkeskolens klasser. Når folk ringer til mig fra den anden side af Odense og endda er parate til at flytte til Esbjerg, fordi der er sådan et tilbud, og når folk er parate til at sende deres børn hver eneste dag med toget fra Gørding hertil - så har vi et problem i folkeskolen«.

Da Vinci

Blåbjerggårdskolen har valgt at opkalde den nye linje efter Leonardo Da Vinci på grund af renæssancegeniets alsidighed. Han var maler, billedhugger, arkitekt, ingeniør, opfinder, botaniker, anatom, musiker og sanger, og han både svømmede og dykkede.

Om Da Vinci Linjen

»Da Vinci Linjen er et tilbudtil de elever, som ønsker faglige og sociale udfordringer, og som typisk har underpræsteret«, hedder det på Blåbjerggårdskolens hjemmeside.

Man udfylder et tilmeldingsskema, hvor både elev og forældre begrunder interessen, og dernæst er der en afklarende samtale med skolen. Der går 13 elever i 7.d, 15 i 8.d og syv i 9.d. Linjen samarbejder med de gymnasiale uddannelser i Esbjerg. Målet er, at eleverne skal fortsætte i gymnasiet.

Forskerne Poul Nissen og Kirsten Baltzer, Danamrks Pædagogiske Universitetskole, følger udviklingsprojektet.

Læs mere om linjen på www.blaabjerggaardskolen.skoleintra.dk

Lotte Malzard (til venstre), mor til Emma, 8.d., der før gik på en anden skole i Esbjerg Kommune: »Emma har altid været den ældste i klassen og altid fagligt dygtig. Hun har elsket at gå i skole og suge viden til sig og være sammen med klassekammeraterne. Men i 7. klasse blev hun doven, sagde lærerne. Så det var klart, at der skulle ske et skoleskifte, men hun ville ikke hen til de nørder på Da Vinci Linjen, sagde hun. Men så talte vi med Laust (skolelederen på Blåbjerggårdskolen, redaktionen). Han sagde, at linjen ikke var for nørder, men for dem, der bare ville lære noget, og så kom hun derover. Hun stråler hver dag på vej til skole. Hun var også glad for sine gamle lærere, men de kunne ikke forholde sig til alle de forskellige elever. Hun er meget, meget glad og fortæller pingpong om skolen derhjemme«. Mette Orloff (i midten), mor til Andreas, 9.d, der før gik i skole i Gørding og tidligere har gået i skole i udlandet: »Andreas har været en ug-dreng hele vejen op gennem klasserne. Han er måske lidt nørdet, men han har altid haft venner. Men i Gørding begyndte han at kede sig i timerne. Han blev doven og læste ikke lektier. Hvis han fortsatte i Gørding, ville han måske ikke fortsætte i gymnasiet, fordi han var skoletræt, frygtede hans far og jeg. Nu sidder han med matematikopgaver fra gymnasiebøger«. Karen Marie Petersen, mor til Frej, 7.d, der før gik i skole på Fanø: »Frej blev doven og irritabel og smækkede med døren. Han blev ikke udfordret nok fagligt og havde det svært med venner. Han er dygtig til matematik og blev sat til at hjælpe de andre elever. Men matematik blev hans hadefag, og det syntes vi var synd. Nu er han blomstret op«.Anne Sofie (til højre), 8.d, kommer fra en anden skole i Esbjerg Kommune: »Der var meget larm i den klasse, jeg gik i, og næsten ingen undervisning. Jeg kunne det meste, men jeg fik dumme kommentarer fra nogle af mine klassekammerater, fordi jeg læste lektier. Jeg var begyndt at blive skoletræt og blev bange for, at jeg ikke kom i gymnasiet. Her er der meget mere ro i klassen, og der er mange, der læser lektier«. Morten, 8.b, har altid gået på Blåbjerggårdskolen: »Jeg ville prøve noget nyt. Det var ikke svært nok for mig i min gamle klasse«. Anne (til venstre), 7.d, kommer fra Fanø: »Jeg fik ikke nok ud af undervisningen i min gamle klasse på Fanø. Der var meget larm, og ikke ret mange læste deres lektier. Det meste af tiden gik med at sidde og tie stille. Jeg ville gerne højne niveauet i de fag, jeg var god til, og have hjælp i de fag, jeg ikke var så god til. Jeg havde forventet, at der var mere disciplin og hårdere regler her, men det er mere normalt. Der er også larm her, men ikke så meget. Det er perfekt. Jeg kan mærke, at jeg bliver bedre til de fag, jeg ikke var så god til på Fanø«.»Vi sagde på informationsmøderne fra starten, at hvis man er glad for at være der, hvor man er, så skal man ikke skifte - det er ikke de elever, vi er ude efter«. Koordinator Lissie Munk-Jensen»Når folk ringer til mig fra den anden side af Odense og endda er parate til at flytte til Esbjerg, fordi der er sådan et tilbud, og når folk er parate til at sende deres børn hver eneste dag med toget fra Gørding hertil - så har vi et problem i folkeskolen«. Skoleleder Laust Poulsen