Træningsmetoden Doolexia hjælper elever med ordblindhed og andre læse- og stavevanskeligheder til at stave og læse bedre. Og effekten holder ved et halvt år efter, at forløbet er afsluttet. Det viser en effektmåling blandt elever fra 4. til 9. klasse, som analyse- og forskningscentret Vive præsenterede i august i år.

En anden undersøgelse iværksat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har målt på effekten af klasse- og gruppebaseret indsats for elever i 3. og 4. klasse med lettere afkodnings- og stavevanskeligheder. Dette program boner ud med en effekt på elevernes stavning.

Resultaterne får skoler til at spørge Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder (NVOL), om de skal ty til specifikke indsatser for at hjælpe deres elever med læse- og stavevanskeligheder.

”Det er naturligt, at praksis efterspørger vores anbefalinger, når der kommer nyt på bordet. Men der er ikke noget i effektundersøgelserne, som får os til at anbefale de to indsatser frem for andre”, siger faglig konsulent og projektleder Anne-Mette Veber Nielsen.

Eleverne kan kan udvikle sig

Det skyldes blandt andet, at begge undersøgelser sammenligner med kontrolgrupper, hvor eleverne gør, som de plejer. De giver derfor alene et indblik i udbyttet af indsatsen og ikke i, hvilke specifikke elementer der fører til de positive resultater.

Der er ikke noget galt med undersøgelserne, understreger Anne-Mette Veber Nielsen.

”De bekræfter os i, at når man giver en målrettet indsats, kan elever med læse- og stavevanskeligheder også udvikle sig. Men undersøgelserne viser ikke, at disse indsatser er bedre end andre, fordi de sammenligner med, hvad der foregår i skolen i forvejen”, siger hun og peger på, at en fjerdedel af eleverne i kontrolgruppen i undersøgelsen af Doolexia gik tilbage i læsning og stavning i perioden, mens indsatsen blev gennemført på eksperimentskolerne.

”Det viser, at man med dette undersøgelsesdesign ikke kan kontrollere, hvad der foregår i kontrolgruppen. Derfor skal man være varsom med at tolke på effekten. Doolexia rykker eleverne, men det gør andre indsatser også”, siger Anne-Mette Veber Nielsen.

Hendes bud er, at tilbagegangen på kontrolskolerne skyldes, at de ikke har givet deres elever en målrettet og særligt tilrettelagt undervisningsindsats i den periode, da skolerne var på venteliste til at modtage Doolexia. Tilbagegang er nemlig ikke et typisk udviklingsmønster, hvilket også påpeges i evalueringen fra Vive.

Udbredelse af viden skal have bred interesse

Pointen er, at skoler kan fortsætte med den indsats, de allerede yder for deres elever med læse- og stavevanskeligheder, understreger Stine Fuglsang Engmose, som også er faglig konsulent i NVOL.

”Der er ikke noget i de to undersøgelser, som tyder på, at skolerne behøver skifte retning. En anden pointe er, at et enkelt Doolexia-forløb til 8.000 kroner lyder billigt, men det er vigtigt at sammenligne med prisen på det, skolerne gør i forvejen, og det udbytte, eleverne har, når man forholder sig til, om noget er billigt”, siger Stine Fuglsang Engmose og henviser til, at en forsøgsvis beregning fra NVOL hverken tyder på, at Doolexia er billigere eller mere effektiv end skolernes nuværende gennemsnitlige indsats.

Landsforeningen Læs&Stav har finansieret effektundersøgelsen af Doolexia og har haft foretræde for Folketingets undervisningsudvalg for ”at fortælle om metoden, de gode resultater, og hvordan den i praksis kan gøre en stor forskel for indsatsen for elever med ordblindhed på skoler i hele landet”.

Efterfølgende har udvalget bedt undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) gøre rede for, hvordan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderer metoden, og om der er barrierer for, at NVOL udbreder viden om metoden, og hvorfor videncentret ikke allerede gør det.

Hertil svarer Anne-Mette Veber Nielsen, at videncentrets retningslinjer siger, at den viden, centret udbreder, skal have bredere interesse end den kommercielle. Der sker med henvisning til, at der står et privat firma bag Doolexia.

Nyt dansk program baseres på forskning

De to faglige konsulenter fra NVOL anbefaler, at skolerne prioriterer målrettede indsatser så tidligt som muligt. Det underbygges blandt andet af en ny ph.d.-afhandling om, hvad det betyder for elever at blive testet ordblinde og dermed få særlige indsatser i skolen.

