Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Bussen forlader skolen i morgenens tusmørke, og jeg når lige at vinke til den lille gruppe elever på min vej ind i skolegården. Børnenes ansigter lyser op, da de ser mig gennem glasset, og de begynder at tegne cirkler i kondensen på indersiden af bussens ruder. Jeg når lige at tænke, at det her øjeblik bliver det bedste i løbet af min arbejdsdag.

For hver uge sender vi en mindre gruppe børn i skoven sammen med to pædagoger. Her er der ingen elevplan, ingen delmål og ingen dokumentation for virkning – andet end personalets fornemmelse for ungerne, og de fortællinger som børnene deler bagefter. De laver bål som det eneste anker, og så skaber voksne og børn dagen sammen, afhængig af dagens ideer og årstidens muligheder.

Når det er udeskoledag, bliver skolens mure opløst. Og i skoven, hvor de skal være hele dagen, kan man slet ikke høre klokken, der ringer ind til time. I stedet er det vores beskedne skovstykke, et halvgammelt shelter og en bålplads, som udgør dagens klasseværelse. De voksne følger i børnenes fodspor, og i fraværet af fastlåste krav kan dagen folde sig ud.

Sådan har vi gjort i snart tre år på Ørkildskolen. Det er en almindelig skole, som rummer alt, hvad folkeskolen anno 2024 kan byde på. Så det vil jeg ikke bruge flere ord på her, for de ord er allerede derude i debatten, i opråbene, på konferencerne, i ekspertpaneler, i podcast og i personlige fortællinger fra lærere og ansatte, som har måttet vende folkeskolen ryggen.

Savner simple fortællinger

 Fordi vi er en almindelig folkeskole, betyder det også, at vi kan være udfordret på at skabe de rette rammer for børn med mangefacetterede udfordringer. I hverdagen kan udfordringerne fremstå som et mangehovedet uhyre, vi forsøger at tæmme, imens vi smiler beroligende til forældre, børn og hinanden.

Vi kan også falde i gryden med forfaldsfortællingerne om folkeskolen, hvor ord som mellemform, FNOT (folkeskolens nationale overgangstest), low arousal, sygefravær og segregering kan slukke selv den største optimist.

Men jeg savner ærligt talt nogle simple, almindelige fortællinger om, hvornår noget bare opleves rart og stilfærdigt godt i skolens hverdag. Det skal ikke nødvendigvis være en højtravende must win battle, hvor jeg som leder kan garantere 0 procent segregerede børn – hvis det da overhovedet er et ideal.

Udeskolen, de røde kinder og håndfoldede barkbåde er ikke en formel, som kan præsenteres i overskrifter og trække håbefulde politikere til. For harpiks på fingrene kan ikke kvalitetssikres.

Jeg har næsten allerede kvalt det levende initiativ ved at prøve at indfange det på skrift her. Men jeg synes også, det er min opgave at værne om og dele fortællingen om den helt fingerspidsfornemmelse-agtige magi, det simple skaber.

Ikke et manifest

Jeg lover ikke pædagogiske jordskred. Ude i skoven er det en sansning. For børnene er det timer med langt til horisonten. Selvforglemmelse. Resonans. Det her er ikke en hardcore projektbeskrivelse, ikke et manifest eller et forsøg på at skabe et paradigmeskift.

Nej, det er en forbøn for de ord, som vi må tro på er med til at skabe den virkelighed, som vi lader børnene svømme i hver dag: Gå ind på skolerne derude og giv det simple en oprigtig chance.

I de vidtåbne ansigter er der jord, og øjnene rummer gode hemmeligheder, da bussen med den lille gruppe elever igen kører ind på skolens parkeringsplads. For udedagen har nået sin afslutning. Jeg var ikke med, så jeg kan ikke helt forstå dagens indviklede leg. Men en af pigerne har buler på lommerne efter sten og kastanjer. Det er en skat fra skoven, hun viser mig.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk