DLF-kongres
"Besparelser på CFU og analoge undervisningsmaterialer er himmelråbende dumt, når man gerne vil have flere elever til at se op fra skærmene. Forslaget om at lukke 10. klasse er decideret tåbeligt", konstaterede Gordon Ørskov i sin åbningstale.
Foto: Villads Kirk Thomsen
Lærerformand om skolepolitikken: "Vi er somme tider nødt til at være de voksne"
I sin åbningstale på Danmarks Lærerforenings kongres tirsdag glædede Gordon Ørskov Madsen sig over frihedsdagsordenen og opgøret med folkeskolereformen - men han savner stadig tillid til lærerprofessionen.
"Somme tider er jeg nødt til at tage en dyb indånding og tælle til
10, når jeg igen og igen hører politiske forslag, der er helt væk fra skiven.
Jeg tænker, de fleste af jer kender følelsen", lød det fra formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen ved åbningen af Lærerforeningens kongres i København i dag.
"Men vi kan ikke bare stille os op
med korslagte arme. Nej, i
et til tider umodent politisk system, er vi somme tider nødt til at være de
voksne", tilføjede han.
De senere år har Danmarks Lærerforening i høj grad siddet med ved bordet i partnerskabet Sammen om Skolen og er blevet hørt forud for politiske beslutninger om folkeskolen. Og i sin tale gjorde han boet op:
"Da regeringen fremlagde sit folkeskoleudspil,
havde Sammen om Skolen sat aftryk på 23 ud af de 33 forslag. Vi er i fuld gang med en fagfornyelse, hvor
lærere fra hele landet kommer til at bidrage. Det er vigtigt arbejde. Vi har fået en ny læreruddannelse, der for
nylig kunne fejre 1-års fødselsdag. En ny psykologfaglig master til lærerne er
også på vej som en del af regeringens uddannelsesreform. Det er noget, vi længe
har efterspurgt. Vi ser, at den økonomiske situation begynder
at vende flere steder i landet. I de budgetaftaler, der netop er indgået, kan
vi se, at der er flere kommuner, der investerer i folkeskolen", lød det på den positive side.
'Himmelråbende dumt'
Men ikke alle forandringer er gode, konstaterede Gordon Ørskov også:
"Besparelser
på CFU og analoge undervisningsmaterialer er himmelråbende dumt, når man gerne
vil have flere elever til at se op fra skærmene. Forslaget om at lukke 10. klasse er decideret tåbeligt. Det samme er regeringens planer om at forkorte flere
af de andre professionsuddannelser. På de områder er vi lodret imod, og vi
argumenterer for andre løsninger", lovede han.
"Vi skal sikre lærerne flere muligheder – ikke færre. Vi
skal arbejde for færre karakterer og prøver – ikke flere. Vi skal sikre mere
kvalitet på læreruddannelsen – ikke mindre. Vi skal skabe flere investeringer i
skolen og undervisningen – og have de kommuner med, der stadig sparer på
folkeskolen. Vi skal have vendt udviklingen og vi skal have skabt resultaterne. Men det
kræver, at vi bliver ved med at blande os og tage ansvar. At vi bliver ved med
at forpligte os på at skabe forandring. At vi insisterer på, at vi skal være
med, hvis det skal være forandringer til det bedre", sagde Gordon Ørskov og lagde op til to dages kongres med en styrkelse af lærerprofessionen som hovedtema. En kongres, som afsluttes med en fejring af Danmarks Lærerforenings 150-års jubilæum.
"For nylig fik Danmark en kedelig topplacering i OECD’s rapport. Vores
skoler har nemlig den absolut højeste andel af undervisere uden
læreruddannelse. Knap hver femte, der underviser i folkeskolen har i dag ikke en
læreruddannelse. Mens næsten 10.000 lærerstillinger er sparet væk siden 2009, er vikartallet
fordoblet. Antallet af pædagoger i undervisningen er støt stigende", konstaterede han.
"Alle gør det bedste, de kan, men de kan ikke erstatte en uddannet
lærer. Politikerne taler om ’hænder’. Om ’voksne’. ’To-voksen-ordninger’. Men en lærer er ikke bare en voksen. Voksen - det er noget, du
bliver automatisk, hvis du ellers lever længe nok. At blive lærer, det kræver andet
og mere end tid. Vi ved, at den gode lærer er den vigtigste enkeltstående faktor for elevernes
udvikling. Vi ved, at løfteevnen er størst, der hvor der er flest uddannede
lærere".
Tillid
"Vi skal have sikret nogle rammer for professionen, der gør det
muligt at lykkes som lærer. Det handler om vilkår – om arbejdsmiljø, uddannelse,
arbejdstid, om økonomi. Men det handler også om anerkendelse, om respekt og om
tillid".
"Det er tillid, når lederen understreger lærerens vigtige rolle, når
almenklassen skal kunne rumme flere elever med særlige behov. Men det er ikke
tillid, når man bagefter sætter flere vikarer på eller pædagoger fra sfo’en varetager
’to-voksentimer’".
"Det er tillid, når statsministeren fra talerstolen i Folketinget taler om
lærernes store betydning for samfundet og vigtigheden af uddannede lærere. Men det er ikke tillid, når
regeringen foreslår, at man ikke behøver have en læreruddannelse, hvis man skal
undervise de fagligt allersvageste elever i dansk eller matematik. Det fik vi lukket
ned for, men det burde aldrig have været foreslået", fremhævede lærerformanden.
"Det er på tide, at landets skoleforvaltninger og
politikere viser, at de har tillid til lærerne. At de – ikke bare i talerne, men i budgetterne, i
lovgivningen og i hverdagen – anerkender betydningen af uddannede lærere".