Dertil kommer en dansk effektundersøgelse af en tidlig indsats rettet mod elever i risiko for ordblindhed i 1. klasse, som netop er blevet publiceret i tidsskriftet Nydanske Sprogstudier af fem forskere med Anna Stenberg Gellert fra Center for Læseforskning på Københavns Universitet i spidsen.

Her er der udviklet et nyt undervisningsprogram rettet mod elever i 1. klasse med forøget risiko for ordblindhed ud fra international forskning. Samtidig er det tilpasset dansk skriftsprog og danske skoleforhold. Udgangspunktet er, at når indsatsen foregår tidligt, har eleverne ikke så meget at skulle indhente i forhold til klassekammeraterne, og deres vanskeligheder når ikke at sætte dybe spor i elevernes selvopfattelse og i deres vurdering af skoleaktiviteter.

Undervisningsprogrammet løber over 19 uger i fire lektioner om ugen på hold med højst fem elever. De første ni uger byder på lydtræning efterfulgt af ti uger med læsetræning, mens skolerne i kontrolgruppen underviste eleverne ud fra deres normale indsatser.

Programmet reducerer risikoen

Et af resultaterne viser, at 59 procent af eleverne i forsøgsgruppen stadig havde høj risiko for ordblindhed i slutningen af 1. klasse, mens det var hele 80 procent i kontrolgruppen.

Analysen viser også, at man kan forvente, at programmet hjælper en elev med en risiko for ordblindhed på 12 procent ned på fire procent. Det svarer til, at der i en klasse med 25 elever, hvor tre er i risiko for ordblindhed, kun vil være en elev med denne risiko, efter at programmet er gennemført.

”Selv når vi arbejder i små grupper med en målrettet indsats, som bygger på læseforskning, er der elever, som ikke knækker læsekoden. De elever skal vi for alt i verden få øje på, så vi kan hjælpe dem til at deltage og få udbytte af undervisningen. En elev, som ikke har knækket læsekoden, møder en undervisning, han ikke forstår, når han begynder i 2. klasse. Uden hjælp vil han opleve massive vanskeligheder længere fremme i skolen, og det kan påvirke hans adfærd og trivsel”, siger Anne-Mette Veber Nielsen.

Eleven har brug for individbaseret undervisning, tilføjer Stine Fuglsang Engmose.

”Det er en kæmpe udfordring, skolerne står med, og de har ikke særlige mange resurser. Både skoler og læsevejledere gør alt, hvad de kan, men ikke mange skoler har særlige indsatser, som er tilpasset den enkelte elevs behov”.

Antallet af lektioner spiller ind

Når over halvdelen af forsøgseleverne stadig lå i risikogruppen for ordblindhed i slutningen af 1. klasse, kan det hænge sammen med, at undervisningsprogrammet med 76 lektioner ikke er nær så stort som de mest effektfulde udenlandske programmer, skriver forskerne i Nydanske Sprogstudier.

De medgiver også, at en væsentlig del af de positive effekter muligvis kan tilskrives, at forsøgseleverne fik langt flere lektioner med særligt tilrettelagt undervisning på et lille hold end kontroleleverne snarere end de specifikke egenskaber i programmet. Mens forsøgseleverne fik undervisning i 76 lektioner, bestod gennemsnittet kun af 14 lektioner på et lille hold blandt eleverne i kontrolgruppen.

”Det gør en forskel, om elever får 50 eller 100 lektioner, men vi kan ikke pege en indsats ud og sige, at den en bedst. I stedet skal skolerne se på deres egen indsats: Bygger den på nogle af de samme elementer som i det nye undervisningsprogram? Foregår indsatsen for eksempel i små grupper, og fortsætter den op gennem skoletiden”, siger Anne-Mette Veber Nielsen.

Der findes ikke en pille til eleverne

Der findes ikke en pille, som kan hjælpe eleverne, understreger Stine Fuglsang Engmose.

”Vi kan pege på nogle ingredienser, som skal med i pillen, men der er mange variable i elevernes individuelle behov. Et barn har måske et begrænset ordforråd, og hvis man ikke er opmærksom på det, får han ikke udbytte af indsatsen. Skolerne er nødt til at målrette indsatsen, følge med i, hvordan barnet reagerer, og tilpasse indsatsen, så barnet får udbytte af den. Der er selvfølgelig brug for effektundersøgelser af specifikke elevgrupper, men vi kan ikke udpege et perfekt undervisningsprogram”, siger hun.