Debat

Skoleledelser skal investere i lærerens teknologiske færdigheder, og lærere skal åbne øjnene for teknologiens muligheder, mener debattør Yashar Bavel.

Lærer: Skoler skal vågne op og investere i lærerens AI-færdigheder, før det er for sent

Lad os arbejde sammen som lærere, ledere og samfund for at skabe en fremtid, hvor vores børn ikke blot overlever, men trives i en verden drevet af AI, skriver lærer Yashar Bavel i dette debatindlæg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er ved at afrunde min engelsktime og har netop bedt mine elever om at oprette en bruger i ChatGPT, hvis de ikke allerede har en.

Flere elever kigger mærkeligt på mig. ”Laver han sjov? Eller mener han det? Er det en test, eller hvad?”, fortæller deres ansigtsudtryk mig.

Det overrasker mig ikke, at de reagerer, som de gør. Det overrasker mig heller ikke, at to tredjedele af min 10. klasse allerede har en bruger. Et hurtigt smugkig rundt på computerne viser også, at langt de fleste allerede har oceaner af samtaler i programmet. Det overrasker mig sådan set heller ikke.

Men det er en mærkelig tid, vi befinder os i. Selvom vi står midt i den fjerde industrielle revolution, hvor kunstig intelligens (AI) spiller en afgørende rolle er der ét, stort problem: Vores undervisere har ikke den nødvendige viden eller kompetencer til at føre eleverne ind i den nye teknologiske æra.

En fremtid, vi ikke selv forstår

Som lærer har jeg selv eksperimenteret med kunstig intelligens og udforsket en lang række AI-programmer. Jeg har set, hvordan AI kan være med til at tage elevernes kommunikationsevner og kreativitet til nye højder. Desværre har jeg også bemærket, hvor få lærere der har indsigt i det. Hvordan kan vi forvente at uddanne vores elever til en fremtid, vi ikke selv forstår?

Svaret er enkelt. Det kan vi ikke.

Som uddannelsesinstitutioner og samfund har vi derfor et akut behov for at handle. Vi kan ikke lade vores elever og lærere føle sig overvåget eller utrygge i en verden, der bliver mere og mere teknologisk avanceret.

For det første er det afgørende, at lærere er rustet til at undervise eleverne i og med AI. Derudover skal vi hjælpe dem med at udvikle deres evner til at arbejde sammen med teknologien. Ellers risikerer vi at sende vores elever ud i en verden, de ikke forstår, og det kan have alvorlige konsekvenser for deres fremtid.

For det andet er vi nødt til at ruste vores lærere med de nødvendige færdigheder og viden til at navigere i denne nye æra, så de har de bedste forudsætninger i deres egen hverdag og fremtid. Der vil eksempelvis ikke gå lang tid, før AI bliver en del af undervisningen på læreruddannelserne. Hvad vil der så ske med alle de lærere, som allerede er ud på arbejdsmarkedet? Sjovt nok er det jo netop disse lærere, som står med AI-dilemmaet lige nu.

For det tredje skal vores ledere vågne op, før det er for sent. Det er super fint, at vi diskuterer, hvorvidt ChatGPT skal være forbudt til eksaminer og prøver, men det er jo ikke dét, AI handler om. På grund af det narrativ, der er lagt for dagen, halter vi simpelthen bagud med at indse potentialet i AI-programmerne.

Lærere skal åbne øjnene for teknologien

Der findes allerede løsninger derude. De er dyre, og de kræver en masse dedikation. En dedikation, som kan være svær at mønstre i en forvejen hektisk hverdag. Med research er det muligt at betale sig frem til ny AI-viden og kompetencer. Dagskurser bliver afholdt rundt omkring i landet, og de koster alt fra 5-12.000 kr. Det er helt sikkert godt givet ud, men lad os være ærlige. Hvis ikke din arbejdsplads betaler en sum af den størrelse, så er chancen for, at du selv gør, også minimal.

Vi har brug for et fællesskab af passionerede lærere og uddannelsesledere, der deler en vision om at forbedre undervisningen ved at integrere kunstig intelligens på en meningsfuld måde.

Lad os arbejde sammen som lærere, ledere og samfund for at skabe en fremtid, hvor vores børn ikke blot overlever, men trives og blomstrer i en verden, der er drevet af AI. Det kræver, at vores ledere vælger at investere i vores faglighed. Og det kræver, at som lærere er åbne over for nye måder at se tingene på.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 4-600 ord til debat@folkeskolen.dk.