Astrid Lindhardt Iversen fra 9. årgang har gået på Humlebæk Skole siden skolestarten. Hun har altid været vant til årgangsopdelt undervisning, mens Emil Madsen begyndte på skolens 5. årgang.

»Starten var lidt overvældende. Jeg havde gået i en klasse med 15 elever og kom til en årgang med 35. Men nogle i mit team tog sig af mig, og det fungerede supergodt. På min gamle skole var der meget konkurrence mellem klasserne, og jeg havde det faktisk bedst med flere fra parallelklassen, men det var svært, når vi havde så mange myter om hinanden«, fortæller Emil Madsen.

De to elever fremhæver samarbejdet i elevteamene og synes, det er godt, at det ikke er muligt at skifte team.

»Jeg kom i team med tre drenge i 7. klasse. De havde et internt sprog, som jeg ikke forstod, og det var et problem, at jeg er mere struktureret end dem«, fortæller Astrid Lindhardt. »I starten talte vi med lærerne om problemerne, men efterhånden klarede vi det meste selv. Vi skrev opgaverne ned, fordelte arbejdet og skrev nogle arbejdsrammer, som vi for det meste holdt«, siger hun.

Emil har også været i team med vanskeligheder.

»Vi var tre stærke og en fagligt svagere elev. Vi talte meget om det, og først tænkte jeg da, at det ville tage meget af min undervisningstid at være i det team, men det gjorde det ikke. Man har en kerne - sit team - og her lærer vi at bruge hinandens stærke sider. For eksempel tegnede hun rigtig godt«, siger Emil Madsen.

»Man tager problemer som en udfordring«, mener Astrid Lindhardt Iversen. »Vi kommer ud over 'mig, mig, mig'. Vi hjælper hinanden og får styrket vores sociale sider«.

Astrid fortæller, at hun har svært ved at lægge ansvaret fra sig, men her lærer man at stole på andre.

Emil supplerer: »Man går meget på kompromis og lærer at komme med nye ideer, for så vinder alle«.

De to elever kender ikke til mobning.

»Måske er der lidt drilleri på 5. og 6. årgang, men man beskytter mest hinanden«, mener Emil Madsen.

»Det kan ikke betale sig at være i krig med nogle, man skal arbejde i team med, for så kan du ikke lave noget. Og du skal jo arbejde«, siger Astrid Lindhardt Iversen.

Alle på årgangen kender hinanden, og det modvirker mobning.

Astrid og Emil mener, at arbejdet i elevteam og årgangsopdelt undervisning vil virke godt på skoler med større problemer, end de har på Humlebæk Skole.

»Men man skal altså ikke tro, at vi er en homogen gruppe. Vi er ikke alle rige og problemfri. Vi har præcis de samme problemer som på andre skoler«.

»Her på 9. årgang handler det meget om det faglige, men nu klarer vi også selv det meste med trivslen. Det er sjældent, vi inddrager lærerne«, siger Astrid Lindhardt Iversen.

»For at bruge Kristas metafor så har vi en perlekæde, og hvis én falder ud, er det dårligt for alle«.

Fagligt er det også gået godt. I projektopgaven fik årgangen et gennemsnit på 10.

På 9. årgang har eleverne selv valgt team, så de fleste er i gruppe med deres venner nu. Første gang eleverne skulle i team i 6. klasse, måtte de hver ønske en eller to, de ville i gruppe med, men det var læreren, der sammensatte teamene.

De enkelte team skulle så beslutte nogle teamregler. For eksempel hvad der skulle ske, hvis én kom for sent eller ikke havde gjort sit arbejde. Nogle besluttede at sætte kryds, hver gang man kom for sent, og den med flest krydser skulle give slik.

»I begyndelsen havde vi hårde regler, men vi fandt ud af, at det også gik ud over os selv. Mit team besluttede, at den, der kom for sent, fik den dårligste opgave. Så gælder det om at være der til tiden, for så har man retten til at forhandle«, siger Astrid Lindhardt.

Emil Madsen har prøvet at være meget skeptisk over for et team, han var i.

»Men man skal tænke, at det nok vil gå, og at der jo også vil være problemer i et nyt team. Det er hammergodt, at konflikterne bliver taget åbent op. Det kan være skræmmende i starten, men det skal jo kunne løses. Mange voksne tør ikke sige tingene åbent, men det lærer vi«.

Astrid mener, at åbenheden kan modvirke store problemer. Men det kræver, at man lærer at tale ordentligt til hinanden.

Den årgangsopdelte undervisning har ifølge eleverne store fordele - mange at være venner med, ingen konkurrence klasserne imellem og ingen sladder.

Emil kan kun finde én ulempe. Når alle er samlet, er der fem-ti elever, der rækker hånden op konstant, mens de andre er mere passive. Til gengæld lærer man at fremlægge over for en stor gruppe.

»Eleverne er klart dem, der har det bedst med årgangsopdelingen. Forældrene frygter, at deres eget barn drukner i mængden«, siger de to.

I det hele taget mener eleverne, at forældrene har det sværest. Skole-hjem-samarbejdet i team er en udfordring.

»Forældrene vil være advokater for deres børn og forsøger at tale på deres vegne. Det kan være meget ubehageligt, og børnene er ikke altid enige med forældrene. Jeg har oplevet, at der kom sådan en rigtig voksen/barn-rolle ind. Men læreren bad så barnet fortælle, og jeg tror, forældrene fik et større indblik i det hele«, forklarer Astrid Lindhardt Iversen.

»Jeg har altid syntes, at skole-hjem-samtaler var lidt til grin. Alle venter på, at tiden er gået, og æggeuret ringer. Især drengenes forældre ved ofte intet om, hvad der sker i skolen. Derfor synes jeg, forældrene skal lytte til os i højere grad. Vi kender jo skolen«, siger Emil Madsen.

Især er det ubehageligt, hvis forældre taler i tredje person, når de taler om problemer, i stedet for at tale åbent.

»Det må være svært at være den elev, som forældrene synes, der er problemer med. Men så skærer læreren igennem«.

Årgangsrådet fungerer fint, siger de. Her kan man tale om blå mandag og alkohol eller andre større emner, og alle forældre får et referat. |

»Man har en kerne - sit team - og her lærer vi at bruge hinandens stærke sider« Emil Madsen, 9. årgang»Mit team besluttede, at den, der kom for sent, fik den dårligste opgave. Så gælder det om at være der til tiden, for så har man retten til at forhandle« Astrid Lindhardt Iversen, 9. årgang