”Jeg ser ind imellem lærere gå i strejke i protest mod det politiske ønske om målstyring af undervisningen og kravet om, at lærerne skal arbejde ’evidensbaseret’. Jeg plejer at sige, at i stedet for at strejke skal lærerne bare nøjes med at gøre den del af deres arbejde, der er evidens for virker. Så vil de kunne gå hjem efter et kvarter, for der er ikke, og kan ikke være, evidens for ret meget af det, lærere gør hver dag på arbejdet”.

Sådan sagde den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta, da han holdt oplæg for  medlemmer af Københavns Lærerforening i sidste uge. 

Biesta har længe udfordret det politiske fokus på effektivitet og målbare resultater og opfordret til, at vi tænker dybere over, hvad uddannelse egentlig skal bidrage med i samfundet og i menneskers liv. Hans bog ’Uddannelsesforskning’ er netop udkommet på dansk, og i den anledning var han i København, hvor han mødte over 200 lærere og andre skolefolk på kunstcentret Copenhagen Contemporary.

En af Biestas centrale ideer er, at læreren ikke blot er en formidler af viden eller facilitator af læring. Tværtimod er det lærerens rolle at være en ansvarlig voksen, som hjælper eleverne til at møde verden på en meningsfuld måde. Det betyder blandt andet, at læreren skal kunne skabe en meningsfuld relation til sine elever og balancere mellem frihed og ansvar. 

Læreren skal også kunne håndtere den risiko, der altid er ved uddannelse, nemlig at man ikke kan forudse resultatet fuldstændigt. Alt det er egenskaber, som ikke kan måles, og derfor er målstyring i sin yderste konsekvens en nedvurdering af læreren.

Men Biesta mener faktisk, at fortalerne for en mere evidensbaseret undervisning til at starte med havde en pointe. Det har bare udviklet sig i en uheldig retning.

”Det handlede måske om, at man ville sikre sig, at alle elever fik lige god undervisning. Det er en udmærket ambition”, sagde han til de fremmødte lærere. 

”Men da man så skulle i gang med at måle, blev det klart, at man kun kan måle visse ting. Og så blev det til ’jamen så lad os starte med at måle det og forbedre det. Resten ser vi på bagefter’. Men vi kommer aldrig til ’bagefter’, og så bliver det meget snævert, hvad der kommer til at betyde noget i skolerne, nemlig det, der kan måles”, lød det fra den kendte forsker.

Rum til refleksion

”Vi ville skabe et rum til pædagogisk refleksion og et mødested for lærere, hvor der er højt til loftet og plads til input udefra”, fortæller formand Københavns Lærerforening Katrine Fylking om baggrunden for at afholde arrangementet.

Anmeldelse

Pædagogikprofessor: Kunstundervisning er i krise

Arrangementet var gratis for medlemmer af Københavns Lærerforening, som gerne vil afholde flere arrangementer af samme slags, men ikke har nogen konkrete planer på nuværende tidspunkt.

Gert Biesta

Hollandskfødte Gert Biesta er professor i Educational Theory and Pedagogy på Moray House School of Education and Sport på University of Edinburgh i Skotland og professor i Public Education på Centre for Public Education and Pedagogy på Maynooth University i Irland. Han er forfatter til blandt andet bøgerne 'God undervisning I målstyringens tidsalder' og 'Verdensvendt uddannelse'. Hans bog 'Uddannelsesforskning' er netop udkommet på dansk.

Gert Biesta er særligt interesseret i forholdet mellem uddannelse og demokrati samt uddannelsens rolle i samfundet. Hans arbejde fokuserer på uddannelse i formelle og uformelle sammenhænge med en stærk interesse for lærere, undervisning og læreruddannelse, læseplaner, pædagogiske relationer og uddannelsens frigørende potentiale.

”Vi mener, det er er vigtigt at styrke lærerprofessionen og med til det hører både, at man en gang imellem hæver sig op over hverdagens problemer, og at man møder fagfæller, man kan diskutere sit fag med. Det er noget af det, vi lægger på i forhold til den her type tiltag”, siger Katrine Fylking.

Hun understreger, at det også er vigtigt at trække de store tanker ned på jorden og med ind i klasselokalet.

”Og jeg håber især, at sådan et møde kan inspirere til, at samtalen fortsætter bagefter, blandt tilhørerne og deres kollegaer ude på skolerne”, siger Fylking til Folkeskolen.

Tilhører: Tak for at tale vores sag

Efter oplægget har de fremmødte lærere mulighed for at stille spørgsmål til uddannelsesforskeren, hvilket flere benytter sig af. 

Det bliver til en debat om blandt andet værdien, eller manglen på samme, af kvantitativ forskning på uddannelsesområdet, og om det overhovedet giver mening at tale om best practice. 

Biesta mener, at det er bedre at tale om good practice - og om lærerautonomi over for lærer-agency, altså lærernes mulighed for styre deres egen og fælles faglige udvikling. 

”Når vi siger, at undervisning skal være forskningsinformeret, går vi ud fra, at lærerne mangler noget, og at forskningen kan bibringe dem det, de mangler. Det er jeg ikke enig i”, siger Gert Biesta.

”Tværtimod, og når folkene bag Pisa-undersøgelserne nu siger ’Vi har tænkt alt for snævert. Vi skal måle flere ting for at få det fulde billede' er mit svar: ’vær sød at lade være. Der er vigtige ting, man ikke kan måle’.”

Pisa

90 procent af danske 15-årige er gode til at tænke kreativt

Da en af tilhørerne tog mikrofonen og præsenterede sig som ’bare en helt almindelig lærer’, afbrød professoren hende med ordene: 

”Du skal aldrig tænke, at du ’bare’ er en helt almindelig lærer. Du skal sige, at du er lærer og stolt af det”, hvilket udløste klapsalver fra publikum.

En anden tilhører tog ordet, ikke fordi han havde et spørgsmål, men for at takke Biesta for som forsker at tale imod målstyret undervisning:

”Jeg har i 20 år hørt på, at undervisning skal være evidensbaseret, og jeg og mine kollegaer har dukket nakken og prøvet at flyve under radaren, fordi vores undervisning ikke var evidensbaseret. Den var baseret på sund fornuft og på samtaler med hinanden, men vi følte, at vi ikke var gode nok. Det var gift for mig og mine kollegaer, og nogle af os knækkede nakken på det. Så tak for at tale imod den tankegang”.

Anmeldelse:

Giv eleverne, hvad de ikke selv har bedt om

”Tak for den kommentar”, svarede Gert Biesta. ”Det er en vigtig pointe, at det ikke kun har konsekvenser i en intellektuel diskussion, at vi taler om lærerne som en stand, der ’mangler noget’ for at kunne gøre deres arbejde godt nok. Det har konsekvenser for lærernes professionelle virke og nogle gange desværre også for deres liv”.

Derefter kunne Gert Biesta forlade scenen til lyden af 400-500 klappende hænder.