Når folkeskolen står over for et så alvorligt problem som mislykket inklusion, er det oplagt at løfte debatten ind i Sammen om Skolen, der netop er skabt til at drøfte folkeskolens udfordringer.
Det peger blandt andet KL, Skolelederforeningen og DLF på oven på undersøgelsen fra Vive, som viser, at nok udvikler kommuner og skoler på området, men alligevel er der en historisk lav inklusionsgrad.
”Det er et komplekst område uden lette snuptagsløsninger, hvilket inklusionsundersøgelsen bekræfter”, konstaterer Peter Pannula Toft, som er børn- og skolechef i KL.
Løsningen er ikke at ekskludere elever
At det er svært at finde løsninger på den haltende inklusion, er Peter Pannula Tofts første reaktion på det spørgsmål, Folkeskolen har bedt en række af skolens parter besvare. Nemlig: Hvad mener du på baggrund af Vive-rapporterne, er det vigtigste at gøre på inklusionsområdet nu?
”Det vigtigste er, at folkeskolens parter i Sammen om Skolen får dialogen om, at det er et grundvilkår, at vi skal rumme børn med behov for støtte i den almene undervisning. Der er fortsat nogle steder en opfattelse af, at det handler om få børn, og at løsningen er, at børnene bliver ekskluderet. Men opgaven er en anden”, siger Peter Pannula Toft.
Skolen skal sikre inkluderende læringsmiljøer for de børn, der er, og give dem en god skolegang, tilføjer han.
”Der skal også være specialtilbud, men for de få. Så det er godt at se, at kommunerne er i gang med at udvikle inkluderede læringsmiljøer og stærke børnefællesskaber. Her er tværfagligt samarbejde med PPR- medarbejdere på gulvet i klasseværelserne sammen med lærere og pædagoger blandt andet et vigtigt element”, siger Peter Pannula Toft.
Skoleledere vil sætte ind på kort og lang sigt
Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, indleder også med at konstatere, at det er et svært spørgsmål, Folkeskolen stiller.
”Det vigtigste er, at vi går sammen i partnerskabaet Sammen om Skolen og ser på, hvad det kræver på kort og på langt sigt at forbedre inklusionen. Vi skal prøve at overbevise politikerne om, at de har sparet for meget på folkeskolen, og at vi her ser konsekvensen af det”, siger han.
På kort sigt vil Claus Hjortdal prioritere en forebyggende indsats.
”Skolerne drukner i elever med brug for støtte, og nogle steder er der halvandet års ventetid hos PPR. Det er svært at se, at det kan løses med et kvikfix. Derfor skal vi kaste alle de resurser, vi kan skabe sammen, ind i en forebyggende indsats så tidligt som muligt. Det har for eksempel hjulpet, at mange skoler har konverteret understøttende undervisning til tolærerordninger, fordi lærerne føler sig mere kompetente, når de er to til at undervise”, siger Claus Hjortdal.
På lang sigt vil han ændre flere steder.
”Vi skal ændre på læreruddannelsen, have et praksisnært kompetenceløft i klasserne, styrke PPR og have genindført uddannelsen til cand. pæd. psych. Det tager alt sammen tid”, siger skoleledernes formand.
Inklusion skal ses som en investering
Det vigtigste lige nu er, at folkeskolens parter får en fælles erkendelse af, at lærere har brug for støtte i klasserne for at kunne løse undervisningsopgaven, vurderer Gordon Ørskov Madsen, formand for DLF.
”Det kan ikke lade sig gøre at lykkes med undervisningsopgaven, når en lærer har 27 elever i klassen, hvoraf nogle måske har indlæringsvanskeligheder eller en diagnose, og børnene i øvrigt er mangfoldige. Inklusion kræver, at lærere hurtigt kan trække specialpædagogisk viden ind i klassen, når der er behov for det, og i nogle klasser er det behov til stede hele tiden. Det vil jeg tage op i Sammen om Skolen”, siger Gordon Ørskov Madsen.
Der er ved at blive skabt en fælles erkendelse af, at lærerne har brug for hjælp til at inkludere, mener DLF’s formand. Men den skal omsættes til handling.
”Tankegangen skal vendes fra, at inklusion er en udgift, til at inklusion er en investering i fremtiden. Ellers får vi flere og flere børn og unge, som ikke trives i skolen og i livet, og når de ikke gør det, får de ikke nok ud at gå i skole, de får ikke en uddannelse, og de kommer ikke ind på arbejdsmarkedet. Det har store både menneskelige og økonomiske omkostninger, så det er ikke kun et problem for skolen, at børn og unge farer vild i deres liv”, siger Gordon Ørskov Madsen.
Ordfører er parat til at tale økonomi
Det tyder på, at erkendelsen om, at der skal flere penge til for at lykkes med inklusion, er nået til Christiansborg. I hvert fald undervisningsordfører Jens Joel fra Socialdemokratiet, der er med i Sammen om Skolen som regeringsparti.
”Hvis de gode erfaringer med mellemformer og co-teaching skal udbredes, forudsætter det, at der er de rette resurser og kompetencer til stede i klasseværelset. Derfor skal vi kigge på både organisering, lærerkompetencer og økonomi, og vi sidder lige nu og drøfter med skolens parter, hvordan vi forbedrer inklusionen”, siger Jens Joel.
Det handler om at tage udgangspunkt i elevernes behov.
”Alt for mange elever får ikke den hjælp og støtte, de har brug for, og alt for mange steder står læreren med en umulig opgave i en klasse, hvor der også er elever uden særlige behov, som stadig skal have både opmærksomhed og kvalificeret undervisning”, siger ordføreren.
Pædagoger er eksperter i trivsel
Prisen for mislykket inklusion er alt for høj, fastslår Lars Søgaard Jensen fra forretningsudvalget i BUPL. Pædagogernes fagforening er også med i Sammen om Skolen.
”Fejlslagen inklusion går direkte i trivslen og kan i værste fald udvikle sig til en psykisk lidelse. Det kan vi ikke være bekendt. Det er en kompleks problemstilling, og hvis der fandtes et enkelt svar, er jeg sikker på, at vi allerede havde sat det i værk for længe siden”-
Lars Søgaard Jensen peger dog på, at de 15.000 pædagoger i folkeskolen er en vigtig resurse i forhold til at løfte inklusionsopgaven.
”Pædagoger er eksperter i børn og unges trivsel og uddannet til at få alle med i gode fællesskaber. Men det kræver tid nok. Både i klassen og til at samarbejde med lærerne omkring pædagogikken”, siger Lars Søgaard Jensen
Forældre skal kende skolens børnesyn
Også forældrene kan være med til at løfte inklusionen, fremhæver landsformand for Skole og Samfund Rasmus Edelberg.
”Meget af lærerne og skoleledernes tid går med at løse enkeltsager. I stedet skal de have tid til at fortælle forældrene om skolens børnesyn. Det vil styrke fællesskabet omkring klassen, når alle ser det inkluderende fællesskab som en værdi”, siger Rasmus Edelberg.
Det er dog ikke nok, at forældrene bakker op om eleverne i klassen. Lærere og pædagoger skal også klædes på med viden om de børn, de har, så de kan rumme dem.
”Vi kan se i Vive-rapporterne, at lærerne føler sig lidt bedre klædt på, men der er samtidig kommet et større behov for støtte, og det er utrolig få lærere, som har fået kompetenceudvikling. Vi skal have specialpædagogiske kompetencer ind i klasserne, så lærerne ikke står alene” siger Rasmus Edelberg.
