Flere forældre at begyndt at købe lektiehjælp og privatundervisning til deres børn. Et mål med undervisningen kan være, at eleven skal stige en karakter eller blive bedre til at turde sige noget i timerne.

Lockout og '9.z mod Kina' gav rygvind til privat lektiehjælp

Privatundervisning og privat lektiehjælp til folkeskoleelever er begyndt at vinde indpas i Danmark. Forældre er ambitiøse på deres børns vegne eller føler deres børn bliver overset i skolen. Næstformand i DLF, Dorte Lange, mener ikke, at det burde være nødvendigt med private ydelser.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Betalt lektiehjælp og privatundervisning er ikke længere forbeholdt gymnasie- og universitetsstuderende. Flere forældre til folkeskoleelever er begyndt at købe privatundervisning og lektiehjælp til deres børn. Især undervisning i matematik, engelsk og dansk er efterspurgt.

Ifølge firmaerne My Academy og MentorDanmark, der begge tilbyder lektiehjælp og privat undervisning, er hele denne branche kun så småt ved at komme til Danmark. I Tyskland, England og især Frankrig er det bredt accepteret, at forældre køber ekstra undervisning til deres børn.

Lektiehjælp hjælper ikke svage elever

Privatundervisning er et supplement, ikke en erstatning "Vi er her ikke for at tage lærernes arbejde. Forældrene oplever ikke, at læreren er dårlig, men at de ikke selv kan hjælpe, eller at de ikke har tid til at hjælpe deres børn. Vi er et supplement til skolen, og vi ser de bedste resultater hos vores kunder, når de har en god lærer i folkeskolen," siger Rune Sørensen, landechef hos My Academy. Han oplevede en stor interesse fra bekymrede forældre under lockouten i foråret, forældrene håbede, at My Academy kunne arrangere decideret skoleundervisning for de lockoutede børn.

"Det måtte vi afvise, for det er ikke det, vi gør. Vi kan hjælpe i et fag, men vi kan ikke erstatte skolen," siger Rune Sørensen og afviser, at lockouten gav et boom af nye kunder på trods af interessen.

MentorDanmark oplevede en stigende interesse under og efter lockouten, men også efter programserien '9.z mod Kina'.

"Der er en holdning i Danmark om, at 'det klarer det offentlige nok', men vi oplever en stigende efterspørgsel. Forældre er ambitiøse på barnets vegne. Det er som om, at forældre er vågnet op og selv tager affære," siger Nicklas Kany, direktør i MentorDanmark. Han sammenligner sin forretning med privathospitaler, der er et alternativ, hvis man ikke er tilfreds med det offentlige sygehusvæsen.

Elever føler sig styrket af online lektiehjælp

Folkeskolelærere underviser også privat "Inklusion tager meget tid og fokus væk fra de almindelige elever, og lærerne er pressede. Det giver selvfølgelig os mere at lave, men jeg er personligt imod inklusionsprojektet - det er åbenlyst en spareøvelse på bekostning af de svage elever", siger Nicklas Kany og peger på, at forældrene, der kontakter ham, er opmærksomme på, om deres børn får forløst deres potentiale.

Folkeskoleeleverne er både svage og stærke elever. Fagligt ligger cirka 75 procent af eleverne hos My Academy middel eller under i skolen, mens de restende 25 procent er stærke elever, der vil blive endnu bedre.

Rune Sørensen fra My Academy fortæller, at de i løbet af foråret har haft cirka 20.000 undervisningstimer, og at deres elever typisk har to timers undervisning om ugen i forløb på 20 uger. Det svarer til 500 elever, hvor der ikke er taget højde for, at flere elever slår sig sammen og modtager samlet undervisning. MentorDanmark underviser cirka 200 folkeskoleelever, men de forventer at tallet vil stige, da de er ved at etablere sig i Aarhus.

Seneste skud på stammen er i øvrigt lektiehjælp med fradrag. My Academy tilbyder 'pædagogisk børnepasning i kombination med lektiehjælp', hvor forældre kan få passet deres børn og sørget for lektierne, samtidig med at det er fradragsberettiget under Boligjobordningen.

My Academy og MentorDanmark tager mellem 199 og 349 kroner for en undervisningstime i hjemmet, men så får forældrene også en evaluering efter hver gang. Undervisningen varetages af universitets- eller lærerstuderende, som kan fremvise gode karakterer indenfor de fag, de skal undervise i. Hos MentorDanmark er der desuden færdiguddannede ansat, heriblandt også et par folkeskolelærere. MentorDanmark har en formodning om, at der er et sort marked for lektiehjælp.

"Der er mange lærere, der bijobber sort udenfor arbejdstiden som undervisere. Nu kan man få et fritidsjob hos os under lovlige forhold," siger Nicklas Kany.

Ny folkeskolereform virker fra august 2014

Det burde ikke være nødvendigt Næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, mener ikke, at det burde være nødvendigt for forældre at købe sig til lektiehjælp eller privatundervisning til deres børn. I forhold til argumentet om, at inklusion tager meget af lærerens tid, sender hun bolden videre til Kommunernes Landsforening og landets kommuner.

"Kommunerne har ansvaret for at stille kvalitet til rådighed i skolerne, så læreren kan nå rundt om alle eleverne, og alle eleverne kan profitere af undervisningen", siger hun.

"Det er også godt hvis forældre kan bakke op om lektier, men der er ikke nogen forventning om, at forældre med en kort skolegang skal kunne hjælpe deres børn 7.-8. klasses stof. Det skal skolen hjælpe børnene med at kunne", siger Dorte Lange.

Med den nye skolereform skal alle skoler tilbyde eleverne lektiehjælp fra næste skoleår. Lektiehjælpen bliver efter næste folketingsvalg også gjort obligatorisk for eleverne at deltage i.