Mehmet Ali Dogan sidder og ryger. På bordet foran står en snes små delikate retter og tre glaskrus med dampende te. Han siger, at sådan spiser de altid til frokost, men når sandheden skal frem, er det vist til ære for familiens gæst.

»Forstår du, vi vil gerne vise det, der er bedst i vores kultur, og der, hvor vi kommer fra, kan vi godt lide at tage godt imod gæster. Men vi vil også gerne lære at være danskere. Når man bor i et land, så skal man tilpasse sig«, siger han.

Overfor sidder hustruen Zehan Dogan med et guldsmykke om halsen, der danner bogstaverne S og Z, forbogstaverne i navnene på parrets to piger, Serra på syv og Zeynep Azra på fem år.

Zehan følger med i samtalen, men taler kun gennem sin mand. Selvom hun har boet otte år i Danmark, synes hun ikke, at hendes dansk er så godt, at det kan holde til at blive luftet i en samtale over et frokostbord.

»Det er et meget svært sprog«, oversætter hendes mand. »Alle ord ligner hinanden. Zehan var syg noget af den tid, hun gik på sprogskole, og siden har vi fået to børn, men hun har danske veninder, og under os bor et ældre dansk par, som er som en mor og far for hende, så noget dansk bliver det til«.

Det gælder dog ikke inden for hjemmets fire vægge. Døtrene er meget bedre til dansk, og de driller deres mor, hvis hun siger noget, der ikke er rigtigt. Derfor taler hun tyrkisk sammen med sin mand og sine børn.

Egentlig er det ikke videre logisk. Familien er nemlig kurdere, og kurdisk er deres modersmål, men både Zehan og Mehmet Ali Dogan er opvokset i den centrale del af Tyrkiet, hvor hovedparten af befolkningen taler tyrkisk, og hvor det er god tone at bruge det nationale sprog. Derfor er de fra barnsben vant til at være tosprogede.

»Pigerne kan tyrkisk, og når vi kommer hjem fra Tyrkiet efter at have holdt sommerferie, så har de glemt dansk, men de lærer det hurtigt igen. Vi vil gerne have, at de bliver rigtigt gode til dansk, og at de også holder fast ved det tyrkiske. Derfor taler vi begge sprog med dem«, siger Mehmet Ali Dogan.

Hvad så med kurdisk?

»Det skal de nok lære«, siger han. »Her hvor vi bor, er der masser af kurdere, og alle børnene kan kurdisk, når de bliver lidt ældre«.

Familiens vej til Danmark er den typiske for efterkommere efter 1970'ernes gæstearbejdere. Mehmet Ali Dogans far kom til Holstebro i 1970 for at arbejde på Vald. Birns Jernstøberi. I 1989 hentede han sin kone og fem børn til byen. Mehmet var dengang 13 år og kom i en modtageklasse på den nærmeste skole. Efter nogle måneder begyndte han i 7. klasse.

»Jeg havde en supergod lærer i modtageklassen, men vi var flere nationaliteter, og sprogligt var det begrænset, hvad jeg fik ud af det. Det blev heller ikke til så meget i den almindelige skole, men jeg fik alligevel lært en del dansk, fordi jeg spillede meget fodbold i min fritid og fik danske venner«.

Rigtigt styr på sproget fik han først efter 9. klasse, hvor han begyndte at arbejde i et pizzeria.

»Jeg har altid været god til at kaste mig ud i dansk, selvom der manglede nogle ord. Det tror jeg er en god måde at lære sprog på. Nu har jeg mit eget pizzeria, og i Vinderup, hvor det ligger, er jeg kendt af alle og kan tale med alle«.

Han ville gerne have gået mere på sprogskole, men det har der ikke været tid til i de 16 år, han har været på arbejdsmarkedet.

»Når man bor i Danmark, er det afgørende at kunne tale landets sprog. Derfor taler jeg også meget dansk med Serra og Zeynep, og de kan kun se dansk tv på deres værelse. Mange indvandrere vil have, at deres børn taler deres eget sprog hjemme, men vi synes, det er vigtigt, at de lærer dansk«.

Døtrene har ikke modersmålsundervisning, men det gør ikke noget, mener deres far.

»De kan sagtens klare sig i skolen, selvom undervisningen ikke foregår på tyrkisk, men det er meget vigtigt, at de taler dansk derhenne. Derfor har vi også fået vores ældste flyttet til en anden skole«, siger den 32-årige kurder.

Forklaringen på skoleskiftet er, at der i områdets skole er mange indvandrerbørn. Det er der ikke i den skole, som Serra går på.

»I den klasse, som hun skulle have gået i, var der 11 tosprogede børn. I den, hun er kommet i, er der kun to. Derfor bliver hun nødt til at tale og lære dansk. Hvordan tror du, det ville gå, hvis hun i alle frikvarterer kunne tale kurdisk eller tyrkisk? Jeg har selv gået på den skole, hvor Serra begyndte, og alle i min klasse er blevet pizzamand eller bager. De, der gik på den anden skole, er blevet lærere eller læger«, siger Mehmet Dogan.

Lektiehjælp hjemme kniber det med. Far arbejder fra 12 til 22 de fleste dage, og mor, der er hjemme hele dagen, er først på vej med det danske. Men Serra bliver rost i skolen for de mange ting, hun kan, og for de madpakker, som hendes mor giver hende med, så fremtiden ser lys ud.

»Uddannelse er altafgørende«, siger Mehmet Ali Dogan og tager en smøg til. »Uden uddannelse er du intet. Med en uddannelse kan du gøre noget for din familie og for dit land. Jeg hører ikke til de muslimer, der siger, at det er lige meget med Danmark. Det er ligesom, hvis du vokser op i en plejefamilie. Du har måske en biologisk mor, men alligevel skal du være glad for dine plejeforældre og respektere dem. Jeg er kurder, men jeg er også dansker, og Danmark er mit land«. |